B.D.B - Secrets

Kapitel 27

Tricker-warning - Beskrivelse af selvmord og lettere grafisk.

---- Tehrror POV----

Jeg sporede Ree, ved hjælp af hendes blod som stadig var i mit system, da jeg næsten lige havde drukket fra hende. Ikke at jeg havde tænkt mig at fortælle Vishous at jeg have drukket fra hende for nylig. Sporing gennem blod var ikke svært og noget vi alle kunne gøre, men vi kunne kun spore en person som vi havde drukket af for nylig. Jo mere blod vi havde indtaget, jo nemmere var det at spore og jeg havde drukket en del fra hende, så hun var nem nok at finde. Forbindelsen til Ree ledte til os kirkegården og vi gik gennem rakkerne af gravsten i stilhed. Vishous gik et par skridt bagved mig, mens jeg sporede hende. Vi havde dematerialiseret os rundt indtil nu, men jeg vidste at hun var tæt på, så det sidste stykke tog vi i rask gang. Vi stoppede foran et mausoleum, der var bygget i blankt granit og byggestilen havde en del tilfælles med et græsk tempel især med dens klassiske græske søjler. Det indviklet mønster i dobbeltdørenes glasparti forhindrede os i at se ind i selve bygningen, men jeg vidste at hun var derinde. Det var Vishous der gik op og tog fat i håndtaget, mens jeg selv fulgte tæt efter. Døren gav sig med en hørlig knirken. Under glasmosaikken, der var på bagvæggen overfor dobbeltdørene, vi stod i, var en sarkofag lavet i granit og oven på låget sad Ree, med siden til os. Halvdelen af hendes profil var badet i månelyset der faldt ind gennem glasmosaikken, eller hvad der var tilbage af den. Det farverige glas lå over alt på gulvet omkring sarkofagen, sammen med en buket blomster. Lugten af blod hvirvlede rundt i rummet, båret rundt af vinden. Fuck.

"Ree." Prøvede Vishous i et lavt toneleje, mens han gik tættere på og hun drejede hovedet en anelse. Hun så træt ud, udkørt faktisk.

"Det hele var én stor løgn." Mumlede hun og kiggede så ligefrem for sig igen. Vi fortsatte frem mod hende, mens hun blev siddende stille oven på sarkofagen.

"Ja det fandt jeg også ud af." Svarede Vishous hende, mens vi fortsatte frem og så stoppede jeg da vi nåede midten af rummet, men han fortsatte. Jeg kunne ikke gå tættere på hende end det her. Lugten af blod var for intens jo tættere på jeg kom. Men herfra kunne jeg også se toppen af låget ordentligt. Den af hendes hænder, som jeg kunne se, havde små farverige glasstykker siddende i knoerne og huden var dækket af blod. Blod der også flød ud på låget og langsomt løb ned langs siden af sarkofagen. Hun blødte voldsomt, så hun måtte næsten have skåret en eller flere årer over i håndleddet eller i begge håndled. Hun drejede så langsomt hovedet mod os igen og vi så hvordan hun vendte det hvide ud af øjnene, før hun væltede til siden. Vishous farede frem og greb hende før hun knaldede hovedet ned i sarkofagen. Førte så hendes hoved det sidste stykke ned, så det lå på sarkofagen og løftede det ene håndled op.

"For helvede Ree." Han fulgte det op med noget mere banden og gav sig så til at rive sin trøje i stykker, som så blev brugt til at forbinde begge hendes håndled. Han samlede hende så til sidst op og begyndte at gå mod udgangen. Lugten af hendes blod blev mere intens jo tættere på han kom, så jeg skyndte mig ud inden jeg mistede kontrollen.

----Ree POV----

"Da Dronningen, Anha, blev syg, forgiftet faktisk under sin første graviditet og næsten mistede barnet, Wrath, valgte de at holde graviditet nummer to hemmelig. Dronningen var stort set kun i de kongelige værelser gennem hele perioden og blev holdt under strengt opsyn af Broderskabet anden gang. Den kvindelig læge, der til så hende og babyen, var også hende som den lille nyfødte blev givet til efter fødslen. Lægen fik til opgave at opfostre barnet, pigen, som sin egen inden for slottets vægge. Lægen blev dronnings fortrolige efterfølgende, så den kongelige familie kunne se deres barn vokse op. Her blev det kendt for familien, at pigen havde arvet den mærkværdige blodtilstand som dronningens bedstefar også havde. Da krigen spidsede til, blev pigen, med hjælp fra lægen og optegnelser af bedstefarens blodtilstand lagt i en kunstig dvale, for at beskytte hende og overdraget i de menneskelige Vogters hænder. En orden som kongen, Wrath, havde fået lavet efter det forsøgte attentat på dronningen. Pigen, prinsessen, skulle først bringes ud af dvalen, når der var sikkert for hende eller hvis hendes familie kom for at finde hende." Afsluttede Saxton, som var den advokat Wrath havde nævnt at jeg skulle assistere, sit resume af brevet han stod med og kiggede så rundt på forsamlingen, for så at stoppe ved mig. Jeg kiggede dog ikke op på ham, men jeg fornemmede hans blik. Det her var første gang at jeg faktisk havde mødt Saxton og selvom han teknisk set ikke havde gjort mig noget, så kunne jeg ikke lide ham. Nok mest fordi det var ham, der stod for at bekræfte eller afkræfte om jeg var af kongeligt blod. Wrath sad på sin trone lignede stol bag skrivebordet, mens resten af Broderskabet stod rundt omkring inde på kontoret. Saxton stod ved den ene side af skrivebordet, mens jeg sad i sofaen med armene over kors. Jane havde syet og forbundet mine håndled efter Vishous var kommet tilbage til borgen med mig bevidstløs. Jeg havde været fuldstændig ligeglad da jeg smadrede glasmosaikken hvilket havde resulteret i at jeg ved et uheld havde fået skåret mine håndled over af glasset. Det havde været tykkere end jeg havde regnet med da jeg jog hænderne igennem det. Og jeg havde ikke gidet gøre noget ved det. Alle de hemmeligheder, der blev ved med at vælte frem, drænede mig. Jeg kunne ikke følge med længere og jeg kunne ikke finde hoved og hale i hvordan jeg følte længere. Da jeg var vågnet igen, var jeg, ligesom Broderskabet blevet kaldt til Wraths kontor, hvor Saxton lige nu var ved at gennemgå de dokumenter jeg havde givet Tohrment tidligere. Men jeg var total ligeglad med hvad han havde at sige, hvilket var grunden til at jeg sad med armene over kors, selvom det gjorde ondt i håndledende, der pressede mod mig og med en sur mine.

"Fra gamle dokumenter fra den tid, som vi ved er autentiske, fortæller rigtigt nok om at dronningen blev syg og næsten døde på grund af en forgiftning under hendes graviditet med Wrath her. Hun kollapsede under et af de kongelige møder og var siden hen kun i sine gemakker hvor hun forsøgte at overleve først forgiftningen og siden hen graviditeten. Både hende og barnet kom sikkert ud på den anden side og Broderskabet spillede en meget større rolle i den kongelige families beskyttelse efterfølgende. Og hun havde rigtigt nok en hun-vampyr som sin fortrolige omkring ti år efter Wrath blev født. Den fortrolige havde efter sigende også rigtigt nok en baby, en pige, som hun bragte med til sine møder med dronningen. Mere end det kan jeg ikke bekræfte ud fra hvad vi ved lige nu." Fortalte Saxton rummet, mens han stadig kiggede på mig.

"Og hvad så?" Min stemme var ildevarslende og jeg rejste mig langsomt op, mens jeg nedstirrede Saxton, ikke at der her var hans skyld. Han kiggede tøvende rundt i rummet, hvilket var forstående.

"Ikke noget. At den tidligere konge og dronning havde endnu et barn. En datter, er en kæmpe nyhed for hele vampyrsamfundet. Ingen har kendt til din eksistens..." Startede Vishous, mens han kiggede på mig med det blødeste blik jeg nogensinde har set ham sende nogen.

"Og hvad så!? Det her er bullshit og det ved vi alle. Jeg er ikke Wrath's søster for helvede!" Rasede jeg og nedstirrede nu Vishous.

"Det ved vi ikke med sikkerhed Wa..." Han stoppede sig selv, men jeg fangede godt hvad han skulle til at sige. Hvad han skulle til at kalde mig.

"Det er ikke mit navn." Sagde jeg med en lav og lige så ildevarslende stemme som tidligere.

"Men det er det. Det sagde du selv. Dit navn er Walesandria. Jeg så rummet i dit hus og det..." Forsøgte Vishous igen, men jeg cuttede ham af.

"Det betyder ikke noget. Jeg er ikke hans søster. Jeg er ikke en vampyr for helvede. Intet af det her er sandt for fuck sake." Bed jeg ad ham og var total ligeglad med at der var andre i rummet. Jeg var ikke Wrath's søster. Nej det var umuligt. Det var en eller anden syg joke. En lille melodi fyldte så stilheden som havde sænket sig over rummet efter mit, udbrød og jeg flyttede blikket til Butch, som hæv hans mobil op af lommen. Han kiggede kort på skærmen og stak den så i lommen uden et ord, men han skævede til både mig og Wrath inden, hvilket var nok.

"Hvad?" Spurgte jeg ham med en kold stemme, da jeg fangede hans blik og han flyttede kort på sig.

"Det var en af mine gamle kontakter, der arbejder med ansigt genkendelse og han kørte billederne jeg sendte af dig og Wrath gennem algoritmen... Og øhm... Ifølge den så er i, i familie med hinanden. Procentdelen stemmer overens med den mellem søskende." Forklarede han, mens han holdt øjenkontakten med mig og jeg bed hårdt sammen. Og gik så mod døren med lange skridt. Jeg havde hørt nok.

"Ree." Sagde et par stykker af dem i rummet og Vishous rakte ud efter mig, men jeg undveg hans hånd.

"Du skal ikke røre mig!" Det var ikke minmening at råbe ad ham, men det var hvad jeg gjorde og jeg skyndte mig detsidste stykke hen til døren, for at rive den op. Det kunne ikke være sandt. Jegvar dog godt klar over at jeg inderst inde faktisk godt vidste, at det varsandt, men jeg nægtede at tro på at hele mit liv var en stor fed løgn. Jegkunne ikke.