B.D.B - Secrets

Kapitel 12

----Ree POV----

Jeg vågnede op i en kæmpe seng, med sorte silkelagen og sort silke betrak på puden og dynen. Sidstnævnte slog jeg hurtigt til siden og næsten sprang ud ad sengen, blot for at måtte gribe efter den ene stolpe for enden af sengen. Svimmelheden rullede igennem mig og fik alt til at gynge. Jeg lukkede øjnene, mens jeg lænede mig op ad stolpen og trak vejret dybt ind og ud. Da jeg åbnede dem igen, opdagede jeg at min venstre arm var lagt i en slynge og det fik mig til at kigge højere op. Min venstre skulder var dækket i et tykt lag bandager, der også strakte sig ned til min bh-kant, som jeg kunne se da jeg trak ud i de sørgelige rester af min trøje og ned ad overarmen. Med langsomme skridt tøffede jeg over til spejlet, der hang på væggen over kommoden, der stod i nærheden af hvad, der lignede indgangen til et walk-in skab. I spejlet kunne jeg se at bandagerne også gik op på siden ad halsen. Jeg lignede lort. Jeg var hvid som sne, med mørke render under øjnene og fedtet hår. Blodstænk var at se på den nedre del af den venstre side af mit ansigt og jeg gættede på, at jeg også havde blod i håret. Og min trøje var stadig sprættet op foran, så den vidste noget af min mave. Men jeg var i live. Tanken fik mine hænder til at ryste og så resten af kroppen. Jeg var nødt til at gribe ud efter kommoden, for at holde mig oprejst. Shit, det havde været tæt på. Jeg havde prøvet en masse lort, og selvom smerten fra våbnet langt fra var det værste jeg havde prøvet, så var det her, det tætteste jeg havde været på at dø. Ordet piskede rundt i hovedet på mig og prikkede til et eller andet, der sendte et smertejag gennem mit hoved. Jeg skar ansigt i smerte, mens jeg vippede det til siden, som om det ville hjælpe på smerten. Okay min mor havde sagt, at jeg havde været i et uheld som teenager, hvilket var grunden til at jeg ikke kunne huske noget fra før midt teenageårene, så måske jeg havde været endnu tættere på at dø der. Jeg kunne bare ikke huske det. Da smerten endelig fortog sig igen, slap jeg kommoden og kæmpede mig over til døren tættere på sengen. Jeg regnede nemlig med at døren her, i nærheden af skabet, var ud til badeværelset og at dobbeltdørene tætter på sengen, var ud til en gang. Og jeg havde ret. Gangen strakte sig i begge retninger og da jeg kunne mærke forbindelsen til Kongen mod gangen til venstre, valgte jeg at gå den anden vej. Jeg slingrede voldsomt, selvom min højre hånd gled langs med væggen, for at holde mig oprejst. Efter hvad, der føltes som en evighed nåede jeg en trappe og med et fast greb i gelænderet, forsøgte jeg at kampe mig ned ad den. Jeg var desværre kun nået et par skridt da jeg mistede fodfæste på en eller anden måde og styrte mod trinene, da mit greb om gelænderet ikke kunne holde mig oppe. Det ene øjeblik var jeg ved at knalde hovedet ned i trappetrinnene og i det næste, var jeg ved at blive placeret på gulvet af en mand, der duggede op ud ad det blå. Og han træk sig væk i det sekund, jeg sad på mosaikken i borgens hall. Et blik på ham og det var tydeligt at se at han ikke var en Broder. Han havde blondt hår, med sorte striber, der gik ned til hans røv og hvide øjne, med en klar blå ring omkring hans iriser og ingen pupiller. Kongen havde langt hår ja, men ikke så langt her og han var ikke længere i kamp, så håret ville ikke være i vejen, men det var helt klart øjnene, der fortalte mig at han ikke var en Broder. Det og så den mærkelige aura han udsendte. Før jeg kan nå at reagere, kommer Hunnen, der lappede mig sammen, ud fra rummet bag manden og løber hen til mig.

"Du skal ikke røre mig." Er de første ord, der forlader mig og jeg trækker mig væk fra hendes hænder, da hun rakker ud efter mig. Og hun rykker sig væk, mens hun samler hænderne foran sig.

"Du burde slet ikke være oppe endnu. Du mistede en masse blod og har brug for hvile." Hun snakker til mig i et langsomt tempo og jeg ved hvad hun laver. Hun forsøger at berolige mig med sin stemme, men jeg ryster bare på hovedet.

"Nej, jeg har brug for at komme væk herfra." Svarer jeg hende og kæmper mig på benene, med hjælp fra min ene hånd kun. Og jeg ser godt det blik hun sender en over hendes skulder, som står gemt væk bag manden, der står et stykke fra mig. Der går heller ikke lang tid før tunge fodtrin fylder den nu opstået stilhed, mens jeg kæmper mig mod døren, med det skjulte panel. Jeg formår at tage hele to skridt inden mine ben knækker sammen og jeg falder til gulvet igen.

"Ree." Vishous' stemme overdøver lyden af løbende fodtrin og han dugger op ved min side sekundet efter jeg er faldet på knæ.

"Nej." Min stemme lyder spinkel den her gang, men jeg ved at alle har hørt mig og en af mine dolke glider ud fra min arm, eller håndled er det egentlig. En ting, jeg altid har kunnet gøre uden at ofre mit blod, er at få dolke til at glide ud fra håndleddet og de falder altid perfekt ned i hånden, så de er lige til at gribe fat i. Flængen, der opstår i mit håndled, så de kan glide ud fra mit indre, er det vel egentlig, lukker sig det sekund dolken er ude. Man skal kigge godt efter, hvis man skal nå at se flængen, fordi det hele sker så hurtigt. Og det er præcis hvad der sker nu. Dolken glider ud fra mit håndled og jeg griber fat om skaftet, da den er i position og holder spidsen op mod Vishous, der må have vidst hvad jeg ville gøre, for han har allerede stoppet sin fremdrift. Han er så tæt på, at hvis han sænker hovedet bare lidt, vil hans hage ramme cirka midt på dolkens blad, så spidsen er få centimeter fra hans strube.

"Vishous!" Damen, der lappede mig sammen, råber hans navn og ud ad øjenkrogen, ser jeg en af Brødrene gribe fast i hende, blot for at hun går direkte igennem vedkommende. Det er ikke helt normalt det der. Vishous har i mellem tiden bare løftet den ene hånd og damen stopper foran Broderen hun gik igennem. Hvad der heller ikke er normalt, er det faktum at ingen af Brødrene har trukket deres egne dolke eller er gået i forsvars position. De kigger bare skiftevis på Vishous og mig.

"Du har fortalt dem det." Jeg kigger ham direkte ind i øjne, da jeg siger det og jeg kan se det svage tick i hans trak, som fortæller mig at jeg har ret. Han havde fucking lovet aldrig at sige noget! Så meget ved jeg da. Jeg slår ud efter ham med dolken, men han er hurtigere og har allerede sat i bevægelse, før jeg har gennemført min bevægelse. Han flytter sig til siden, slår hårdt ind på mit håndled, så jeg taber dolken og den glider klirrende hen over gulvet. Jeg har en anden klar med det samme og fører hånden op, så jeg ender med at lave en lille flænge i hans kind. Og går så efter hans venstre hånd, som han reagerer på ved at flytte sig længere væk fra mig. Hvilket er præcis hvad jeg skal bruge. Jeg fører dolken hen over håndrykken på min venstre hånd og satte min gave på overarbejde.

"Stop." Han råber det ikke, men hans stemme erbestemt. Det er dog forsendt og han ved det. Jeg retter langsomt den venstrearm ud og da den hænger ned langs kroppen, som den anden, glider der en dolkned i hver hånd.