B.D.B - Secrets

Kapitel 15

----Ree POV----

I det samme kom den før nævnte doktor ind i rummet og hun gik direkte over til mig.

"Den arm burde stadig være i slyngen." Sagde hun og jeg skævede op på hende fra min lettere sammen bøjet stilling over baren.

"Jeg healer hurtigere end de fleste." Fortalte jeg hende, mens jeg rettede mig op og hun kiggede bare på mig.

"Det tager stadig tid og hvis du overanstrenger dig for tidligt, kan det skade mere end det gavner." Jeg viftede hende af og tog mig selv i den spydige bemærkning jeg ville have sagt, da jeg så Vishous' ansigtsudtryk over hendes skulder. Ud fra det jeg havde opfanget, så var hun hans Shellan, så det var klart at han var beskyttende overfor hende, selv når det kom til mig. I stedet gik jeg mod døråbningen, mens jeg puttede armen tilbage i slyngen.

"Du spiser ikke med?" Spurgte dronningen i det jeg gik forbi åbningen ind til spisesalen, hvor folk var ved at sætte sig til bords.

"Du har gjort dig fortjent til sædet, hvis det er." Fortsatte hun og ud ad øjenkrogen, skævede jeg til Vishous før jeg fnyste. Jeg vidste godt hvorfor hun sagde det, men jeg var bare adoptivdatteren af en Broder. Jeg bevægede mig og opførte mig som en Kriger og hun var omringet af dem, så hun måtte have tænkt at det ville øge chancen for at jeg ville sætte mig til bords, hvis hun sagde det. Men jeg så ikke ligefrem det at være Vishous' datter, som at have gjort sig fortjent til sædet, men det var faktisk mere det faktum, at hun nævnte at jeg havde fortjent det, der generede mig. Det fik mig nemlig bare til at tænke på at jeg aldrig ville være god nok. Aldrig ville passe ind nogle steder. Det havde kun været min mor og jeg det meste af mit liv og selv der passede jeg ikke ind. Og her. Her var jeg outsideren, der kun havde fået en plads fordi jeg havde en relation til en af dem. Jeg rystede på hovedet og begyndte at gå mod trappen op til gangen, der førte til mit værelse. Og jeg var kun kommet et par skridt tættere på da nogen greb fat i min højre arm.

"Du vovede dit liv for min Helleren. Det betyder alt for mig. Så hver sød og sæt dig." Dronningen kiggede op på mig med et bestemt udtryk, der en gang i mellem føjede sig for andre følelser, mens jeg bare stod og kiggede på hende. Hun var halvblods. Jeg var ikke længere i tvivl. Og ligesom mig havde hun kun fået en plads her fordi hun var sammen med Wrath. Jeg vidste ikke hvordan jeg vidste den sidste del, men det gjorde jeg. Hun skulle ikke bare tilpasse sig et liv som vampyr, men også et som dronning, hvor hun egentlig ikke havde noget, at skulle have sagt. Fra hvad jeg havde lært, så var dronningen ikke andet end en pyntegenstand på Kongens arm. Hun havde ingen respekt eller en stemme. Hun skulle ses og ikke høres. Hvilket gjorde at vi var i samme båd.

----Tehrror POV----

Jeg var på vej ned til træningslokalet, men stoppede foran døren til underetagen, da jeg hørte hendes stemme, der straks prikkede til min Blodløst. Rhage havde lige stillet hende et spørgsmål. Mere præcis hvor hun var taget hen da hun tog fra Caldwell.

"Italien. Jeg har altid godt kunne tænke mig at se Colosseum og nu hvor jeg kunne sproget så var det oplagt. Så jeg rejste Italien rundt og fik set alle seværdighederne. Boede et par år på Sicilien efter jeg havde set Pompeji som det sidste på min rejse." Hun kunne snakke italiensk. Det ville ikke undre mig hvis det var Vishous, der havde lært hende det. Han kunne en del forskellige sprog selv. Samtalen omkring bordet skiftede til noget andet og jeg genoptog det jeg havde været på vej til. Åbnede døren jeg stod foran og gik over tærsklen. Mine trin ekkoede mere end de plejede, mens jeg gik ned af gangene med operationsstuerne som doktor Jane brugte en del tid nede på. Personligt havde jeg aldrig selv sat fod derinde, men hun havde lappet en del af Brødrene sammen og nu også Vishous' datter. Fuck. Ingen af os havde vidst at hun var der, før hun hoppede gennem vinduet og ind foran Wrath. Hun havde reddet hans liv. For ligesom vi ikke vidste at hun var der, havde vi heller ikke vidst at Xcor og hans mænd var der. Og slet ikke at en af dem ville angribe Wrath direkte fra et andet sted af, selvom vi burde have vidst at han ville være målet. Men hun havde og hun havde ikke tøvet så meget som et splitsekund med at bruge sin egen krop som skjold. Qhuinn var teknisk set den eneste anden her, der havde reddet kongen og det var hvad, der i sidste ende havde været med til at udløse hans optagelse i Broderskabet. Det ville bare aldrig komme til at være gældende for hende. Jeg trådte gennem dørene og ind i træningsrummet, hvor jeg tog høretelefonerne, der havde været om min hals, rigtigt på. Trykkede på siden af dem og startede musikken. Som altid når jeg trænede og især når jeg bare løb på løbebåndet, så gennemgik min hjerne de kampe jeg havde været igennem. Lyden af brusende blod vævede sig ind i lyden fra musikken, mens den nylige kamp med Xcor udfoldede sig for mit syn. Jeg hæftede mig ved hvordan de ukendte faktorer kæmpede. Xcor og hans mænd havde stort set næsten samme kampstil som os. Deres var bare mere brutal og medmindre man var sikker på at ramme ved første slag, skulle man ikke rykke helt tæt på dem. Det var nemlig ikke en svaghed, selvom det godt kunne ligne det, i den måde de kæmpede på. Deres våben var for det meste nogen med god rakkevide, så vi skulle passe mere på næste gang vi stod overfor dem. Og så var der hende. Hun havde samme præcision som vi havde, det var tydeligt når hun ramte og så havde hun en elegance over sig, som ingen af os Brødre besad. Den var at se lige meget hvordan hun bevægede sig og så trak hun meget mere på sin fart og adræthed end hendes styrke, selvom det var tydeligt at hun var stærk. Og med det ekstra hun kunne gøre med sit blod, hvem kunne så svare på hvor hendes grænser egentlig lå? Bare for min egen blodforbandelse var det svært at sige præcis hvor min grænse lå for min styrke, når jeg først mistede kontrollen og lå i Blodlystens vold. Hun ville have været en god fordel i felten, hvis det ikke var på grund af at hun var Vishous' datter og var af hunkøn. Payne og Xhex fik sjældent lov til at gå i felten med os og det ville ikke være anderledes for Ree.