B.D.B - Secrets

Kapitel 28

----Ree POV----

Jeg trampede gennem gangene i den underjordiske gang og knaldede så døren op ind til træningsrummet. Og gav mig til at kaste med ting. De fleste af tingene herinde kunne tåle at blive kastet med, hvilket var grunden til at jeg var gået herned. For jeg kunne ikke få mig selv til at smadre nogle af tingene oppe i borgen. Med et højlydt skrig, der gjorde ondt selv i mine øre, faldt jeg til gulvet og kiggede ned på mine håndled, der nu lå i midt skød. Blodpletter var dugget op på bandagerne og fortalte mig at jeg havde åbnet stingene Jane havde lavet. Jeg rakte så rundt om mig selv med den ene hånd og trak den dekorative dolk fra dens skjulte holder på min ryg. Med dolken i den ene hånd, gled mine fingerspidser på den anden hånd hen over symbolerne, der udgjorde det gamle sprog. Det her løfte. Jeg havde misforstået det. Papiret, der havde været ved siden af dolken i glasmontren, havde fortalt om det løfte, der var blevet indgået mellem kongen og Vogterne om at beskytte den kongelige familie og hjælpe Broderskabet. Jeg havde bare gået ud fra at det var det samme løfte som var indskrevet på bladet, men det var det ikke. Løftet på bladet handlede om mig. Om at beskytte mig og forene mig med min rigtige familie når tiden var til det. Jeg havde i alle disse år gået rundt med et bevis på, at det jeg troede jeg vidste om mig selv var én stor fed løgn. Jeg var ikke den forbedret udgave af de menneskelige Vogter, som jeg var blevet bildt ind. Det var ikke meningen, at jeg skulle hjælpe Broderskabet, at jeg skulle bekæmpe Eliminatorer. Nej jeg skulle slet ikke kæmpe eller være i felten. Jeg var en pyntedukke, hvis eneste opgave var at se præsentabel ud og opføre mig efter den rigtige etikette. Jeg måtte ikke en gang være den jeg var nu. En enlig tåre løb ned ad min kind, da jeg kastede dolken efter sandsækken. Den borede sig selvfølgelig ind i materialet og indholdet af sækken begyndte at falde ud på gulvet. Og jeg sad bare og stirrede på det. Jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle stille op med mig selv eller hvem jeg faktisk var.

"Ree?" Beth's stemme fik mig til at kigge mig over skulderen. Hun stod i døråbningen med de fleste af husets Shellaner bag sig. Jeg svarede hende ikke, men de kom alle sammen stadig ind i rummet og satte sig på gulvet omkring mig. Beth sad lige ude foran mig og tog mine hænder i sine. Hun løftede så min ene hånd sammen med hendes og tørrede tåren væk.

"Jeg husker det stadig som i går, at Wrath fortalte mig at jeg var en halvblods vampyr. Jeg troede ikke på ham til at starte med og nogle gange glemmer jeg faktisk at det er hvad jeg er. Min far valgte at lade mig leve et normalt liv uden alt det her vampyr-halløj, så det at blive en del af alt det her var en kæmpe omvæltning. Og for at være helt ærlig så forstår jeg stadig ikke alt hvad der forgår omkring mig." Hendes blik faldt så på ringen på hendes finger.

"Det har ikke været en lige så stor omvæltning for mig at blive dronningen, fordi jeg ingen rigtig rolle har, men jeg ved at det har været en kæmpe omvæltning for Wrath at indtage tronen. At få vendt sit liv på hovedet, at få ens verdensbillede smadret er absolut ikke nemt, men du skal nok finde ud af det." Fortalte hun mig og sendte mig et smil.

"Og vi skal nok hjælpe dig med at samle det igen. Vi er her for dig". Fortalte Bella mig og lagde sine hænder oven på mine og Beth's.

"Du er familie og vil altid være det." Fortsatte Marissa og lagde sine hænder oven på Bellas.

"Vi har alle været igennem en masse for at komme til hvor vi er i dag og vi har haft folk, der støttede os omkring os. Hvor de fleste af os kun har haft vores Hellren til at hjælpe os igennem det, så har du hele borgen. Alle her holder af dig og bekymre sig om dig. Man vælger ikke selv hvem man er relateret til, men man kan vælge sin familie og du er en del af vores." Fulgte Mary trop og lagde så sine hænder oven på Marissas. Jeg vidste ærligt talt ikke hvad jeg skulle stille op med det her, for jeg var faktisk ikke vant til at have folk omkring mig, der viste mig omsorg. At have folk, der oprigtigt viste at de holdt af mig, var nyt, men det var tydeligt at de her gjorde. Men var det nok? Nej, det var det ærligtalt ikke. Jeg vidste en smule om hvad de var gået igennem hver for sig og intet af det kom tæt på min elendighed lige nu. Så deres ord vægtede ikke synderlig meget. Og jeg havde ikke behøv for eller lyst til at håndtere deres medlidenhed lige nu.

----Tehrror POV----

"Gider du tjekke op på Ree? Jeg har ledt borgenigennem og hun er her ikke." Stodder på sedlen, der hang på min dør da jeg kom tilbage fra træningslokalet. Hvader jeg? Stikirenddreng eller hvad? Jeg var klar over, at nyheden om at Reehøjst sandsynlig var Wrath's søster nok var en svær pille at sluge, men hvorforvar det altid mig, der blev sendt ud efter hende, når Vishous ikke selv kunnefinde hende? Det var tredje gang i den her uge, at han havde hængt en seddelsom den her på min dør. Saxton havde i de sidste to uger været travlt beskæftigmed at bekræfte eller afkræfte hvad der stod i alle de dokumenter han havdefået fra Ree. Og hun havde åbenbart knap nok vist sig uden for hendes værelse iden første uge og i den her uge havde hun besluttet sig for at forsvinde fraborgen i tide og utide. Jeg hæv sedlen af døren og krøllede den sammen mens jeggik ind på mit værelse. Hvis det ikke var fordi Vishous og jeg havde fundethende med håndleddene skåret over efter hun havde fundet ud af, at hun måskevar Wrath's søster, så havde jeg nok ikke skyndt mig så meget som jeg gjordemed at gå i bad og hoppe i mit tøj. For det var ikke til at vide hvad hunlavede nu hvor tingene pegede mere og mere på at hun nok rent faktisk varWrath's søster og at hendes liv som hun huskede det ikke var sådan som hunhavde fået det fortalt.