B.D.B - Secrets

Kapitel 38

----Ree POV----

Havers kunne ikke hjælpe. Han havde ikke haft nogle svar til os. Eller han havde sagt alt det han havde fundet frem til ved hjælpe af de test, som Jane havde holdt skrapt øje med hele tiden, han havde udført. Informationen havde bare været den sammen, som hvad Jane og Manuel fandt frem til gennem deres egne tests. Tid og en masse ro var det eneste folk kunne fortælle mig som ville hjælpe, men jeg var træt af at vente. Dog så kunne han fortælle at, der var nok var gået betændelse i nogle af sårene, men det vidste Jane allerede. Der var bare ikke meget andet hun kunne gøre, fordi min krop ikke var stærk nok til antibiotika, men det forklarede hvorfor hun holdt så skarpt øje med mig. Jeg havde været vågen i over en måned og den eneste forskel på der og til nu, var at jeg var i stand til at tage lidt flere skridt uden hjælpemidler eller støtte. Jeg havde brugt to uger i en form for koma, efter jeg var vågnet i min seng med Tehrror stående over mig. Så jeg rundede snart to måneder uden rigtige fremskridt. Jeg hadede mit liv lige nu og en del af mig ønskede lidt at Tehrror, som jeg faktisk ikke havde set siden han bragte mig tilbage, ikke havde gjort det. For hvis det her var mit liv fra nu af, så ville jeg ikke have det. Jeg ville ikke leve sådan her. Og det var ikke kun mine skader jeg hentydede til, nej det var også det faktum at jeg ikke var hvem jeg troede jeg var. Min verden, mit liv, var vendt total på hovedet og jeg kunne bare ikke mere. Én mere ting af den uventede slags og jeg følte at jeg ville knække. Jeg undgik at kigge på mig selv i spejlet, da jeg endelig fik slæbt mig selv på benene efter at have kommet ud ad badekarret. Ligesom jeg ihærdigt forsøgte ikke rigtigt at kigge på mig selv i alle andre situationer. Jeg kunne ikke engang stå op længe nok til at tage et bad, så badekarret var den eneste mulighed jeg havde for at komme i bad. Efter et par skridt gav mine ben op og jeg faldt på snotten, ude af stand til at stoppe mit fald. Jeg landede tungt ned på gulvet med siden til og smerte strålede gennem min krop. Og det skulle selvfølgelig være den dårlige side, med de beskadiget ribben, der ramte gulvet så blod begyndte at fylde min mund. Det sivede langsomt ud ad min mund, mens jeg forsøgte at komme på benene, men jeg måtte hurtigt opgive. Jeg havde ikke styrken til at få mig selv op. Tåre begyndte at presse på over min egen elendighed og i det samme blev min værelsesdør åbnet.

"Lidt hjælp." Min stemme lød ødelagt, hvilket den også stadig var. Jeg var i stand til at snakke lidt nu, men burde ikke gøre det, da det kunne beskadige mine stemmebånd endnu mere. Jeg var dog ligeglad lige nu for jeg havde brug for hjælp. Så jeg sagde noget og lod hvem end, der var gået over dørtærsklen, pisseligeglad med hvem det var, vide at jeg havde brug for hjælp og sekundet efter kom Qhuinn og Blaylock til syne i døren ud til badeværelset. Det her var slet ikke ydmygende.

"Ree." Sagde Blaylock bekymret og kom hen til mig. Han tog endnu et håndklæde og lagde over mig. Som han så også brugte til at skubbe rundt om mig, mens han fik mig på benene. Han tog et kort blik på mig og løftede mig så op, mens Qhuinn forsvandt fra døråbningen. Blaylock sagde ikke noget, hjalp mig bare hen til min seng, hvor han satte mig ned på den og løftede så hjørnet ad håndklædet for at tørre blodet væk fra min mund. Quinn kom så ud inde fra mit skab af med favnen fuldt med tøj som han lagde på sengen ved siden af mig.

"Måske vi skulle hente Jane." Sagde Blaylock og jeg rystede på hovedet, mens gåsehud spredte sig ud over min hud med det samme. Min krop kunne ikke en gang finde ud af at regulere min kropstemperatur. Det ene øjeblik frøs jeg som bare fanden og det andet øjeblik kogte jeg.

"Nej det er ikke nødvendigt. Jeg er okay." Svarede jeg på tegnsprog og flyttede dynen hen over mig selv.

"Du blødte." Kommenterede Qhuinn og kiggede bekymret ned på mig. Jeg hadede det her. Jeg hadede deres bekymring og deres medlidenhed, som altid var at spejle i alles øjne. Jeg hadede ikke at kunne tage vare på mig selv længere og var nødt til at få hjælp af alt og alle. De behandlede mig som om jeg var invalid og selvom det vel egentlig var det jeg var, så kunne jeg ikke fordrage det. Det øgede bare til mit selvhad, der virkelig ikke behøvede mere hjælp, for jeg følte at jeg var sekunder fra at forsøge at tage mit eget liv. Jeg var i stykker... Nej jeg var ødelagt og kunne derfor ikke fikses igen. Og min tilstedeværelse forhindrede andre i at leve deres liv.

"Jeg kan ikke lide det. Vi tager dig med til Jane." Mumlede Blaylock og samlede mig op igen sammen med dynen, som han med hjælp fra Qhuinn fik mig pakket ind i. Sidstnævnte samlede så tøjet op, som han havde lagt på min seng og så gik vi ud fra mit værelse. Jeg håbede halvt at alle mine skader, ville ende med at tage livet mig. Og gerne snart.