B.D.B - Secrets

Kapitel 37

----Ree POV----

"Okay, bare et skridt mere." Sagde Blaylock opmuntrende, mens han stod ved siden af mig klar til at gribe mig. Qhuinn stod på min anden side også klar til at gribe mig, hvis jeg tiltede til den side. Jeg trak vejret dybt ind gennem næsen og bed hårdt sammen. Med endnu en kraftanstrengelse tog jeg et lille skridt fremad og mine ben gav efter. Qhuinn og Blaylock greb begge ud efter mig og jeg skar ansigt da deres hænder tog fat i mig. De hjalp mig hurtigt ned at sidde på gulvet og gav så slip på mig.

"Det var et skridt mere end i går." Sagde Blaylock med et kæmpe smil og Qhuinn rakte mig en vandflaske efter at have åbnet den for mig.

"Så Tohrment fandt en ny Shellan. John's svigermor hvis det ikke skal være løgn. Verdenen er lille var?" Sagde jeg på tegnsprog inden jeg tog vandflasken fra Qhuinn, alt for at skifte emne. Shit bare vægten af den fyldte flaske fik mine hånd og arm til at ryste af anstrengelse, så jeg tog fast med den anden hånd også. De skævede kort til hinanden og fik så travlt med at kigge alle andre steder hen. Der foregik noget i mellem de to Hanner, som de tydeligvis ikke havde lyst til at dele. Jeg tog en tår fra vandflasken imens og John prikkede mig så på skulderen.

"Han har fortjent en smule lykke efter det han har været igennem." Fortalte han mig på tegnsprog, mens han smilede til mig og jeg sendte ham et lille smil tilbage. Tohrment var fundet sammen med Autumn, som egentlig var Xhex, John's Shellan's, mor. Hvilket betød at Tohrment som sagt var forenet med John's svigermor. Og Blaylock var fundet sammen med Qhuinn's fætter Saxton, som var Wrath's advokat, ham som jeg skulle have arbejdet sammen før vi fandt ud af hvem jeg egentlig var. Udover det så var Layla, en af de Udvalgte som nogle af Brødrene drak fra, mere eller mindre flyttet ind på borgen. Jeg havde ikke mødt Layla eller Autumn endnu, da jeg primært opholdt mig på mit værelse, i træningslokalet eller på en af operationsstuerne. Men hvem jeg havde mødt, var Trez og IAm, der blandt andet styrede Iron Mask og som havde arbejdet for Rehvenge før han fakede sin egen død. De havde holdt øje med mig, da jeg havde været på Iron Mask, den nat hvor jeg var blevet taget og de havde undskyldt for ikke at hjælpe mig og Tehrror. Bare at tænke på det nu fik mine tanke til at vandre til hvad Eliminatoren havde gjort ved mig og det var først da et ur bippede, at jeg blinkede mig tilbage til træningsrummet. Jeg forsøgte mest muligt ikke at tænke på hvad, der var sket med mig.

"Tid til at få dig op i køkkenet." Fortalte Qhuinn og rakte ud efter mig. Jane havde simpelthen givet mig tidspunkter, hvor jeg skulle troppe op i køkkenet for at få noget at spise og drikke. Hun ville sikre sig, at jeg indtog noget og ville vide hvor meget. Jeg var blevet sygeligt tynd efter mit ophold ved Eliminatoren, så jeg forstod hendes bekymring, men jeg havde ikke lyst til at spise. Havde ingen appetit og det hjælp heller ikke at det gjorde ondt at synke. Jeg lod Qhuinn trække mig på benene, selvom det gjorde ondt. Min hud var sindssyg følsom og selv luft gjorde ondt når det ramte mig, så jeg var altid fuldt tildækket. Det var også generende og gjorde ondt at have tøj på, men med den ekstreme sensitivitet, så var det ifølge Jane bedre at være tildækket, da det beskyttede min hud, nu hvor den ikke selv kunne beskytte sig. Han tog min behandsket hånd i sin ene og holdt den med et løst, men stadig stærkt greb. Hans anden hånd holdt støttende fat i albuen på den samme arm. Og Blaylock tog fat i min anden hånd og holdt fast i mig på samme måde. John tog min vandflaske og så begyndte vi at gå. Hvert skridt sendte smertejag igennem mig og jeg følte at jeg for hvert sekund jeg var på benene, var ved at besvime. Jeg hadede virkelig at bevæge mig rundt på grund af smerten. Alt gjorde ondt og intet fungerede som det skulle. Min hud var overstrøget med bandager under tøjet og handskerne, så jeg lignede en mumie. Og takket være syren, der var blevet hældt i min hals, kunne jeg ikke snakke. Så jeg var nødt til at bruge tegnsprog og med fingre og hænder, der ikke rigtigt kunne bevæge sig, var det ikke ligefrem nemt at kommunikere sådan heller. Folk var forbandet tålmodig med mig og jeg hadede det. Hadede at være afhængig af andre og svag. Så fucking svag. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig rundt uden hjælp og selv der, kunne jeg knap nok holde mig oppe. Og som om det at have en ødelagt krop ikke var slemt nok, så kunne jeg knap nok se med mit venstre øje. Jeg var stort set blind på det og jeg kunne ikke huske hvad, der var sket med det. Jeg vidste faktisk heller ikke hvorfor jeg havde så store problemer med at bevæge mig rundt, men alle led gjorde bare sygt ondt og fungerede knap nok. Jane havde af en eller anden grund sat Qhuinn og Blaylock til at hjælpe mig med min genoptræning. Ikke at Jane ikke stadig var inde over, for hun tilså mig faktisk hver evig eneste dag. Og med tilså mig, mener jeg hun gennemgik alt. Alle sår, alle skader og led. Hver en centimeter af mig blev undersøgt og jeg var ikke videre vild med det. Jeg mistænkte dog, at Jane havde sat dem til at hjælpe mig, fordi jeg havde et bedre forhold til dem end hende selv. Hvilket var sandt. Ikke at jeg som sådan rigtigt kendte nogle af dem på Borgen.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Tak Fritz." Sagde Vishous, for mig og jeg nikkede medgivende, hvilket fik den kære Dogger til at sende mig et kæmpe smil, inden han gik videre. Jeg hadede virkelig at spise sammen med de andre fra borgen, så de fleste af måltiderne spiste jeg i køkkenet, men aftens sidste måltid spiste jeg sammen med de andre, for deres skyld og ikke min. Og med spiste, så mente jeg at skubbe maden rundt på tallerkenen. For det var for det meste hvad jeg lavede. Jeg startede ud med at spise med den højre, men måtte opgive, da rystelserne blev for voldsomme og tog gaflen i den venstre hånd, mens jeg lagde den højre i mit skød. Eliminatoren havde fuckede noget op, da han skar armen op, så jeg kunne dårligt nok bruge den. Beth, der sad på den anden side af Wrath, sendte mig et smil, da jeg kiggede op og jeg sendte et halvt tilbage, inden jeg fokuserede ned på min tallerken igen. Folk snakkede livligt omkring mig og selvom det virkede som om, at folk fokuserede på alt andet end mig, så vidste jeg at alle alligevel holdt øje med mig. Rystelserne forstærkede og spredte sig til resten af kroppen. Og jeg væltede ned fra stolen ude af stand til at hjælpe mig selv. Både Wrath og Vishous, som sad på hver deres side ad mig, greb ud efter mig. Det var dog Wrath, der forhindrede mig i at falde helt ned på gulvet og så tog Vishous over og hjalp mig ned på gulvet. Jane stod straks ved siden af mig og knælede ned.

"Vi skal have hende til Havers. Der er ingen vej uden om længere." Sagde hun og kiggede på Vishous og derefter Wrath.

"Blaylock og John, i kører sammen med Vishous og Jane. Rhage og Zsadist møder jer ved Havers. Vi tager ingen chancer med hendes sikkerhed." Sagde Wrath, mens han kom op at stå og alle satte i bevægelse. Vishous knælede ned ved siden af Jane og løftede mig så op i hans arme. Varmen fra ham spredte sig hurtigt omkring mig og gav mig en seriøs hedetur. Men han havde ikke tænkt sig at slippe mig, selv hvis jeg sagde noget.

"Og ikke et ord om hvem hun er." Advarede Wrath, mensVishous gik ud af spisestuen og han nikkede kort som svar, inden han satte iløb. De hurtige bevægelser gjorde mig svimmel, så jeg lukkede øjnene. Jeghadede det her. Hadede hvad der var sket med mig, både hvad Eliminatoren havdegjort og de hemmeligheder, der var blevet gravet frem. Sekundet jeg gav migselv lov til at tanke på det, begyndte tårerne at trille, så jeg forsøgte ikkeat tænke på det... Jeg kunne snart ikke mere...