B.D.B - Secrets

Kapitel 50

----Ree POV----

Jeg havde haft det varmt hele ugen, men lige nu var det ulideligt. Det var begyndt få timer efter jeg var vendt tilbage til mit værelse efter at have vågnet på operationsstuen. Jeg havde ikke villet se en eneste siden der og opholdt mig stort set kun på mit værelse. De eneste jeg så var Fritz, der kom med mad til mig og hentede bakken lidt efter og så Jane, der tjekkede mine ribben. Lige nu stod jeg på min altan, i håb om at den kolde vind kunne hjælpe lidt, men alt hvad jeg fik ud af det var gåsehud og en begyndende koldsved var begyndt at sætte ind. Jeg greb lidt hårde fat omkring metalrækværket omkring altanen og strammede til, indtil mine knoer blev helt hvide. Smerten omkring mine ribben havde ikke ændret sig meget og hver evig eneste indånding gjorde ondt. Jeg tog dog alligevel så dyb en indånding, som jeg turde nu og skar tænder. Hvis det ikke var fordi jeg var en fucking prinsesse, så havde jeg forladt det her forbandet sted. Jeg vidste, at der skete ting i baggrunden, som jeg ikke kendte til. Ting som jeg ikke blev indviet i og selvom det ikke videre hjalp på mit humør, så ville jeg hellere fokusere på det, end alt det andet lort, der plagede mine tanker. Vreden fra hvad end Wrath, Broderskabet og hvem ellers, der var med i det, havde gang i bag min ryg, den kunne jeg håndtere. Men ikke den lammelse og følelsesmæssige overbelastning, som kom med at tænke på alt det andet. Jeg var bange for at ende i et sort hul, som jeg ikke kunne komme ud af, hvis jeg lod mig selv tænke på det. Og ironisk nok, var det smerten fra mine ribben, der primært hjælp mig med at holde mig væk fra kanten af det sorte hul. Med et suk gav jeg slip på rækværket og gik indenfor igen, hvor jeg lukkede dørene bag mig. Jeg var under så meget mental og fødselsmæssigt pres, at min krop nu begyndte at lukke ned. Det var i hvert fald hvad jeg tænkte var grunden til at min krop reagerede som den gjorde. Måske jeg skulle snakke med nogen? Hvis jeg huskede rigtigt, så havde Marys arbejde før hun blev Forenet med Rhage været en form for terapeut eller noget i den stil. Jeg hørte virkelig ikke særlig godt efter når folk fortalte om deres eget liv. Specielt ikke når det var ting jeg fandt irrelevante for mit eget liv. Men måske jeg skulle høre om vi kunne snakke og få ud pakket noget af alt det lort jeg gik med? For at få snakket med nogen, noget jeg et eller andet sted henne tydeligvis havde brug for kunne vel kun hjælpe? Jeg var nået halvvejs hen til min seng, da mine ben gav efter og jeg faldt ned på alle fire. Det var som om mine ben sov og de nægtede at reagere. Jeg fik med besvær trukket mig selv hen til sengen og så op på den. Mine brækket ribben protesterede over de krævende bevægelser og jeg sikker på at jeg kunne smage blod, før jeg endelig fik trukket mig op på sengen. Min venstre side var et sted mellem mørke blå og mørke lilla og endda sort nogle steder efter skuddet jeg tog for Wrath. Hvilket tydeligt fortalte mig hvor slet det stod til med min overkrop. Og ligesom jeg havde sat mig på sengen, så forsvandt den sovende fornemmelse i begge ben, lige så pludselig som den var startet. Jeg rejste mig prøvende og da mine ben ikke gav efter igen gik jeg hen til døren ud til gangen. Jeg havde brug for hjælp eller jeg burde i det mindste ikke være alene. Jeg gik i retning af Wraths kontor og ombestemte mig så. Måske Jane var et bedre valg. Hun var trods alt læge og hvis jeg fejlede noget, så var det hende jeg ville få brug for og ikke Wrath. Også selvom Wrath og jeg måske var blevet bare en anelse tættere efter skudepisoden. Ingen af os havde vidst nogen ide om hvordan man var søskende. Tanken fik mig til at smile en anelse fordi det var så absurd. Vi var søskende, men også total fremmed overfor hinanden, så ingen af os vidste hvordan vi sådan rigtig skulle agere overfor hinanden eller det virkede i hvert fald sådan. I det samme gav min ben efter igen og jeg faldt ned på alle fire for anden gang. Jeg pustede tungt ud og fokuserede på min vejrtrækning. Kunne det være en form for bivirkning af at have drukket Tehrror's blod? Også selvom det kun var en lillebitte smule, der kom ned? Det var lang tid siden det skete, så det burde vel ikke have noget at skulle have sagt, men mit blod var anderledes og endnu mere anderledes efter det Eliminatoren havde gjort. Det var ikke som plejede. Eller måske var det fordi jeg faktisk døde? Måske det var en forsinket reaktion? Jeg havde trods alt overlevet at mit hjerte ikke havde slået i flere uger, så det ville være mærkeligt hvis der ikke var en eller anden bivirkning fra det. Jeg rystede mentalt på hovedet, for at trække mig selv ud af spiralen af tanker. Jeg var ikke læge, men selv jeg vidste at ingen af de grunde, lå bag hvad, der skete med mig lige nu. En brændende smerte begyndte så langsomt i mine fødder og gik gennem resten af benene i sneglefart. Varmen i min krop tog til og hvis jeg havde synes at den var ulidelig før, så var det ingenting sammenlignet med nu. Jeg kogte. Og fuck det gjorde ondt. Over alt hvor min hud var i kontakt med noget andet brændte som en i helvede. Det føltes præcis som da de fucking Eliminator havde sat ild til mig. Bortset fra at den her smerte kom indefra og ikke udefra. Der var helt klart et eller andet galt. Stadig på alle fire gav jeg mig til at kravle hen ad gangen og rakte op efter dørhåndtaget til Tehrror's dør. Det var hans fridag, så han burde være på sit værelse, som den eneste af Brødrene, jeg kunne være sikker på, var hjemme. Eller også var han nede og træne, men i det tilfælde ville han komme op på sit værelse om lidt. Og jeg fik brug for hjælp til hvad end, der foregik med mig, så han kunne hente Jane for mig. Også selvom vi ikke rigtigt havde snakket sammen siden jeg slog ham eller set hinanden den sidste uge, så regnede jeg stadig med at han ville hjælpe mig på trods af det.

"Tehr..." Min stemme knækkede midt i hans navn og resten udeblev, da det føltes som om nogen lukkede for mine luftveje. Mine arme begyndte at ryste og det var så voldsomt, at jeg ikke længere kunne holde mig selv oppe. Og jeg fik lagt mig selv ned på siden, inden mine arme kollapsede over besværet ved at holde mig selv oppe. Jeg forsøgte at sige hans navn igen, men ikke en lyd kom over mine læber. Min hals smørrede sig sammen igen og mit tandkød begyndte af en eller anden grund at gøre ondt. Den brændende smerte var nået op til mine hofter og jeg kunne overhovedet ikke mærke eller flytte på mine ben for smerten. Jeg havde prøvet det der var værre, men det her var stadig smertefuldt nok til at tårerne pressede på. Det var en helt anden form for smerte end den Eliminatoren havde påført mig. Jeg kiggede rundt i værelset og fik øje på den lille lysstribe under hans badeværelsesdør. Der var ikke andet for. Jeg måtte bare undskylde for muligvis at se ham nøgen. Jeg fik drejet mig, mens jeg stemte hænderne i gulvet og begyndte at trække mig hen til døren. Shit hvor var der langt derhen og min krop gav op inden jeg overhovedet var kommet forbi sofaen. Okay hvis han var inde på badeværelset ville han komme ud på et tidspunkt igen, så jeg ville bare være lige her imens. Med besvær fik jeg rullet om på ryggen og bevægelsen fik det til at sortne for mine øjne. Min vejrtrækning blev mere besværet og så ramte den brændende smerte toppen af min overkrop. Jeg kunne ligefrem mærke da smerten nåede mit hjerte, hvor det føltes som om det trak sig krampeagtigt sammen. Shit det her var præcis det jeg havde følt før mit hjerte stoppede med at slå under Eliminationernes tortur. Panikken begyndte at røre på sig, men blev hurtigt overskygget af smerten, der nåede nye højder. Og så knækkede de første knogler. Havde jeg haft en stemme, så ville jeg havde skreget af mine lungers fulde kraft.