Luna's Nye Start

er de et par nu?!!

Jeg troede virkelig ikke at man havde så mange tåre inde i sig, men jeg troede så også at jeg kunne stole på nogle mennesker men der tog jeg jo også fejl....
Efter turen har jeg bare været hjemme, jeg har ikke haft overskud til at tage i skole, selvom om mine forældre gøre alt for at jeg går i skole, men jeg har ikke lyst og det forstår de også godt, men idag gik den ikke længere, da jeg nu er på vej ud af døren og på vej til det helvedet.
Jeg åbner døren til skolen og ser alle mennesker stå og snakke og alt sådan noget. Jeg stod bare inde på skolen og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre før der kom en pige hen til mig. Jeg ved ikke rigtig hvem hun er men....

"Kan jeg hjælpe dig?"
For jeg så endelig sagt.

"Luna jeg har altså vildt ondt af dig..."

"Hvorfor?"

"Har du ikke hørt det.."

"Åbenbart ikke hvad er der sket..?"

"Kasper og Viktoria er et par"

Jeg kunne ikke holde det tilbage jeg løb forbi pigen og ud på toilettet og græd, da jeg ikke kunne græde mere valgte jeg at gå til time.. foooordi jeg jo bare havde lyst... Not.

Jeg åbner døren til klassen og ser at alle bare stirre på mig, altså jeg ved ikke helt hvor jeg skal sætte mig da jeg jo plejede og sidde sammen med enten Viktoria eller Kasper, og når det så er sagt så sidder de selvfølgelig sammen. Men ligepludselig ser jeg så hende pigen fra tidligere så hende sætter jeg mig ved siden af.

"Er du okay?"

"Ja jeg har det fint tak fordi du spørge"

"Selvfølgelig jeg ved godt hvor hårdt det er..."

"Seriøst"

"Jaer men nu handler det ikke om mig"

"Tak.."

"Nårhh jo forresten jeg hedder Nikoline"

"Kan jeg kalde dig Niko?"

"Selvfølgelig"

Niko og jeg snakkede indtil at læren afbrød os...

"Når elever i denne uge skal i lave nogle fremlæggelser så i bliver sat i grupper af fire og jeg ville læse grupperne højt"

Jeg høre ikke rigtig efter grupperne.

"Og næste gruppe består af kasper, viktoria, Nikoline og ... Luna"

Selvfølgelig... Sikke noget lort rent ud sagt. Selvfølgelig er jeg glad for Nikoline, men jeg kunne godt have været foruden Kasper og Viktoria.

"Nogle af grupperne kan sagtens sætte sig ud hvis det lyster og fremlæggelserrne skal være færdige om en uge så den skal være god haha og i bestemmer selv om hvad i vil fremlægge om, men det skal godkendes af mig, god fornøjelse"

Kasper og Viktoria kommer over til Nikoline og jeg.

"Skal vi sætte os ud?"
Spørge Kasper og Niko skynder sig at svare.

"Selvfølgelig"

Så nu sidder vi ude på gangen, med en akavet stilhed fedt....

"Når hvad vil i fremlægge om?"
Spørge Niko.

Og Kasper og Viktoria skynder sig og sige at de ikke ved det.

"Hvad vil du fremlægge om Luna?"
Spørge Niko mig om

"Ehm... Hvad med hvordan er det at være utro med en? Det kan Kasper sikkert godt give mange svar til?"

"Luna stop det!"
Skynder Kasper sig at sige.

"Hvad skal jeg stoppe med?"

"Med at være sådan her, følelser var ikke rigtige"

"Jaer... Følelserne var ikke rigtige det kan du putte langt op i røven, hvis følelserne ikke var rigtig så kun du da forhelvede sige det til mig i stedet for at kysse med andre.... Fordi det var da en god måde at vise at følserene ikke var rigtige på!"

"Hvad vil du have jeg skal gøre sket er sket... Jeg har ikke følelser for dig, men for en anden!"

"Tror du ikke jeg ved det!"

"Luna lad vær med det der"
Siger Viktoria

"Med hvad!?"

"Med at bliver sur over at Kasper ikke kan lide dig, men mig"

"Viktoria du skal bare lukke røven... Du skal, tænk du kan holde dig selv ud. Kunne brække mig over dig!"

"Århhh søde skat Kasper kan lide mig og ikke dig okay? Og du siger jeg skal lukke røven, du er den eneste her der skal lukke røven, altså tænk du bliver så sur over at din eks ikke gider dig mere."

Jeg kan ikke holde det her ud mere jeg rejser mig fra bordet.

"Tænk at i kan holde jer selv ud...."

"Luna søde skat sæt dig nu ned så vi kan lave det her, fordi jeg gider ikke se det der pivefjæs mere så tag dig lige sammen. Altså hvor gammel er du? En 12 årige der lige har mistet sine kæreste til en anden, lamt!"

Jeg gik helt hen til Viktoria.

"Tænk at han hellere vil have en som dig som behandler folk så dårligt og tænk at du kan leve med dig selv"

Jeg skifter blikket over til Kasper som bare kigger ned i bordet, men kigger så på mig, og jeg kan se det rør ham det jeg siger, men jeg ignorerer det og kigger igen på Viktoria.

"Det er ikke særlig svært at leve med mig selv jeg er jo fantastisk"

Uden at jeg når at tænke mig om så har min håndflade ramt Viktorias kind og jeg er løbet væk.

Jeg ved godt at jeg ikke har skrevet i særlig langt tid så derfor har jeg taget mig tid og skrevet et langt. Kapitel håber i nyder det!😀