B.D.B - Secrets

Kapitel 32

----Ree POV----

Med endnu et smertejag, der bølgede igennem mig, åbnede jeg endelig øjnene og blinkede et par gange inden rummet jeg var i kom ind i fokus. Det første jeg så var jern tremmerne. Jeg befandt mig i en celle så, ikke at jeg så overrasket over det. På gulvet ved siden af bordet, lå min smadret mobil sammen med mine støvler og på bordet lå min jakke. Jeg kiggede op og så at en kæde var viklet om hvert af mine håndled. Jeg vred mit hoved længere tilbage og så, at kæderne om mine håndled gik op til hver deres tykke ring i løftet. Herfra gik kæderne så hen til endnu en ring, der sad fast i løftet over mit hoved og de to kæder var så viklet sammen fra den ring og ned til gulvet for enden af væggen, hvor der var et hejseværk. Og lænker var viklet om mine ankler og sat fast i ringen i gulvet direkte under mig. Shit. De Eliminatorer havde ikke sparet på noget. Og ud fra tykkelsen på kæderne og med de ekstra foranstaltninger, plus opsætningen af der hele, ville jeg gætte på at det her var nok til at holde en Broder. Fuck. Det her havde jeg ikke en chance for at komme ud af selv og hjælpen var ikke på vej foreløbig. Det havde jeg selv sørget for, ved at putte min halskæde i Tehrror's jakkelomme. Åh gud Tehrror. Gad vide om han overhovedet havde overlevet? Som Broder var han ekstrem hårdfør, men han var stadig gået ned efter to skud og jeg havde ikke været i stand til at give ham nok blod til at han kunne heale op. Mig, der pressede mine læber mod hans for at overføre blodet fra min mund til hans spillede netop gennem mit hoved og jeg skuttede mig. Jeg kunne ikke tro at jeg havde gjort det. At jeg havde valgt det som løsningen, da han ikke havde drukket fra mig. Det var faktisk pinligt at tænke på. Og det var mit først kys, hvis det overhovedet kunne kaldes det. Jeg havde helt klart overskredet mine egne grænser og nok også hans ved at gøre det. Det var alt sammen fordi min dumme hjerne havde konstateret, at Tehrror var attraktiv. Hvorfor skulle den også lige været kommet frem til det? Nu vidste jeg ikke engang hvad jeg skulle gøre af mig selv når jeg tænkte på ham, hvilket jeg ikke skulle gøre. Shit. Det her var noget lort. Jeg lod mit hoved falde ned på min brystkasse og det var her jeg fik øje på blodet på mit tøj. Nå ja, jeg var blevet skudt. Jeg havde ærligtalt glemt det, men nu væltede det der var sket ind over mig for fulde hammer og jeg vred mig over mine egne handlinger. Fuck jeg havde været pinlig. Og givet Eliminatoren det forkerte indtryk. Jeg havde ikke kæmpet så hårdt for at holde Tehrror i live fordi jeg havde følelser for ham, men fordi han var en Broder... Eller måske var det begge dele? Spurgte min indre stemme mig og jeg lavede en grimasse. Nej jeg havde ikke følelser for nogen som helst og havde aldrig haft det. Tehrror var ikke en undtagelse. Min forvirring skyldtes udelukkende, at min hjerne fandt ham attraktiv og ikke andet. I det samme lød der trin længere fremme i rummet og jeg kiggede op i tide til at se Eliminatoren, som jeg havde forsøgt at dræbe på børnehjemmet og som også havde været ham, der havde smidt mig over hans skulder inden jeg var besvimet i gyden. Han sendte mig et klamt smil, mens han hæv en nøgle op af sin bukselomme.

"Du er endelig vågen." Kommenterede han, mens han stak nøglen i hvad jeg gik ud fra, var låsen på tremmerne og åbnede så døren kort tid efter. Jeg svarede ham ikke, så bare til mens han kom ind i cellen og tog rygsækken han havde haft på ryggen af. Han skubbede min jakke på gulvet og satte tasken på bordet. Og hæv efterfølgende et par latex handsker op, som han tog på og jeg kneb øjnene en anelse sammen. Hvad fanden havde han tænkt sig at gøre?

"Du er klar over at jeg ikke er en vampyr ik?" Spurgte jeg nysgerrigt og så hvordan han sendte mig endnu et klamt smil.

"Selvfølgelig ved jeg godt det." Fortalte han mig, men han lød ikke helt overbevisende og hæv så en tang op ad tasken, hvor han efterfølgende så gik over til mig.

"Du har tydeligvis en stærk forbindelse til Broderskabet siden jeg har set dig sammen med dem mere end én gang, så jeg har tænkt mig at have lidt sjov med en af deres egne." Hans klamme smil blev ondskabsfuldt og han gav sig så til at stikke en finger ind i skudsåret på mit lår. Og jeg trak vejret tungt ind, mens smerten fra det lort han lavede rasede igennem mig. Han kunne bare komme an, ja han kunne.

----Tehrror POV----

En måned. Hun havde været væk i en fucking måned. Fra solnedgang til solopgang brugte jeg alt tiden på at lede efter hende. Hver dag. Jeg havde været alt igennem føltes det som om og jeg kunne ikke finde hende. Og jeg var ved at være desperat. Hvor fanden var hun? Når solen forhindrede mig i at lede efter hende fysisk, brugte jeg tiden på at spise, sove, gå i bad og så ellers sidde foran skærmene for at se optagelserne fra dagen hun blev taget, i håb om at se noget jeg havde overset. Jeg havde fået Vishous til at gemme filen, så den var nem at finde og åbne for mig, for jeg kunne ikke finde ud af at bruge tingesten, men jeg kunne da finde ud af at dobbelt klikke på et ikon. Hvad jeg lavede, var usundt, det vidste jeg godt, men jeg havde mistet prinsessen, for det var hvad hun var og det var min opgave at få hende tilbage. Saxton havde fået afklaret ægtheden af dokumenterne Ree havde givet og sammenlignet med andre dokumenter. Og en masse andet pis, jeg ikke havde forstand på eller gad at lytte til og var kommet frem til at det var sandt nok. Den tidligere konge og dronning havde haft et hemmeligt barn. Og Wrath havde dermed en lillesøster, der kun var ti år yngre end ham. En søster, som jeg havde mistet.

"Hvorfor skal jeg snakke med ham?" Den lave og dybe stemme bragte mig tilbage til mine omgivelser. Jeg sad i køkkenet og var ved at spise, med et kort spredt ud på bordet ved siden af mig. Kortet var over Caldwell og jeg havde sat krydser alle de steder og bygninger jeg havde været igennem for at finde Ree. Og jeg gennemgik det altid før jeg tog ud for at lede efter hende.

"Åh for helvede da også! Så siger jeg noget." Lød Beth's irriteret stemme og sekundet efter opfangede jeg bevægelse i øjenkrogen. Hun stillede sig foran mig og jeg flyttede blikket fra kortet og op til hende.

"Så øh... Tehrror. Jeg ved eller jeg kan se at Ree's forsvinden har taget hårdt på dig, men du er nødt til at tage bedre vare på dig selv." Startede hun og skævede så fra mig og til døråbningen, hvor jeg fornemmede, at der var andre som stod skjult af væggene.

"Hun er ikke forsvundet, hun blev taget og jeg lod det ske. Det er min opgave, at få prinsessen tilbage." Fortalte jeg hende kort og med en neutral stemme, mens jeg rejste mig.

"Det er alle Brødrenes opgave at få hende tilbage, men at nedkøre dig selv får hende ikke tilbage hurtigere." Svarede hun mig tilbage, mens jeg foldede kortet sammen.

"Jeg ser ingen andre, der leder efter hende." Mumlede jeg og stak kortet i min jakkes inderlomme.

"Nej for du har hovedet for langt oppe i din røv til at se at vi andre gøre hvad vi kan, men vi har intet at gå efter." Brød Zsadist ind, mens han kom frem i døråbningen og jeg hvæsede ad hans bemærkning.

"Hvorfor tror du jeg går slavisk igennem hver en krog af byen!?" Råbte jeg tilbage ad ham og vi trådte begge frem samtidig, så vi stod brystkasse mod brystkasse.

"Hvad blev der af at snakke stille og roligt med ham?" Spurgte Bella, da hun også trådte frem fra døråbningen. Hvor mange stod der lige på den anden side?

"Hør. Zsadist ved hvordan det er at miste den man elsker, så..." Startede hun, men jeg cuttede hende ad med en hvæsen.

"Jeg elsker hende ikke." Zsadist's ansigtsudtryk gik fra at være rasende til undrende, ved det jeg sagde.

"Seriøst dude?" Kommenterede han og hans undren blev endnu mere udbredt.

"Hun er prinsessen og det er vores job at finde hende, hvis jeg ikke husker helt forkert." Svarede jeg irriteret tilbage. Ja, det lød måske koldt, men det var tilfældet. Han rystede dog bare på hovedet ad mig.

"Tehrror... Du er en tilknyttet han." Fortalte han mig, mens han tog et skridt tilbage og stod side om side med Bella, mens jeg rynkede brynene ad ham.

"Fandme nej." Min kommentar fik ham bare til at ryste på hoved ad mig igen.

"Jo du er. Hvornår det skete kan jeg ikke fortælle dig, men du er en tilknyttet Han." Sagde han og jeg hvæsede ad ham, inden jeg skubbede mig forbi ham og gik ud af køkkenet. Det var umuligt. Jeg ville fandme vide det hvis jeg var en tilknyttet han og det var jeg ikke. Jeg havde mistet Ree og... Og? Min hjerne kortsluttede og gjorde det umuligt at fuldføresætningen. Fordi for første gang, så lod jeg faktisk mærke til at det staksmertefuldt at tænke på det. Jeg rystede på hovedet. Fandme nej. Jeg var absolutikke begyndt at få reale følelser for Ree. Jeg var ikke en tilknyttet han. Overhovedet ikke. Nope. Nej. Under ingen omstændigheder var det tilfældet. Det kunne ikke det ikke være, for jeg var ikke i stand til at føle den slagsfølelser for nogen.