Luna's Nye Start

uheldet

Jeg ser Marcus, Austin og Noah, stå rundt om Jake. Jeg går tættere på og kan nu se at han ligger på knæ med noget i armene. Lyden af ambulancerne nærmer sig. Fremmede mennesker løber lige forbi mig og hen til drengene, som om de ikke kunne se mig. 

"Hey!!" råbte jeg, men ingen svarede.

jeg kom nærmere jake og de andre, jo tættere på jeg kom, jo mere kunne jeg se at det ikke var en hvad, men en hvem Jake holdt om. Jeg stod nu helt henne ved de andre drenge og kunne nu se, hvad de allesammen kiggede på. De...kiggede...på....mig...?! men hvordan. Jeg står jo lige her?

Ambulancen nærmede sig. Ambulanceredere skyndte sig hen til mig? fik folk væk fra stedet. Efter lidt tid fik de båret min krop ind i ambulancen, Jake stod med sin telefon og var nok igang med at tale med mine forældre, hvor han efter satte sig ind i ambulancen, hvor jeg fulgte efter.

Vi ankommer til hospitalet, de bære min krop ud af ambulancen og løber ind med båren, sygeplejerskerne og lægerne kommer løbende hen til min krop som ligger på båren. Nogle af sygeplejerskerne stopper Jake efter han har fulgt efter dem hele vejen, hvilket også får mig til at stoppe. Det sværeste er at jeg ikke kan kramme ham, fordi jeg står jo lige her, men det ved han bare ikke....

Efter 20 min. kom mine forældre løbende ind.

"Hvor er hun?" spørge min mor.

"Hun er igang med at blive opereret" Svare Jake med tåre i øjnene.

 "Det er min skyld, jeg skulle have passet bedre på hende. Det skulle være mig der var blevet ramt af den bil ikke hende....." udbryder Jake.

"Der var slet ikke nogle af jer der skulle være ramt af den bil. Det er ikke din skyld, det der skete her...." svare min far med tårer i øjnene.

"Jooo, men når jeg ser Kasper igen, så vil han ønske at han aldrig havde mødt!!!" nærmest råber Jake.

Det var først da Jake sagde den sætning at det gik op for mig, at det ikke var en tilfældighed at jeg var blevet ramt af en bil, men af Kasper var fulgt efter os og bare ventede på chancen....Idiot.

Det er ikke engang et ordentlig ord, for hvad jeg synes om ham, men når jeg vågner i min krop igen, så skal jeg have en "snak" med ham....

Jake's pov

Luna springer ud ad bilen, jeg når nærmest ikke at reagere. Jeg høre Marcus råbe "Luna pas på!!", hvor jeg bagefter kan høre et skrig. Jeg springer ud af bilen. jeg kan se Luna ligge henne på jorden. Jeg løber så hurtigt jeg kan hen til hende. Jeg trækker hende ind til mig, jeg kan mærke mine tåre presse sig på. Hvordan kunne det ske? jeg høre Austin ringe efter hjælp. Dermed ser jeg fremmede mennesker nærme sig for at hjælpe. De stod i en cirkel rundt om Luna og jeg, men det hindre mig ikke fra at kunne kigge ud gennem cirklen og se hvem der stiger ud af bilen, som påkørte Luna....KASPER!!!...

Vi ankommer til hospitalet, hvorefter Luna's forældre kommer løbende. Jeg fortæller Luna's forældre at jeg lige skal ordne noget. Jeg samler gutterne i bilen. 

"Dude hvor skal vi hen?" spørge Noah.

"Vi skal finde Kasper, jeg skal lige have en "snak" med ham!" Svare jeg med det samme.

Men efter jeg tænker mig om, hvad er så chancen for at vi finder ham... Men det ændre ikke på at jeg vil forsøge, da han skal fortryde hvad han gjorde. Inden jeg ved af det popper der en besked op på min telefon, jeg holder ind til siden og tjekker beskeden, den er fra Luna's mor.

- Jake, Luna er vågnet, hun vil gerne se dig

- Er på vej

lige meget hvor meget jeg ønsker at finde Kasper og banke fornuft ind i knolden på ham, så må det vente. Luna's helbred betyder mere end Kasper lige nu.

Luna's pov

Jeg står med mine forældre uden de rigtig ved det, men hvad jeg ved er at de ikke ved jeg er her. Jeg går lige så stille ned til operationstuen, jeg ser min krop ligge der, uden nogle kræfter overhovedet. Jeg skynder mig ud igen. Jeg ser sygeplejerskerne komme gående ud med en seng. Jeg følger lige så stille efter. jeg bliver fulgt ind i et rum, hvor jeg ser min far og mor stå og vente. De står begge med tårer i øjnene. Jeg sætter mig grædende på en stol, jeg vil bare gerne tilbage i min krop igen.... Jeg lukker mine øjne i og holder dem lukket, men da jeg åbner dem igen, så sidder jeg ikke i stolen mere. jeg ligger i hospitalsengen. Mine forældre kigger på mig.

"Luna!!!" råber min mor og giver mig det største kram.

"hvor er Jake?" spørge jeg, da det er det eneste jeg tænker på lige nu.

"Han sagde han lige skulle ordne noget, så han gik for noget tid siden" svare min far beroligende til mig. "Men det er godt at se du er okay Nus!" svare han med et smil på læberne, hvilket også får mig til at smile.

Der går 10 min. så kom Jake og hans venner styrtende ind i rummet. Jake stopper op i døren, han kigger mig dybt ind i øjnene inden han kommer hen og krammer mig, Det føltes som om det kun er os der er i rummet. Han sætter sig på sengen. Trækker mig ind til ham og kysser mig. 

"Glad for at du ikke forlod mig smukke" sagde Jake med tårer i øjnene.

"Det kunne jeg ikke finde på" svare jeg ham med tårer i øjnene. 

Jeg fik senere at vide at jeg ikke måtte tage hjem, før dagen efter, så jeg skulle overnatte på hospitalet. 

"Jeg bliver her smukke" skynder Jake sig at sige. "Jeg vil ikke have at du skal være alene"

Jeg trækker ham ind til mig og vi kysser. Senere på aften er alle taget hjem, bortset fra Jake.

Vi ligger begge i min hospitalseng.

"Jeg er glad for at du her lige nu smukke" siger Jake ud i det blå.

"Det er jeg også glad for, ved slet ikke hvad du skulle gøre uden mig, hahah" svare jeg med et kækt smil.

"Ved godt vi ikke har kendt hinanden særligt længe, men du har fået en plads i mit hjerte, lige meget hvad der sker vil jeg passe på dig" svare Jake.

Jeg kan mærke at mine kinder begynder at blive helt røde.

"Hvor er du sød, du betyder også meget for mig. Du skal vide at jeg også vil passe på dig"

"Du er sød når du rødmer" hvilket er det sidste jeg høre inden jeg falder i søvn.