B.D.B - Secrets

Kapitel 49

----Ree POV----

Jeg satte mig op med et støn og fortrød omgående bevægelsen, da det sendte voldsomme smertejag igennem mig. Uden at tænke over det krøllede jeg mig sammen, hvilket kun gjorde smerten værre og da jeg forsøgte at rette mig op i stedet, skvattede jeg ned fra hvad end jeg lå på. Der lød et højlydt bump da jeg faldt på gulvet og luften blev slået ud af mig ved sammenstødet med gulvet. Blod væltede op i min mund og jeg spyttede det ud på gulvet, netop som døren ind til hvad der nok var en af operationsstuerne, blev revet op.

"Ree for helvede da!" Skældte Vishous ud og kom hen for at få mig på benene. Hvilket han gjorde med langsomme og velovervejet bevægelser. Og jeg stod til sidst lænet tungt ind til ham, mens jeg trykkede min højre hånd mod mine venstre ribben. Jeg kunne mærke bandagerne mod min overkrop og min berøring mod ribbenene gjorde så ondt, at det begyndte at sortne for mine øjne.

"Du er sekunder fra at punktere din lunge." Fortalte Vishous, mens han fik mig ned at side på operationssengen igen og jeg lod ham gøre det, selvom jeg ikke havde lyst til at sætte mig ned igen.

"Dine brækket ribben prikker ind mod din venstre lunge. Hvis du bevæger dig for meget eller laver en forkert bevægelse, så punktere du din lunge. Selv hvis vi kunne fortage sådan en stor operation her, så ville det ikke hjælpe. Chancen for at vi punktere din lunge hvis vi åbner dig op, er for stor til at det vil være en mulighed. Der er ikke andet for end at du må heale op af dig selv, men det kommer til at tage lang tid." Fortalte Jane, som stod bag Vishous og jeg havde slet ikke lagt mærke til hende, før hun sagde noget. At mine brækket ribben var så tæt på at punktere min lunge var ikke ligefrem en overraskelse, men det forklarede faktisk hvorfor jeg var i så stor smerte som jeg var og hvorfor jeg blev ved med at få blod i munden. Stadig med en hånd mod mine ribben lod jeg mig glide ned fra sengen og begyndte at gå mod døren, med en lettere haltende gang. Jeg havde lidt regnet med, at der skulle ske noget siden jeg stadig var på en af operationsstuerne, hvilket havde været den eneste grund til at jeg havde ladet Vishous hjælpe mig ned at side på sengen. Men nu? Der var ikke mere de kunne gøre for mig her, så ingen grund til at blive hængene.

"Ree." Sagde de begge i munden på hinanden, men jeg viftede dem af med den anden hånd. Jeg var ikke i humør til at være i nærheden af andre og jeg havde slet ikke lyst til at snakke med nogen.

"Jeg går i seng." Fortalte jeg dem og det var hvad jeg havde tænkt mig. Jeg gik dog ikke mod mit værelse alene, for jeg kunne høre Vishous følge efter mig ned langs gangen. Og han indhentede mig lige før jeg nåede døren op til halen. Det var ham, der åbnede den og holdt den åben for mig, mens jeg trådte over tærsklen. Tohrment og Rhage, der havde været på vej ned ad trappen, stoppede da de så mig og de kiggede undersøgende ned på mig. Jeg ignorerede dem dog og gik op ad trappen uden at sige noget til dem eller ved at hæve mit blik meget mere, end bare lige hurtigt at konstatere hvem det var, som kom ned ad trappen. Og Vishous fulgte mig vitterligt til døren til mit værelse. Da jeg lukkede den i hovedet på ham, åbnede han den ikke og efter et lille stykke tid, hvor jeg stod lænet op af en af stolperne på sengen, i forventning om at han kom ind og da han ikke gjorde det, fortsatte jeg ud på badeværelset. Shit jeg lignede noget der var løgn. Bleg som et lig og med sorte render under øjnene. Min krop kunne ikke holde til meget mere, så meget var tydeligt. Først blev jeg skudt, så tortureret, så skudt igen. Min krop havde slet ikke haft en chance for at komme oven på, før den blev udsat for noget nyt og oven i det, så kom den mentale belastning. Jeg blev ved med at fortælle mig selv at jeg ikke kunne holde til mere, men det havde indtil videre kun været mentalt ment og nu... Nu havde min krop indhentet min hjernes stadie og jeg var ikke sikker på hvor meget mere jeg faktisk kunne holde til både fysisk og mentalt. Et eller andet kom til at give sig og snart.

----Tehrror POV----

Vi havde fundet hvad vi havde ledt efter. Ree's dolk. Indsmurt i blod og med endnu mere blod på gulvet hvor vi havde fundet den. Længere ind i rummet, i hjørnet tættest på dolken, havde fire drænet kvinder blevet smidt i en bunke og fortalte tydeligt hvor slem en forfatningen Xcor's mand havde været i. Men også at han desværre havde overlevet den indledende skade. Om han ville forblive i live, selv med den mængde af menneskeblod han havde indtaget, var ikke til at vide. Jeg håbede lidt at han overlevede indtil jeg så ham igen, for det næste sammenstød imellem os... Han ville ikke overleve det, det skulle jeg nok sørge for. Den måde han havde rørt Ree på, havde været hans dødsdom.