B.D.B - Secrets

Kapitel 1

----Ordforklaring findes i det bagerste kapitel----

----Ree POV----

Jeg var tilbage i Caldwell efter ti lange år væk. Min sidste tid her bragte så dårlige minder med tilbage at det overskyede de gode, der havde været. Jeg burde have holdt mig helt væk, intet godt kom af at være tilbage, men jeg havde følt at det var nødvendigt. Som om noget her i byen kaldte på mig og var den egentlige grund til at jeg nu berørte disse gader igen. Byen lignede sig selv, med de få undtagelser af bygninger, der hed noget nyt. Lige nu sad jeg på taget på en af bygningerne, med hagen hvilene på det ene knæ, mens det andet ben dinglede ud over kanten. Et stykke under mig, langt nok til at jeg ikke umildbart ville blive set, kæmpede et par medlemmer af Broderskabet mod en gruppe Eliminatorer. Alt i mig skreg på at kaste mig ind i kampen også, men i det sekund jeg gjorde, ville han vide at jeg var her. Og jeg havde ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med ham. Ikke endnu. Kæmpen ændrede sig, da gruppen af Eliminatorer trak skydevåben frem og skydende haglede ned over de tre medlemmer fra Broderskabet, der hurtigt søgte ly bag containerne. De brugte stadig deres dolke og havde ikke en chance, selvom de var formidable krigere. Jeg rejste mig for at gå og havde lige vendt ryggen til, da jeg hørte det svage ekko af tøj, der blev flænset og kødet der blev perforeret af en kugle. En af dem var blevet ramt og nu kunne jeg ikke bare gå. Uden at tænke videre over det kastede jeg mig ud over taget og snurrede i luften, så jeg ville lande med fronten mod gruppen af Eliminatorer. Kuglerne fløj stadig rundt i gyden, men jeg bevægede mig hurtigt. Det tog Eliminatorerne et sekund at anse at jeg var der og de rettede deres skydevåben direkte mod mig i stedet, men det var alt jeg havde brug for. Det splitsekund af forvirring. Jeg satte fra, fra både jorden, væggene og containerne, mens jeg undgik kuglerne og kastede mine egne dolke efter dem. Jeg magede dem ned hurtigere end de kunne nå at få indstillet sigtet på mig. Den sidste blev taget ved at jeg satte fra, fra en af containerne og sprang forbi vedkommende. Min kniv skar deres hals op i forbi farten, inden jeg lavede et rullefalde på jorden og kom op at stå igen. De tre medlemmer fra Broderskabet kom frem fra deres dække bag containerne og jeg hørte tydeligt, mens de kom gående hen mod mig, takket være smældet fra deres støvler mod asfalten.

"I klarer oprydningen ik?" Sagde jeg, mens jeg drejede mig halvt om mod dem. Jeg genkendte to af Brødrene, ikke af navn, men udseende. Ham til højre havde mørkt hår, med en hvid stribe og mørkeblå øjne. Ham til venstre havde kort hår, næsten barberet helt ind til skalpen, der var en blanding af brunt, blond og rødbrunt, med gule øjne, der var udtryksløse, et tydeligt ar i ansigtet og et hint af tatoveringer om hans hals. Den tredje havde jeg ingen ide om hvem var, men han var en af dem. Han havde skulder langt mørkt hår, hvor den egentlige farve var svær at bedømme og det var det samme med hans øjne. De var mørke, næsten sorte, men den egentlige farve kunne jeg ikke se, på det splitsekund jeg kiggede på ham. Jeg lod dog mærke til omridset af en halskæde, som han skjulte under sin trøje. Deres øjne skannede tydeligt mig, sikkert for at placere mig, men det ville ikke lykkes dem. Mit blik gled over den ukendte igen og faldt så på hullet i hans trøje.

"Du er ramt." Jeg havde reageret instinktivt og nu stod jeg foran ham, mens jeg forsigtigt rørte ved skudsåret lige under hans venstre kraveben. Han spændte tydeligt op og det var som om de alle tre holdt vejret, mens jeg kiggede på såret. Blod sivede langsomt ud fra hullet og ramte mine fingre, da jeg trak ud i trøjen gennem hullet.

"Du klarer den." Halvt mumlede, halvt hviskede jeg og trådte væk fra ham. Og kiggede bevidst ikke op på nogle af dem. Jeg rakte så ned og samlede en af mine dolke op.

"Han ved hvem jeg er." Sagde jeg mens jeg rakte dolken til en af de andre jeg vidste hvem var. Han tog den og åbnede så munden for at sige noget, men jeg var allerede på vej væk. Jeg trak min hætte på og blev i et med mørket sekundet efter. Hans ord forsvandt i natten, inden jeg nåede at opfatte dem. Jeg vidste at de ville fortælle om hændelsen nu her, om mig, når de kom tilbage, så jeg kunne lige så godt, forhindre den eftersøgning som deres beretningen ville sætte i gang.

----Tehrror POV----

Følelsen af hendes fingerspidser, der kort rørte min hud og lugten af hende, da hun var helt tæt på hæng ved. Selv nu, flere timer efter det var sket. Vi trådte gennem dørene ind til Wraths kontor, hvor resten af Broderskabet var samlet og Tohrment fortalte hurtigt hvad der var sket. Fremviste så dolken hun havde givet ham og rummet forstummede nok til at høre Vishous' banden. Hvilket selvfølgelig tiltræk alles opmærksomhed.

"Jeg klarer den her." Var alt hvad han sagde inden han tog dolken fra Tohrment og hastede ud ad døren. Jeg fulgte selv trop, men ikke for at følge efter ham. Jeg fortsatte ned til mit rum og smækkede døren i efter mig. Den lukkede med et hørligt brag, mens jeg fortsatte ind på badeværelset. Her tændte jeg for bruseren og trak mit tøj af, efter at have sparket støvlerne af. Rummet dampede hurtigt til og jeg trådte ind under de kogene stråler, der helt klart ville efterlade min krop rød. Men vandet drog fornemmelsen af hendes berøring væk og sendte smertejag gennem min krop, når det kom i kontakt med skudsåret, der ikke var helt healet endnu. Da jeg var sikker på at fornemmelsen var væk slukkede jeg vandet og greb et håndklæde, som jeg brugte til at tørre mig med, mens jeg gik ind i skabet. Jeg trak hurtigt i træningstøj og startede på at tørre mit hår, mens jeg gik mod gangen. Jeg kastede håndklædet hen på puffen, åbnede døren og smækkede den efter mig igen. Jeg nåede trappen ned til underetagen og så Vishous stå sammen med Blaylock, Qhuinn og John.

"Jeg skal have jer til at tage hen på Iron Mask." Sagde Vishous til dem, mens jeg gik ned ad trappen.

"Og finde en. Hun vil side ved baren og er klædt ligesom os. I vil ikke være i tvivl når i ser hende. I skal give hende den her." Fortsatte han og rakte noget til John. Hvad de svarede hørte jeg ikke, for jeg var allerede på vej gennem døren videre ned til det underjordiske anlæg og den lukkede automatisk efter mig.