B.D.B - Secrets

Kapitel 46

----Ree POV----

Gangen nede ved operationsstuerne var fyldt med Brødrene, der var dækket af blod og skidt, men de var her heldigvis alle sammen, minus Tehrror og Zsadist, som jeg allerede vidste var okay. Rhage sad på gulvet, dækket af en jakke, mens Ehlena sværmede omkring ham. Han havde fået en ret voldsomme flænge under kampen, takket være Xcor's le og han sad lige nu i en mindre pøl af blod. Hvor skadet de andre var havde jeg ingen ide om, men de var her alle sammen, hvilket var en lettelse. Tohrment så mig som den første og kom hen til mig. Han lagde armene om mig og støttede mig, så jeg kunne gå forbi de resterende Brødre. Hvilket jeg var taknemlig for, fordi jeg ville ikke selv kunne komme forbi, da jeg ikke kunne støtte mig til væggen imens. Og Brødrene, og Ehlena kigge automatisk op, mens Tohrment fik hjulpet mig tættere på operationsstuen.

"Ree. Hvad fanden tænkte du på?" Lød Wrath's stemme i gangen og jeg drejede en anelse rundt i Tohrment's greb. Okay, så det havde nok mere været ham de kiggede op for og ikke mig, for Wrath's humør var så dystert at en dødelig aura emmede fra ham, der fik éns blik til at søge ham. Tohrment slap mig, da jeg vred mig lidt mere i hans greb og jeg tumlede frem for at komme over til Wrath, da han var kommet inden for min rækkevidde. Jeg praktisktalt faldt ind i hans brystkasse og slog den ene arm om ham, for at holde mig selv oppe. Et akavet kram var hvad det blev til og mest fordi han stod stiv som en støtte.

"Jeg reagerede bare. Havde du seriøst regnet med at jeg ville lade dig blive ramt?" Mumlede jeg mod hans trøje og han sukkede tungt. Og hans vejrtrækning fik mig til at skare ansigt i smerte. Så meget langsomt, som om han var bange for at jeg gik i stykker eller noget, flyttede han på sig og lagde den ene arm om mig.

"Det er meningen at jeg skal beskytte dig og ikke omvendt." Semi hviskede han og overraskede mig så ved at kysse mig oven på hovedet. Hvilket fik mig til at indse at jeg havde tabt kronen, ikke at den som sådan var så vigtig, men det var stadig et arvestykke fra en tid, der ikke længere var. Og et symbol på hvem jeg havde valgt at være nu.

"Søskende kærlighed. Hvor sødt." Brød Rehvenge ind i et toneleje, der lød en anelse hånlig, mens han kom over mod os.

"Du tabte den her." Fortsatte han og rakte mig kronen, som jeg tog imod.

"Tak... Beklager at jeg ødelagde din kreation." Fortalte jeg ham og jeg så hintet af smilet, der hæv i hans mundvig, mens han kiggede ned på kjolen. Jeg lavede et lille spark, så skørtet bevægede sig, for at vise hvad jeg mente. Kjolen var ødelagt og det var ikke kun på grund af blodet, selvom det mest var derfor.

"Ja den har set bedre dage... Men jeg forventede ikke andet fra Wrath's søster." Han smilede så rigtigt og rystede på hovedet.

"I er i sandhed søskende, for i vil hellere kæmpe end at påtage jer krones ansvar... Men i det mindste har én af jer fulgt en anelse med i de gamle love... Det var godt reddet Ree." Fortsatte han og gav mig et hurtigt klap på armen, som føltes mere end en anelse akavet.

"Apropos det, så øh... Jeg havde ikke ligefrem tænkt det igennem, så beklager hvis jeg gjorde situationen værre ved at sige det, men... Ikke for noget, men ingen af jer skal forsøge at sætte mig op med nogen som helst." Fortalte jeg og jeg kunne mærke Wrath's latter, som han tydeligt forsøgte ikke at give efter for. Rehvenge smilede stort til mig og jeg kunne se nogle af Brødre forsøge at skjule deres smil.

"Du reddede vores røv i situationen prinsesse, men på længere sigt, kommer du nok til at fortryde hvad du sagde. En kongelig trolovelse, fortalt til Glymeraen, er ikke lige noget du bare kan trække tilbage. Så de vil forvente en Forening på et tidspunkt." Fortalte Rehvenge og jeg sukkede tungt, hvilket fik ny smerte til at skyde igennem mig. Nej det vidste jeg godt at jeg ikke kunne, hvilket egentlig havde været lidt grunden til at jeg følte at jeg skulle undskylde overfor Tehrror, for jeg havde lige gjort ham en del af de kongelige problemer, som han ikke burde være en del af. Og jeg følte mig som et røvhul for at have gjort det også selvom jeg aldrig sagde hans navn, men det behøvede jeg heller ikke, fordi han var den eneste Broder jeg kunne have hentydet til overfor Glymeraen, som åbenbart ikke vidste at Qhuinn var blevet en Broder endnu.

----Tehrror POV----

Jeg var sekunder fra at miste mit temperament og hvad gjorde det værre var at Ree fucking ikke forstod hvorfor jeg var så fucking påvirket over hvad der var sket. Jeg var en fucking tilknyttet han og selvom jeg nægtede at sige det højt, så ændrede det ikke på at jeg var det. Og hende jeg var tilknyttet til, var fucking kommet til skade igen og hun så ikke ud til at tage det særligt tungt. Hun puttede sig selv i fare om og om igen, ligeglad med hvordan det påvirkede andre. Hvordan det påvirkede mig, så jeg havde sagt hvad jeg havde i et ynkeligt forsøg på at fortælle hende det. Jeg var klar over at hun ikke vidste en skid om hvordan jeg havde det og at jeg ved ikke at sige noget, ikke gjordet det nemmere for hende at vide det, men det ændrede ikke på noget som helst. Jeg halvt lå, halvt sad på gulvet på mit badeværelse stadig, efter hun havde givet mig en lige højre. Hun havde stået over mig, rasende og klar til sikkert at slå mig igen. Og jeg ville have taget hvert evigt eneste slag uden at gøre modstand, for jeg fortjente det. For hvad jeg havde gjort før jeg havde mødt Darius, men også for at miste hende den dag ved Iron Mask. Min kæbe var helt klart blevet slået ud af led, hvis ikke den var blevet brækket og smerte strålede ud fra området hun havde ramt. Hun havde sgu noget af en lige højre. Før hun kunne nå at gøre mere, var Zsadist troppet op, havde grebet hende og løftet hende op fra gulvet. Hvor han så var gået ind på mit værelse og havde sat hende ned.

"Du skal have tjekket dine ribben og ikke kaste dig ud i endnu en kamp." Kommenterede han da han satte hende ned på gulvet. Bare det at han rørte hende var nok til at prikke en anelse til min beskyttertrang, selvom han allerede var Forenet.

"Adrenalinen pumper igennem dig lige nu, så gør ikke noget du vil komme til at fortryde senere." Fortsatte Zsadist, da hun ikke reagerede og pegede på døren. Hun kiggede dog bare forbi ham og ned på mig. Jeg lå stadig på gulvet, for jeg havde ikke gidet at flytte på mig, andet end at løfte min blodige hånd op til min kæbe. Hun flyttede så blikket op til Zsadist og kort tid efter drejede hun om på hælen, for så at gå mod døren ud til gangen. Da hun var ude af syne vendte han sig om mod mig og med et blik, der tydeligt fortalte at jeg var en idiot.

"Hvad fanden har du gang i?" Spurgte han og kom så ud på badeværelset, hvor han lænede sig en anelse ned. Han greb hårdt fat om min ene overarm og trak mig på benene.

"For helvede Tehrror. Hun stod for få timer siden og fortalte at i var et par til Glymeraen. Og så vælger du at fucke det op..." Fortsatte han og jeg skubbede mig forbi ham.

"Men vi er fucking ikke et par." Min kæbe smældede kraftigt på plads da jeg åbnede den og gjorde ondt for hvert ord jeg sagde, ikke at det stoppede mig i at sige noget.

"Hun er en fucking prinsesse!" Fortsatte jeg og hamrede min hånd ind i væggen, hårdt nok til at krakelere fliserne.

"Og? Kunne hun finde én der var bedre end dig? Helt sikkert, alle er et bedre valg end os fucking Brødre, men det ændrer ikke på en skid. Du er en tilknyttet han og det vil du altid være. Der vil aldrig være andre for dig, så stop med at være sådan et fucking røvhul og stop med at skubbe hende væk. Det er en kamp du har tabt på forhånd. Og det er bullshit at sige at du gør det for hende, for det gør du ikke. Du tør ikke tage springet, ligesom vi andre hellere ikke gjorde, men at tage det er den bedste fucking ting, der er sket for mig. Jeg har Bella og vores datter på grund af det. Jeg har noget endnu vigtigere at kæmpe for nu end jeg havde før dem... Tag dig sammen." Afsluttede han, vendte rundt og gik forbi mig. Og fortsatte direkte ud af mit værelse. Brødrene forstod det ikke. De havde alle været gennem noget pis, men det var primært ting der var blevet GJORT mod dem og ikke ting de havde gjort mod andre, som i mit tilfælde. Jeg havde blod på hænderne og meget af det. Ree fortjente så meget bedre end hvem jeg var. End en morder, med en forbandelse og som der et eller andet sted henne bare gerne ville dø, men som af uforklarlige årsager, blev ved med at overleve alt.