Love? Love. (5SOS) *AFSLUTTET*

Sandhedens time.. -2-

~*Calum's synsvinkel*~

Jeg kiggede over på hendes arm, af ren refleks, som jeg før har set på. (Ikke tro at jeg er en person der glor på folks arme.) Alle de ar hun havde, dem jeg så da vi sad og spiste, den første dag vi var kommet hjem fra touren, de var blevet lyse.. Så man næsten ikke kunne se dem mere, men alligevel.
Jeg fik en mærkelig fornemmelse i mit bryst, som om en bankede på det..
Jeg fik på en eller anden måde, lyst til at spørge om hun var/er cutter, og hvorfor hun har gjort det.

Jeg ved ikke hvorfor men.. Jeg turde ikke.. Ikke fordi jeg var bange for hende eller noget men.. I ved det er jo ikke fordi man bare lige siger til ens bedste ven; 'Heey du Kay? Hvorfor har du nogle ar, som du aldrig har fortalt om før?'Altså.. Det vil ligesom være vildt underligt..

~*Kalyee's Synsvinkel*~

Jeg følte lidt at han stirrede på min arm, så jeg tog min cardigant på, som jeg heldigt nok, havde i hånden.
Jeg kiggede på ham, og jeg så at han havde vent hvad.. Han havde tåre i hans dejlige nøddebrune øjne? "Awwe, Cal, hvorfor græder du?"
Han kiggede væk, og gned tårerne væk, kiggede igen på mig og svarede: "Har bare savnet dig så meget.. Det er skønt at se dig igen, efter så lang tid.. Og.. Inden du tog din cardigant på.. Så.. Så så jeg din arm... Den, var fyldt med ar.. Hvorfor? Hvorfor har du ikke sagt noget?! Jeg/vi kunne have hjulpet.." Sagde han, med nogle snøft indimellem.

Jeg tog min højre hånd op til min venstre arm, og holdte på den. Rejste mig op og gik. Calum fulgte lidt efter med.
Jeg kiggede ned på mine convers, imens jeg lige så stille begyndte at få tårer i øjene.

~*Calum's Synsvinkel*~

Jeg så at hun begyndte at græde, hun gned dem ikke væk, hun lod dem bare falde ned af hendes kinder, og videre ned på hendes sko.
Det var hårdt for mig at se, at hun begyndte at græde så voldsomt, så det er ikke noget hun sikkert kan lide at snakke om, eller noget hun vil snakke om i det hele taget, tror jeg ihvertfald ikk'.
Jeg tog fat om hendes håndled, så hun stoppede op, tog mine hænder om på hendes ryk, og rykkede hende tættere på mig, i et kram for at trøste hende.
"Det er okay, du behøver ikke at sige det, men hvis du en dag for lyst til at snakke om det, er jeg altid klar til at høre. Selv hvis det er midt om natten, og jeg er fuld eller noget andet helt crazy du ved! Jeg vil altid høre!" Hun begyndte at grine, og heldigt nok så var det faktisk også meningen.

"Mange tusind tak, Cal!" Sagde hun imens hun grinede.
Hun løftede hovedet, og kiggede op på mig. Jeg kunne stadig se hendes tårer, det så faktisk pænt ud (misforstå mig ikke) hendes øjne blev lysere end hendes normale krystal blå øjne.
Hun lagde sit hoved på min skulder, og krammede mig igen.

~*5 min. Senere*~

~*Kaylee's Synsvinkel*~

Jeg vendte mit hoved om til hans øre, og hviskede: "Jeg fortæller dig det, i morgen.. Eller nok senere når vi er hjemme." Han nikkede og trak sig ud af krammet, og vi kig igen. På vej hjem.