Luna's Nye Start

Undskyld!!!

jeg åbner øjnene og ligger som den eneste i rummet. Jeg undre mig med det samme over hvor Jake er, inden jeg når at tænke mere over der kommer Jake gående ind ad døren. 

"SÅ Smukke, få noget tøj på, så vi kan komme væk herfra" siger Jake med et smil på læberne.

jeg skynder mig at finde noget tøj, som mine forældre var kommet med. Vi satte os ud i bilen.

"Er du sulten?" spørge Jake mig når vi er startet med at køre.

"Hvad tror du selv jeg fik aldrig min mad fra maccen...." svare jeg grinende tilbage.

"haha, det har du ret i, så jeg skylder dig vel en tur på maccen, men det bliver ikke lige nu, da jeg ikke lige er til morgenmaden fra maccen" svare Jake grinende.

"fair nok, vi kan også bare køre forbi en bager og tage noget med hjem til mig og se en film?"

"lyder som en god ide smukke"

Vi har hentet maden hos bageren og er på vej hjem.

Vi når lige kun at kunne se mit hus, da jeg ser en person stå ude på vejen og kigge ind på mit hus. Uanset afstanden kan jeg med det samme genkende personen. Jeg ved hvordan Jake har det med ham. Jeg ønsker ikke at han skal dumme sig. Jeg tror ikke Jake har set ham endnu.

"Jake skal vi ikke tage ud og lave et eller andet i stedet, vi kan tage i parken og spise maden istedet?!" nærmest råber jeg.

"Hvorfor nu det smukke, vi er her jo n......nu!" svare Jake.

Nu ved jeg hvad tiden har slået....

"Hvad laver han her!!!" råber Jake og tager selen af og er på vej ud af døren, men jeg når at standse ham. 

"Please, lad vær med at gør noget dumt...." siger jeg skræmt fra vid og sans, for hvad Jake kunne finde på. 

"Jeg lover smukke, jeg skal bare lige have en lille 'snak' med Kasper!!"

"Jake jeg mener det...."

Jake kigger på mig og jeg kan se at han slapper mere af, hvilket er et godt tegn.

"Jeg lover....." og med de ord, går vi begge ud af bilen.

"Hvad laver du her?!!" råber Jake på afstanden mellem Kasper og ham.

"Jeg vil bare lige snakke med Luna...." svare Kasper.

vi står en meter fra hinanden. 

"Skal jeg stille mig ind foran Luna, så det er mig du skader istedet for hende, din...." mere når Jake ikke at sige før jeg giver ham en stille albue i siden. 

"Jeg ved det jeg gjorde var dumt og jeg fortryder det nu. Jeg ved ikke hvad der gik af mig" siger Kasper. 

"Så fordi at du fortryder det du har gjort ændre ikke på at du kunne have taget livet af en person, der på trods af 'dine' handlinger før hen, godt kunne lide dig...." siger Jake med en hård attitude.

"Jeg ved ikke hvad jeg kan jeg sige, som forsvare min handlinger. Jeg er en Idiot....Luna du fortjener så meget bedre end mig. Jeg forstår slet ikke at du har været sammen med mig. At du har elsket mig.... Jeg tager hjem imorgen. Men du skal vide jeg fortryder den måde jeg har behandlet dig på. Jeg forstår godt hvis du ikke har noget at sige, Men du skal vide at trods af mine handlinger, så har jeg også altid elsket dig..... Farvel" Det er det sidste Kasper siger, inden han går. 

Jeg står helt tavs, jeg ved slet ikke hvad jeg gøre ad mig selv. Det næste øjeblik finder jeg mig selv stortudende i Jake's arme. 

"Det skal nok gå smukke. Vi finder ud af det sammen...." prøver Jake og trøste mig. 

senere på dagen ligger jeg alene i min seng. Jake skulle til træning, så han blev nød til at gå. 

Jeg tænker alle scenarierne igennem, hvor jeg bagefter rejser mig fra sengen. Jeg tager min sko og min jakke på. Jeg begynder at gå. jeg har ingen ide om hvor jeg går hen, men jeg går bare. Mine ben stopper lige pludselig med at gå. Jeg kigger mig omkring og finder hurtigt ud af hvor jeg er henne. Jeg står foran Kasper hus..... jeg går op til døren. Jeg har ingen ide om hvad jeg vil eller hvad jeg vil sige. 

Jeg banker på døren. Der går et stykker tid før døren åbner. Efter et stykke tid, så åbner døren. 

Jeg ser Kaspers chokerende ansigt, når han ser det er mig der står foran hans dør.

"Luna?? hvad laver du her?" spørge Kasper forbavset. 

Jeg aner ikke selv hvorfor jeg er her. Vi står bare og kigger på hinanden. 

"Luna kan jeg hjælpe dig med....." mere når han ikke at sige før min hånd flyver gennem luften og rammer hans kind. Jeg kigger skræmt på min hånd, da jeg har det som om at min krop gør ting, jeg slet ikke er en del af. 

Kasper stirre mig ind i øjnene. Jeg kan se han bliver vred....

Jeg begynder at stortude.... Kasper kigger forbavset på mig, jeg kan se han ikke ved hvad han skal gøre.

"Undskyld..." siger jeg stortudende.

"Du har ikke noget at undskylde for.... jeg fortjente den" svaret Kasper mig.

Jeg vender mig om for at gå, men Kasper tager fat i min arm og trækker mig ind til ham. Hvilket minder mig om vores første kys.... Der var helt stille vi stod bare og kigget hinanden i øjnene.

Kasper lænede sig ind mod mig, inden jeg vidste ad det havde Kasper sine læber på mine..... Jeg trak mig fra kysset.

"Jeg kan ikke...." siger jeg stille.

"Du kan ikke hvad!!?" svare Kasper vredt.

Jeg kigger bange på ham. Jeg trækker mig væk fra ham.

"Er det på grund af ham fyren!!" 

"Kasper jeg kan bare ikke...." Jeg går for alvor i panik.

jeg bevæger mig baglæns i forhold til at Kasper kommer nærmere. Til sidst rammer min ryg et træ. Jeg har ikke mulighed for at komme væk. Kasper står med ansigtet helt op i mit. 

"Luna hvad laver du enlig her!!!" råber Kasper.

"je...je... jeg ved det ikke...." jeg kan nærmest ikke få ordene ud af munden.

Kasper tager fat i mit håndled.

"Kasper giv slip, det gør ondt" nærmest skriger jeg. 

Men Kasper giver ikke en mine, han klemmer mere om mit håndled. 

"Luna....Luna....Luna, om du så var tæt på at besvime, så var jeg ligeglad med hvordan smerten er.... Det har jeg jo bevist før....jeg gav dig en chance til at tilgive mig, men du tog den ikke, så hvis jeg ikke kan få dig, så er der ingen der skal!!!" 

Jeg står stortudende op ad træet. helt magtesløs....

"Hjælp, Hjælp, hjælp...!!!" skriger jeg.

Kasper giver mig en knytnæve i maven. Jeg krymper mig sammen så godt som muligt, da Kasper holder mit ene håndled op. 

"Luna hold din kæft!!!" råber Kasper.

"Kasper please, vil du ikke nok lade vær....." 

Jeg høre en bil komme tættere på. døren åbner og bliver hurtigt lukket igen. Jeg står stadig klemt op ad træet. Magtesløs, chokeret og ikke mindst bange.....