B.D.B - Secrets

Kapitel 36

----Tehrror POV----

Jane og Manuel arbejdede på Ree inden på operationsstuen, mens jeg stod ude på gangen og havde mest af alt bare lyst til at sparke døren ind. Jeg var blevet smidt ud sekundet efter jeg havde lagt Ree på operationssengen. Og jeg var tæt på selv at kollapse. Jeg led under mit eget blodtab, men jeg ville glædeligt gøre det igen hvis det betød, at Ree kom tilbage til livet, ved det. Det eneste, der holdt mig oppe lige nu, var adrenalinen, der var skudt igennem mig da hun slog øjnene op. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at det at give hende mit blod, ville bringe hende tilbage, men det havde været et skud i tågen med en meget lille chance for faktisk at virke. Eliminationerne havde forladt huset hun havde været i flere måneder før vi gennemsøgte det og de ville ikke have efterladt hende hvis hun havde været i live. Mængden af blod i og omkring hendes mund samt mængden af blodet på sengetøjet havde været enormt inden hun begyndte at kaste det op og jeg havde været sikker på at jeg havde blødt for ingenting. Blodet var røget alle steder hen, da hun begyndte at hoste og jeg havde skyndt mig med at få hende om på siden, så hun ikke blev kvalt. Vores øjne havde mødtes et splitsekund, da hun havde slået dem op og bare at se livet komme tilbage... Shit, det betød alt. Ingen af de andre i borgen havde været langt væk, så da jeg var kommet stormende med Ree, der spasmede i mine arme, havde det ikke taget lang tid før det var blevet opdaget og Jane poppede op. Hun havde fulgt efter mig ned til operationsstuerne og Vishous havde været lige i hælende på os. Han stod halvt lænet op ad væggen lige overfor døren ind til operationsstuen lige nu og forsøgte at stirre hul i døren, meget lige mig selv. Ingen af os sagde noget. Stod bare og ventede på nyt fra Jane og Manuel. Ree var vågnet igen, men det betød ikke at hun var uden for livsfare. Hun havde været slemt tilredt da vi fandt hende og det havde ikke ændret sig. Lyden af tunge støvler genlød i gangen og jeg skævede til siden. Wrath var på vej i vores retning med et alvorligt ansigtsudtryk og han stoppede i nærheden af os. Vi stod i stilhed længe og stirrede nu alle tre på døren.

"Du har min velsignelse." Wrath var den, der brød stilheden til sidst og jeg skævede til ham.

"Velsignelse til hvad?" Jeg havde dog på fornemmelsen hvad han mente, men jeg nægtede at tro på det.

"Velsignelse til at være sammen med Walesandria. Jeg har ingen ide om hvad hun føler for dig, men det er tydeligt at du er knyttet til hende og jeg har ikke tænkt mig at stå i vejen for det." Han var ikke rigtig klog.

"Du kan ikke seriøst mene at du vil give din velsignelse til mig." Hans isende blik, som jeg kunne mærke på mig gennem solbrillerne, fik mig næsten til at fortryde hvad jeg havde sagt. Jeg mente det dog helt seriøst. Jeg var et dårligt valg, et ekstremt dårligt valg.

"Jeg har aldrig skulle tage en beslutning om sådan noget her, men jeg ser hende hellere sammen med en Broder end et medlem af Glymeraen eller en anden Aristokrat. Ingen vil forstå krigeren i hende bedre end en Broder. Men hvad der er vigtigst, så holder du af hende. Du er allerede en tilknyttet han og er ikke en gang i et egentligt forhold med hende. Så hvorfor skulle jeg ikke give min velsignelse og tilladelse til at i er sammen?" Jeg skævede til Vishous bag os, som var overraskende stille og så til Wrath igen. Han mente det sgu alvorligt.

"Du ved ikke hvad du giver din velsignelse til. Jeg... Hvem jeg var før Darius fandt..." Startede jeg, men blev cuttet af, af Vishous, der fnøs højlydt og som så snakkede hen over mig.

"Ingen af os Brødre har en særlig god fortid og slet ikke en, der gør os fortjent til vores Shellan, men de har valgt os. Og hvis hun vil have dig, så kan jeg ikke se et problem med at i er sammen." Hvad fanden havde de taget? De kunne seriøst ikke se et problem i, at de tilskyndede et forhold imellem Ree og jeg? Men så igen. De kendte ikke den fulde historie. Jeg havde aldrig delt den med dem og havde aldrig tænkt mig at gøre det. Ingen havde nogen som helst ide om hvor slem min fortid virkelig var. For helvede da også. Jeg vidste at det ville bide mig i røven på et tidspunkt at have holdt det hemmeligt. Ikke at jeg kunne havde forudset at det ville udfolde sig som det gjorde lige nu, men shit. Hvis jeg virkelig gerne ville være sammen med Ree, så fik jeg brug for deres tilladelse, hvis jeg skulle følge skikken, men jeg havde aldrig rigtigt set en fremtid med hende som en mulighed. Jeg vidste ikke engang om det var noget jeg virkelige ville, men det var også lige meget for jeg kunne ikke være sammen med hende. Min Blodløst og alt det lort jeg havde gjort, var nok til, at jeg aldrig kunne være sammen med nogen. Jeg ville ikke gøre andet end at gøre hende ondt. Både fysisk og psykisk. Og under ingen omstændigheder kom jeg til at slæbe hende gennem det helvede. Jeg åbnede munden for at svare, for at sige et eller andet, men Wrath rystede på hovedet.

"Jeg har ikke brug for et svar. Hvad du ender med at gøre, er op til dig selv, men du skulle bare vide at jeg ikke er imod det." Fortalte han mig og jeg lukkede munden igen. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle, at Ree og jeg aldrig kom til at ske. Ikke efter at han lige havde tilskyndet det, men jeg vidste at jeg burde gøre det.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Døren ind til operationsstuen blev endelig åbnet og Jane og Manuel kom ud.

"Hvor slemt er det?" Spurgte Vishous og vi så til mens de to doktorer kiggede på hinanden.

"Hun er heldig at være i live." Sagde Jane så, så lavt at jeg knap nok hørte det. Hun rystede kraftigt og det lignede at hun kæmpede med at holde den professionelle facade på plads. Hvilket fortalte præcis hvor slemt tilredt Ree faktisk var.

"Vedkommende vidste hvad de lavede. Det er helt klart ikke deres første gang og selvom skaderne er opfattende, så er det klart, at det var hendes hjerte, der stoppede, som tog livet af hende. Og det kommer til at tage tid for hende at komme oven på, hvis hun nogensinde gør det." Fortalte Manuel, mens han skævede til Jane, der bare stod og træk vejret dybt, hvilket ikke var normalt for hende, men jeg var ærligtalt mere interesseret i Ree's tilstand end Janes.

"Så hun er fortsat i live?" Spurgte jeg og selvom hvad de allerede havde sagt, tyde på at det var tilfældet, så ville jeg gerne have det bekræftet hundred procent.

"Ja." Fortalte Manuel, mens Jane nikkede. Åhgudskelov. Og hvad end, der holdt mig på benene forsvandt. Jeg tiltede tilsiden og landede på min røv. Jeg var stadig ved bevidstheden, men havde sværtved at fokusere. Og jeg glemte alt om at forsøgte at komme på benene, for jegville ikke være i stand til at gøre det selv alligevel.