B.D.B - Secrets

Kapitel 23

----Ree POV----

Aerial stunts hjalp på min restløshed, men jeg vidste udmærket godt at jeg ikke kunne blive ved med at undgå grunden til hvorfor jeg havde det sådan her. Marys ord havde sat gang i noget og Rhage's korte kommentar om at jeg var deres hemmelige våben den anden dag øgede bare til det hele. Så da Qhuinn havde stået i hallen på vej ud, havde jeg overtalt ham til at tage mig med. Hvilket var nemt nok, da han var for distraheret til at følge med i sine omgivelser. Han havde bare givet mig et 'jaja' da jeg spurgte om han kunne køre mig ind til byen og så fortsat med at gå. Vi var nået næsten hele vejen ind til byen før han levede nok op til at indse, hvem det var han havde sagt ja til at køre.

"Vishous slår mig ihjel for det her." Sagde han for hundrede gang, mens han skævede til mig og jeg rystede bare atter på hovedet over det.

"Jeg skal nok tage hvad end ballade, der måtte komme ud af der her. Hvis jeg kan få Tehrror ud af en Ritus, så kan jeg også få dig ud af det her." Jeg sendte ham et halvt falsk smil, som han overhovedet ikke returnerede, hvilket var helt fint.

"Jeg kan ikke bare efterlade dig alene." Sagde han så efter vi havde kørt lidt længere og skævede til mig igen.

"Jeg skal på kirkegården og besøge en grav. Tror jeg er i sikkerhed der for Eliminatorerne." Jeg ønskede ikke at han skulle følge efter mig, så jeg ville ikke sige at han bare kunne komme med mig for at berolige ham.

"Okay... Ring til mig når du er færdig, så henter jeg dig med det samme og øh... Ring ved første tegn på Eliminatorer. Jeg tager ingen chancer med dig herude." Han kiggede alvorligt på mig et splitsekund, inden han kiggede tilbage på vejen.

"Jeg lover at kontakte dig når jeg er færdig og hvis jeg ser Eliminatorer." Han rystede på hovedet over mit svar.

"Ved første tegn på Eliminatorer, så deres lugt. Du får ikke lov til at kæmpe uden et ja fra Vishous." Jeg åbnede munden for at brokke mig, men han sendte mig endnu et alvorligt blik.

"Han er din Vhogter og det er noget der skal tages seriøst. Du burde slet ikke have forladt borgen uden hans godkendelse." Hans blik blev strengt og så blødte det en anelse op.

"Det er for din egen beskyttelse. Jeg har set dig kæmpe, så jeg ved godt at du kan tage vare på dig selv, men du burde stadig ikke bringe dig selv i unødvendig fare. Og at passe på dig er vores alles første prioritet." Han havde ret det vidste jeg godt. Med det hele faktisk. Vishous var ikke min biologiske far, så han var derfor ikke min rigtige far, men en Vhogter var stort set det samme. Det var en værge og i vampyrsamfundet blev man aldrig for gammel til at have en Vhogter, så det var for livet. Ligesom en far ville være. Og det var ikke fordi, at jeg ikke ønskede at Vishous var det, men jeg var bare ikke helt vild med det fordi han nu i bund og grund bestemte over alt i mit liv. Lige nu ønskede han at jeg var i sikkerhed, så det eneste han egentlig bestemte var over min frihed til at forlade borgen. Hvad jeg lavede inde på borgen, var ikke noget han gad bestemme over, ud over at være i nærheden af Tehrror åbenbart. Jeg brød den ene ting han havde sagt jeg ikke måtte ved at forlade borgen, men det her var vigtigt.

"Ved første tegn af Eliminatorer, giver jeg dig besked." Lovede jeg Qhuinn, fordi jeg kunne godt overholde det ene løfte, især når det betød at Vishous måske ikke fandt ud af hvad jeg lavede.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg stod foran mausoleet, der tilhørte min familie. Bygningen var bygget i blankt granit og byggestilen var lidt ligesom et græsk tempel. Havde endda de der klassiske græske søjler, hvilket nok var grunden til at det mindede mig så meget om et tempel. Glaspartiet i dobbeltdørene havde et indviklet mønster, der skærmede nok af selve glasset til at man ikke kunne se direkte ind, medmindre man stod lige foran dørene og selv der var det svært at se forbi mønsteret. Efter et par dybe indåndinger tog jeg i håndtaget og døren åbnede med en hørlig knirken. Jeg havde aldrig været indenfor i bygningen. Var blevet vist den en enkelt gang, men var blevet forbudt at gå ind. Min mor havde formanet mig det med at stedet her var for døde mennesker og vores hemmeligheder. Sidstnævnte var grunden til jeg var her. De ældgamle dokumenter, som skulle være gemt i mausoleets indre, var dem jeg var ude efter. Under glasmosaik, der sad på bagvæggen overfor dobbeltdørene, stod en sarkofag lavet i granit og oven på låget stod en buket falske blomster. Den grå granit blev oplyst i alle regnbuens farver og så malplaceret ud i det ellers grå og kedelige rum. Ud fra hvad min mor havde fortalt, så var der faktisk ikke nogen begravet i sarkofagen. Den var bare til pynt. Jeg gik længere ind i rummet og kæderne på mine støvler klirrede ulideligt højt i det stille rum. Væggene på hver side af dobbeltdørene rummede den ene plade efter den anden, hvor mine forfædre var begravet. De nyere familiemedlemmer, som min mor, lå et andet sted end her. Jeg skannede navnene på pladerne, der alle som en var falske. Hvert familiemedlem havde valgt en Broder inden deres død og de ville så blive begravet bag en plade med et navn, hvor af forbogstavet var det samme som den Broder de havde valgt. Mange havde valgt at hylde Wrath, men om det var en nuværende konge eller hans far, havde jeg ingen ide om, da de begge hed Wrath. Selvfølgelig kunne jeg kigge nærmere på årene de døde i, men så vigtigt var det heller ikke for mig at finde ud af. Jeg ledte efter graven, hvor navnet hyldede den tidligere dronning, Anha. Vores hemmeligheder skulle være begravet der, ifølge min mor altså. Der, på en af pladerne var der et næsten ulæseligt navn, der startede med et A. Om det var gjort ulæseligt med vilje eller om det var tidens spor, var svært at sige fordi den grav var en af de første til at blive lavet. Med graven fundet, gik jeg over til vasen med de falske blomster og hældte dem ud. Nøglen, der havde været gemt i vasen, faldt klirrende ned på granitten. Det var total Tomb Raider agtigt og jeg forstod virkelig ikke hvorfor det var nødvendigt med alt den 'sikkerhed' for nogle gamle dokumenter. Med nøglen i hånden gik jeg tilbage til graven og kørte fingrene over pladen for at finde forbindingerne til nøglen. Nøglen faldt perfekt i hak i fordybningerne og jeg hørte tydeligt de gamle hængsler, der åbenbart holdt pladen på plads give sig. Pladen poppede en anelse ud og jeg trak den selv, det sidste stykke ud for at stille den på gulvet op ad væggen. Hullet, der blev synlig efterfølgende, var fyldt med spindelvæv og jeg stak den ene hånd derind for at finde hvad jeg ledte efter. Min hånd ramte noget hårdt kort tid efter og jeg trak det ud. Det vidste sig at være en sort aflang kasse med sølv hængsler. Og den gav sig selvfølgelig ikke en millimeter da jeg ville åbne den.