B.D.B - Secrets

Kapitel 47

----Ree POV----

Jane havde tilset mine ribben og der var blevet viklet et tykt lag af bandager omkring min overkrop. Jeg havde også fået viklet den højre hånd ind i en kompressionshandske, efterfulgt af et tyndt lag bandager. Og efter at have skiftet den blodindsmurte kjole ud med et par hullet jeans og en lidt for stor sweater, trådte jeg op ved Wrath's kontor. Brødrene var samlet derinde, da jeg åbnede døren og med min hånd læggende beskyttende oven på de skadet ribben, gik jeg ind til dem. Jeg havde faktisk håbet på et øjeblik alene med Wrath.

"Ree..." Startede Wrath, da han fornemmede mig, men jeg afbrød ham ved at snakke hen over ham. Mit tidligere mod og følelsen af at være mig selv var stort set væk igen og jeg kunne mærke hvordan jeg var ved at falde tilbage i tomrummet fra før. Så det var nu eller aldrig.

"Xcor's mænd... Overlevede de alle?" Spurgte jeg og kiggede rundt på de andre. Rhage sad på sofaen og så tydeligt drænet ud. Og Tehrror's kæbeparti var en anelse hævet og blå-lilla, men han fortjente det også selvom min underbevidsthed langsomt var begyndt at give mig dårlig samvittighed over det.

"Ja desværre." Svarede Tohrment mig og jeg gik lidt længere ind, så jeg stod så tæt på skrivebordet som jeg kunne.

"Kunne du undvære et par Brødre?" Spurgte jeg og stirrede direkte på Wrath, der langsomt rejste sig fra stolen. Men jeg kunne mærke alle i rummet stirre tavst på mig.

"Nej." Svarede han kort og jeg kunne mærke hans intense blik bag brillerne. Jeg forsøgte at fremkalde følelsen jeg fik da jeg slog Tehrror, følelsen af endelig at føle mig som den rigtige mig igen og holde den følelse. For jeg ville for brug for den lille nu, men det var svært. Alt det jeg havde været i stand til at undgå på grund af det, der lige var sket, indhentede mig hurtigt.

"Wrath... Tehrror placerede en af mine dolke i en af Xcor's mænd. Og jeg har lige fået at vide at han overlevede. Jeg kan spore den dolk og finde ud af hvor de er. Jeg beder ikke om tilladelse til at kæmpe, men om at..." Wrath's højlydte udbrød, der var en mellem ting mellem et brøl og en hvæsen, cuttede mig af og jeg kiggede tavst op på ham. Det var virkelig mærkeligt at høre dem lave sådan nogle lyde, hvis jeg skulle være ærlig. De dolke jeg lavede, var en del af mig, så jeg vidste altid hvor de var, hvis jeg ikke trak dem tilbage, så de igen var 'inde' i mig. De var nemlig kun håndgribelige så længe at jeg ønskede at de var det. Og det her kunne være en mulighed for at overraske Xcor og hans mænd, men hvor jeg i gamle dage ingen problemer ville have med at stå op imod Wrath eller Xcor. Så kunne jeg ikke nu og ville derfor skulle have hjælp. I 'gamle' dage, ville jeg have taget ud og fikset problemet selv, men ikke nu. For at være ærlig med mig selv, så turde jeg ikke. Ikke efter det Eliminatoren havde gjort, for jeg stolede ikke længere selv på mine evner. Jeg kiggede bare tavst op på Wrath i et øjeblik og tog så et skridt baglæns. Hvad fanden skulle jeg gøre for at blive accepteret her? For at få en stemme og blive hørt? For at være mere end bare en pyntegenstand, der kun kunne bruges, når de så en mulighed i det.

"Du blev skudt. Du er endnu mere skadet nu, end før mødet, så under ingen omstændigheder lader jeg dig forlade Borgen i den forfatning." Fortalte han mig i et toneleje, der tydeligt fortalte at han ikke ville diskutere det. Og hvad der måske skulle lyde som en god forklaring på hvorfor han sagde nej, fik mig bare til at føle mig så lille. Præcis som Tehrror havde gjort. På trods af at jeg faktisk var hans biologiske søster og ikke 'bare' Vishous' adoptivdatter, så ville jeg aldrig blive accepteret. Jeg skulle ses og ikke høres. Anerkendelsen var som en mavepuster og smadrede det spinkle håb om at blive accepteret efter jeg havde påtaget mig rollen som prinsesse.

"Du ville have ladet hende tage afsted hvis hun var af hankøn." Kommenterede Rhage og ud af øjenkrogen så jeg ham forsøge at komme på benene. Wrath stivnede derimod og jeg kunne ligefrem mærke da hans dødbringende aura begyndte at forme sig om ham.

"Kend din plads Rhage." Bed Wrath tilbage og Rhage tog et vaklende skridt fremad mod ham.

"Vi står endelig med en chance for potentielt at finde Xcor og hans mænd og du vælger at lade den passere fordi det kunne putte Ree i fare. Men hun vil være i konstant fare så længe de er derude og det samme vil du. De har angrebet dig tre gange nu og har hver gang haft overraskelsesmomentet. Tre gange hvor du med nød og næppe overlevede og to af de gange var udelukkende fordi Ree reddede din røv..." Svarede Rhage tilbage, mens han fik kæmpet sig hen til mig. Jeg kiggede op på ham, men han mødte ikke mit blik. Nej han holdt fuldt fokus på Wrath og hele hans kropsholdning, samt attitude fortalte at det her var en kamp han var mere end klar til at tage. På trods af skaden på hans ben. Turde jeg håbe på at han gjorde det for mig og ikke bare for at få ramt på en fjende? Nej ikke rigtigt, men det trak stadig en anelse i min ene mundvig. Det var den her form for opbakning og anerkendelse jeg ønskede, men som jeg endnu ikke havde fået. Hverken fra Broderskabet, Wrath eller dem jeg troede havde været min familie.

"Han tager ikke fejl. Det her er en mulighed som vi ikke burde lade passere." Kommenterede Zsadist i hans neutrale toneleje, der på en måde stadig formåede at lyde som om han kede sig, inden Wrath kunne nå at sige noget. Zsadist blev dog stående på hans plads i nærheden af døren og kiggede rundt i rummet, i stedet for at kigge på Wrath, selvom han også gik imod ham. Jeg følte dog mere nu at de gik imod Wrath for at få ram på Xcor og hans mænd og ikke for at bakke mig op. Så jeg havde haft ret. Det her var ikke deres måde at acceptere mig på.

"For fuck sake." Bandede Wrath og skubbede solbrillerne op, så han kunne trykke ned øverst på hans næseryg.

"Wrath." Blandede Vishous sig, der ellers havde forholdt sig overraskende tavs indtil nu og Wrath bandede noget mere.

----Tehrror POV----

"Han tager ikke fejl. Det her er en mulighed som vi ikke burde lade passere." Kommenterede Zsadist efter Rhage havde sagt sit og jeg havde lyst til at rive hovedet af dem begge to. Hun skulle under ingen omstændigheder bringes i mere fare og slet ikke i hendes tilstand. De burde da for helvede kunne se hvor dårlig en fatning hun var i? Hun holdt stramt omkring sin overkrop og med den ene hånd læggende beskyttende over hendes skadet ribben. Og så var hun bleg som bare fanden. For ikke at nævne de små hint af smerte, der var tydeligt at se i hendes ansigt fra tid til anden.

"For fuck sake." Bandede Wrath og skubbede solbrillerne op, så han kunne trykke ned øverst på hans næseryg. Jeg havde ikke selv tænkt mig at sige noget, så Wrath havde bare ikke at give efter. Nu var et af de tidspunkter hvor jeg ønskede at jeg havde en chance for at nedlægge veto mod noget, der galt hende, men det havde jeg ikke.

"Wrath." Blandede Vishous sig og det fik Wrath til at bande noget mere. For helvede da også! Han havde tænkt sig at give efter og lade hende gøre noget så sindssygt som at bringe sig selv i fare i den tilstand. Jeg bed hårdt sammen og forsøgte at stå stille og tie stille, mens alt i mig skreg om at reagere. Men jeg kunne ikke gøre noget her. Jeg havde ikke noget at skulle have sagt over Ree og kom aldrig til det, så jeg havde ikke andet valg end at se til, mens Wrath gav sig.

"Okay." Sagde Wrath irriteret og jeg rystede mentalt på hovedet, mens jeg så forbløffelsen sprede sig i Ree's ansigt.

"Okay?" Spurgte hun, så lavt at hun næsten hviskede og Wrath flyttede hånden fra hans næseryg, for så at skubbe solbrillerne på plads.

"Ja. John, Qhuinn, Blaylock og Vishous vil tage med dig. Når Vishous siger det er på tide at komme hjem, så tager i hjem. Ingen undtagelser og ingen undskyldninger, Vishous bestemmer. Du er mit fucking ansvar og jeg har ikke tænkt mig at miste dig igen." Fortalte Wrath hende og sørgede lige for at kigge rundt i rummet på os Brødre, før han fokuserede på hende. Og hun nikkede kort til ham som svar, mens jeg selv bare bed så hårdt sammen at jeg ligefrem kunne høre mine tænder skure mod hinanden og kæbepartiet sendte en skarp smerte igennem mig ved det.