B.D.B - Secrets

Kapitel 51

----Tehrror POV----

Hvor var jeg lam. Her sad jeg på taget, hvor jeg havde holdt øje med Ree første gang, da hun kom ud inde fra Iron mask. Og hvor jeg havde mistet hende, men det var også her det havde ramt mig at jeg måske havde følelser for hende. Følelser jeg bare ikke ville anerkende før langt senere. Før efter jeg troede at jeg havde mistet hende for altid. Min røv var solidt plantet på taget, mens mine ben hang ud fra kanten og glasflasken, min ene hånd holdt om, hvilede lige akkurat på kanten. Slap jeg taget i den ville den falde ned i gyden langt under mig. Jeg var en kujon når det kom til hende og jeg var mærkeligt nok helt okay med det.

"Er du okay?" Blaylock's stemme forstyrrede stilheden omkring mig, men jeg vidste han var her inden han sagde noget. Hans svage hjerterytme havde afsløret ham, sammen med lugten af ham, sekundet før han havde taget form. Eller hans blod var det egentlig. Jeg kunne altid lugte folks blod også selvom de ikke blødte, efter at jeg havde lugtet det bare en eneste gang. Så det var ikke ligefrem fordi, der var nogle af Brødrene, der kunne snige sig ind på mig.

"Du burde være ude og patruljere." Var hvad jeg svarede ham, min kæbe knagede en anelse da jeg gjorde det, for den var stadig ikke helt healet efter Ree's slag og den var stadig en anelse blålig. Den manglende healing skyldtes primært, at jeg ikke havde indtaget noget blod siden. Og jeg svarede ham uden at kigge på ham. Men jeg vidste hvorfor han var her. Nogen burde holde øje med mig. Der var en grund til at jeg aldrig forlod borgen, medmindre det var for at tage i felten. Min Blodløst var for farlig til at jeg kunne og burde være alene ude blandt andre. Men her var jeg. Uden for borgen uden opsyn og alt sammen fordi Ree var på borgen. Det her pis var ikke nemt. Alt jeg ville, alt hvad jeg tænkte på var at være sammen med hende og det var kun blevet værre efter at Wrath havde givet mig hans tilladelse og at hun var blevet angrebet endnu en gang. Fuck jeg havde gruet da hun tog skuddet for Wrath og hun i et kort øjeblik ikke havde trukket vejret. Og da jeg så hende på jorden, holdt nede af ham røvhullet havde jeg set rødt. Hun var min og ingen anden havde tilladelse til at røre hende og slet ikke sådan som han havde. Jeg havde givet efter for besiddertrangen og det var mit endeligt. Den sidste rest af mit værn var væk og jeg kunne ikke få det op igen. Hendes tilstedeværelse ville ikke lade mig gøre det. Så nu håbede jeg halvhjertet at tid væk fra borgen var hvad der skulle til for at få hende ud af mit system. Det havde taget mig alt for lang tid til at komme til et punkt hvor jeg kunne drikke fra hende den Udvalgte igen og det var kun lykkes fordi Ree havde været væk. Og nu var jeg igen begyndt at have problemer med at drikke fra den Udvalgte alt sammen fordi Ree var tilbage på borgen. Tilbage hos mig.

"Er det, det faktum at hun er kongelig, Wraths søster eller Vishous' datter, der holder dig væk? Måske alle tre?" Blaylock's stemme bragte mig ud af mine tænker og jeg skævede hurtigt til ham. Det eneste svar han fik var mig, der drak fra flasken. Det var ingen af dem og så alligevel. De øgede i hvert fald til grunden, til hvorfor jeg skulle holde mig væk. Jeg var ikke værdig til at være sammen med hende og slet ikke til at have hende som min Shellan. Også selvom jeg ikke vidste om det var det jeg ville. Noget jeg bildte mig selv ind, selvom jeg var klar over, at det ikke var helt rigtigt.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om." Halvt mumlede jeg ned i flasken, men jeg var godt klar over at han hørte mig. Jeg kunne på ingen måde forklare det til nogen, fordi jeg ingen ide havde om hvad det præcis var jeg var ude efter. Jeg vidste bare at det involverede hende og at jeg aldrig kunne have hende, for jeg ville ikke gøre det mod hende. Hun fortjente en, der ville være der for hende og min trang til hende var egoistisk.

"Helt ærligt Tehrror. Det har været klart for alle at du har følelser for Walesandria og har haft det i lang tid. At du er en tilknyttet Han... Eller alle på nær hende ved det. Er det derfor du undgår hende? Fordi hun ikke har den fjerneste ide om det?" Han fortsatte sgu. Hold nu kæft Blaylock. Det havde ingenting at gøre med det heller. Jeg var udmærket klar over at alle på borgen, på nær Ree selv, vidste at jeg var en tilknyttet Han. At hun var min og jeg hendes. Og at hun ikke havde den fjerneste ide om det selv. Hun var ikke opvokset som vampyr. Hun havde først for nylig fundet ud ad hvad og hvem hun egentlig var. Og hverken Wrath eller Vishous havde travlt med at forklare hende vampyrlivet og fra hvad jeg havde forstået, så havde hun ingen intentioner om at lytte når Hunnerne blev sat til at forklare hende det. Hun virkede langt mere fortrolig omkring os Brødre end med Hunnerne, men ingen af os havde tænkt os at forklare hende det. At hun var udvidende var faktisk det bedste. Hun kunne ikke afvise mig, hvis hun ikke vidste hvad der foregik. Og hvad angår følelser... Jeg havde ingen ide om hvad jeg følte for hende ud over begær, men ja jeg var en Tilknyttet Han. Det havde jeg accepteret, men det ændrede ikke på noget. Jeg satte flasken på taget ved siden af mig og rejste mig.