Årene der gik - Citybois

Det løgn!? - Part 17

Jeg kom hjem fra hospitalet i går, det var onsdag, tiden var gået hurtigt eller det gjorde de, de sidste par dage har været sindssygt hårde, min mor ved godt hvad der skete den nat, Anthon fortalte det til hende.
"Jeg regner med at du bliver hjemme i morgen?" Sagde min mor som var kommet op på mit værelse "det gør jeg vel" svarede jeg hende lavt, jeg kiggede op på hende med min røde øjne "jeg ringer til lægen i morgen, så du kan blive videresendt til en psykolog" sagde min mor "mor! Jeg skal ikke til nogen psykolog!" Sagde jeg lidt hårdt, jeg kunne mærke en tåre glide ned af min kind.
Jeg lå i min egen verden, jeg kunne ikke sove, det hele væltede rundt oppe i mit hoved...

Jeg vågnede ved at min telefon bibbede, det var Anthon, han skrev om jeg var okay, og om han skulle komme forbi efter skole, jeg skrev og jeg havde det fint så han behøvede ikke at komme fordi, selvfølgelig løj jeg, jeg havde det af lort til, jeg følte en helt bestemt tom hed, det var forfærdeligt.
Jeg gik nedenunder, jeg var helt alene hjemme.
Jeg satte mig på sofaen og tændte tv'et, der var ikke rigtig noget spændende, så jeg slukkede og gik op på mit værelse, dagen gik meget langsomt.

"Jeg er hjemme nu!" Råbte min mor, jeg svarede hende ikke, det magtede jeg ikke lige nu.
Hun kom op på mit værelse "du har fået en tid til lægen i morgen" sagde min mor da hun lige var kommet ind af døren, jeg kiggede hen på hende og nikkede.
Hun gik ud og jeg lagde mig ned i min seng igen, og kiggede op på loftet, tankerne begyndte lige så stille at snige sig ind, og en varm tåre gled ned af min kind.

Jeg vågnede ved min mor ruskede lidt i mig "vi spiser nu Vera" sagde hun da jeg lige så stille slog øjnene op "hmm, jeg er ikke sulten" sagde jeg bare og lagde mig om på den anden side.
Jeg hørte ikke det sidste hun sagde før hun var ude igen og jeg faldt i søvn igen.

"Vera! du skal til lægen nu!" råbte min mor fra køkkenet, som om jeg magtede, hvorfor skulle jeg også lige til lægen, jeg har det jo fint? eller noget..

"Skal jeg gå med ind?" spurgte min mor "nej, jeg kan godt selv" sagde jeg med et opgivende blik, min mor nikkede som svar og lænede sig tilbage i stolen som stod i vente værelset.
"Vera" blev der råbt efter noget tid med akavet stilhed, jeg rejste mig op og smilede falsk til lægen.
"Når Vera, din mor ringede, ved du selv hvorfor?" startede han ud med "nej, jeg har det fint!" skyndte jeg mig at sige "spiser du?" sagde han lidt efter, jeg kiggede forvirret på ham "ja, hvorfor skulle jeg ik det?" sagde jeg forvirret "det ved jeg ikke" sagde han "sover du om natten?" tilføjede han "ja, ik kun om natten, jeg elsker at sove" svarede jeg "okay, hvordan går det med skolen?" spurgte han og sådan blev det ved "det- det går vel fint, jeg har ikke været der i lidt tid nu" sagde jeg kiggede ned på mine sko "og hvorfor har du ikke det?" spurgte han, han vidste udmærket godt hvad der var sket! så hvorfor spørge? "jeg har bare ikke overskud til det" sagde jeg og kiggede op på ham igen.
Han kom endelig med en konklusion på de 1000 vis af spørgsmål han havde stillet mig "Vera, du skal tage de her piller 1 gang om dagen, helst om morgenen" sagde han og tog nogle piller i en æske ting frem, jeg læste hvad der stod på dem "mod depression?" sagde jeg lavt, jeg kunne mærke tårerne pressede sig på "jeg har ikke depression!" sagde jeg bestemt.
Lægen rejste sig og kaldte min mor ind, jeg sad med en tomhed og irritation, jeg havde ikke depression, jeg er glad! måske ikke lige nu men..
"Vera skal tage de her piller 1 gang om dagen, helst om morgenen, jeg ville meget gerne viderestille hende til en psykolog, som er ekspert på området" sluttede han med at sige til min mor.

Vi sad i bilen, jeg var rasende og ked af det, jeg kiggede ud af vinduet med krydsede arme, min mor lagde sin ene hånd på mir lå "det skal nok gå det hele, jeg lover" sagde hun, det er jo ikke verdens undergang vel? tankerne sneg sig en igen og en tåre gled ned af min kind, jeg tørrede den hurtigt væk inden min mor så det.
Vi kom hjem, jeg skyndte mig ind ad døren og ind på mit værelse, kylede pillerne hen på min seng, der fik tårerne frit løb, alt var ødelagt, jeg kunne ikke se hvordan alt den smerte nogensinde vil gå væk.
Jeg lå i min seng da min telefon ringede, det var Thor der ville facetime, jeg magtede virkelig ikke, jeg lignede en død kat, mine øjne var helt hævet og røde men jeg trykkede på den grønne knap, måske kunne han få mit humør op?
*Hej Vera!
Hej Thor
Hvad så, er du okay
ja.. eller nej ikke helt
må jeg kommer over?*
Jeg svarede ham ikke, jeg nikkede bare og lagde derefter på.
Jeg skyndte mig ud på badeværelset og tog koldt vand i hoved, jeg stirrede på mit spejlbillede meget intenst men blev afbrudt af døren der ringede på "Vera, Thor er her." råbte min mor.