B.D.B - Secrets

Kapitel 8

----Tehrror POV----

Vishous parkerede et stykke fra huset, som signalet kom fra og vi steg begge to ud. Så trak vi vores dolke fra våbenhylstrene, der sad om vores overkroppe og sneg os tættere på bygningen. Jo tættere vi kom, jo tydeligere blev det at det var et faldefærdigt bygningsværk og at der var musestille. Forfærdeligt stille og vi skævede kort til hinanden, mens vi sneg os tættere på. Da vi nåede bygningen, nikkede han kort til mig og jeg gik rundt om, mens han stillede sig ved fronten. Jeg dematerialiserede mig det sidste stykke og tog stilling ved døren, hvor jeg så sparkede døren ind.

"Du tog dig godt nok god tid med at dugge op." Sagde en kvindestemme fra mørket af og sekundet efter, mine øjne havde vænnet sig til mørket, så jeg at det var hende. Hun sendte mig et halvt smil.

"Du er ik... Vishous." Hun sagde hans navn med en neutral stemme, da han kom til syne i døråbningen i den anden side.

"For helvede da også Ree." Var hans svar, mens han gik over mod hende. Herfra var det begyndende blåøje ret så tydeligt og det faktum at hun var bundet fast til en stol i et køkken, der helt klart havde set bedre dage.

"Jah, jeg rendte ind i nogle af jeres venner. De har åbenbart set os snakke sammen." Svarede hun og vred sig i sædet. Hendes kommentar fik Vishous til at skæve til mig.

"Tjek resten." Sagde han og jeg nikkede kort, mens jeg drejede rundt.

"De er gået." Hørte jeg hende sige, men jeg fortsatte stadig med at gå gennem underetagen og rigtigt nok. Der var ingen her. Da jeg kom tilbage, var hun ikke længere bundet fast til stolen og stod og vred sine håndled rundt.

"Hvad fortalte du dem?" Spurgte Vishous og hun kiggede irriteret op på ham.

"Tror du virkelig at jeg fortalte dem noget som helst om jer?" Svarede hun irriteret og skubbede sig forbi ham. Og han fulgte efter hende med en sammenbidt kæbe.

"Ree..." Sagde han da de var kommet udenfor og jeg fulgte stille med i et langsomt tempo.

"Du skal ikke Ree mig." Afbrød hun ham og stoppede op, så han nær var gået ind i hende.

"Det her er din skyld." Fortsatte hun og sendte ham endnu et irriteret blik.

"Min skyld?" Svarede han tilbage, med et lige så irriteret blik og jeg følte mig som et tredjehul, sådan som jeg stod halvt i skyggerne og iagttog dem.

"Ja din skyld. Du har skygget mig." Hun lød om noget endnu mere irriteret og hendes stemme havde fået en hård kant.

"Hvad havde du regnet med? At jeg bare ville lade som at du ikke eksisterede?" Hun lavede en irriteret lyd over hans svar og kiggede så på mig.

"Og du holder med ham? At det er okay at holde øje med folk på den måde, for du gjorde det også." Rasede hun og jeg blinkede kort over at blive involveret i deres samtale.

"Jeg holder ikke med nogen som helst. Du udraderede den gruppe Eliminatorer for os og jeg var bare nysgerrig efter hvordan du kendte til os. Og nu ved jeg det." De kiggede begge to overrasket på mig over mit svar. Eller måske det faktum at jeg faktisk sagde noget.

----Ree POV----

Min vrede forsvandt som dug fra solen over den fremmed Broders svar. Jeg havde faktisk ikke forventet et svar fra ham, men jeg fik et og nu vidste jeg ikke hvad skulle stille op med det. Hans stemme var den klassiske blanding af dyb og mørk, men også varm og melodisk. Hvilket i sig selv var en mærkelig kombination og havde en smule hæshed til sig, som om han aldrig rigtigt brugte sine stemmebånd. Jeg stod faktisk bare og stirrede på ham, hvilket lignede at det gjorde ham ubehagelig til mode og grunden til at deres Dronning, havde kommet ud for at snakke til mig valgte netop det tidspunkt at melde sig.

"Hvad end du tror grunden er, så er det ikke det." Min stemme steg et par oktaver og han hævede det ene øjenbryn ad mig, mens Vishous rynkede brynene ad mig.

"Glem det." Mumlede jeg og gav mig til at gå væk fra huset. Hvad fanden var det? Jeg var normalt egentligt total ligeglad med hvad folk tænkte, men jeg havde stadig følt for at forklare det her. Og det var virkelig ikke hvad jeg tænkte, at han tænkte. Eller hvad andre tænkte det var. Vishous og jeg havde aldrig været romantisk involveret. Det var ikke det. Langt fra faktisk. Det ville faktisk være lidt klamt, for jeg havde været femten da jeg mødte ham og han havde været... Tja, hvem ved hvor gammel han rent faktisk er?

"Hvor skal du hen?" Brød Vishous ind i min tankestrøm og jeg skævede hen til ham. Han holdt trit med mig, hvilket ikke var videre overraskende. Det gjorde de begge faktisk, selvom ham den anden gik et par skridt bag mig.

"Hjem." Var alt hvad jeg sagde, mens jeg løftede den ene hånd for at mærke på mit blåøje. Noget ad hævelsen havde allerede lagt sig og det gjorde heller ikke lige så ondt mere.

"Hvis det er tilbage til hotellet så nej. Det sted er komprimeret." Det vidste jeg godt, men jeg stoppede stadig op og kiggede irriteret op på Vishous.

"Ikke tale om, at jeg flytter ind ved jer." Svaredejeg ham træt tilbage og tog mig selv i at kigge på ham den anden. Hvorfor jeglige nu var en anelse draget til den anden Broder havde jeg ingen ide om, mendet var trættende. Cirka lige så trættende som at blive kidnappet.