Love? Love. (5SOS) *AFSLUTTET*

Marraridtet.

~* Calum's Synsvinkel*~

Jeg løb og løb, jeg var blevet ekstremt træt i mine ben, og havde virkelig ondt i mine fødder efterhånden! Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har løbet, 1 time? Eller 2? Eller mindre end det?
Jeg har virkelig ingen anelse. Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe!
Jeg vender hovedet om og ser dem. De løber stadig efter mig. Jeg ved ikke hvad de vil mig, de løber bare efter mig. Jeg har ALDRIG prøvet, at nogen løber efter mig. Men nu er det prøvet.
Jeg tror de vil dræbe mig, for de ser ikke flinke ud, på nogen som helst måde.
Jeg må væk, gemme mig! Men hvor? Kaylee og drengene hader mig, jeg begik en fejl, en stor en! De hader mig, og vil gøre det indtil jeg er død.
Jeg stopper op, der er ikke andet at gøre.
De der løb efter mig, hopper op på mig så jeg falder. Lidt ligesom i football.
Jeg kan høre de hvisker 'dø, dø, dø'
Ligepludselig er alt lyst, og jeg er i hvidt tøj, fra top til tå. "Hvor er jeg" råber jeg og rejser mig. Jeg kigger på mine fingre, de lyser op. Og langsomt forsvinder jeg. "Jeg vil ikke dø!" Råber jeg endnu højere. "Du skal heller ikke dø" siger en stemme, en sød en. Ikke ligesom de dæmoner der jagtede mig. Vent, hvor er de?! Jeg drejer rundt om mig selv, flere gange, og kan ikke få øje på bare én lille ting.

Jeg er død. Det er gået op for mig. "JEG ER DØD!" Hulker jeg og falder ned på mine knæ.

Jeg ser op, mine hænder er der ikke mere, jeg ser ned og ser at mine ben er væk, de er forsvundet, ligesom mine hænder. "Neeeej" skriger jeg. Og jeg falder ned på det hvide gulv.

"Calum vågn op! Vågn op!" "Han kan ikke være død, det er bare en drøm Kay, du behøver ikke at være bekymret."
Det var Michael, det er jeg sikker på! Jeg tør ikke at åbne øjnene, tænk nu hvis det er dømonerne! Der bare lyder som Kay og Michael!
Så jeg holdte så vejret så dæmonerne, troede jeg var død, så de ville gå deres vej, og jagte en anden.
"HAN TRÆKKER IKKE VEJRET, MICHAEL!" Hulkede den ene dæmon. Ha jeg fik narret den! "Det skal han gøre! Han kan da umuligt være død!" Sagde den anden. Jeg hørte fodtrin, der kom flere nu. "Hvad sker der?" Sagde en anden stemme. "Ca..Calum trækker ikke vejret!" Hulkede den første dæmon. "Lad være med at lyve Calum trækker vejret, se. Og nu triller der en tårer ned af hans kind, det ville ikke ske hvis ham var død."
Jeg åbnede langsomt øjnene op. Det første jeg så var Kaylee, som græd ned i Michael's skulder. Fuck.
"Hvorfor græder du Kay?" Spurgte jeg. Hun trak sig væk fra Michael, og begyndte at kramme mig, mens hun stadig grad. "Du.. Du skreg og råbte også.. Kom jeg ind og så at Michael sad ved dig... Ogs..så sad vi.. Og.. Og lige pludselig trak du ikke vejret og.." Stammede hun mens hun stadig græd. "Bare rolig jeg er ikke død.. Det var bare er marraridt jeg havde. Ikke tænk på det"

~*Timer efter*~

Vi sad alle sammen helt stille og så den gyser, Luke valgte vi skulle se. Så det var en mulighed for at kramme Kay når hun blev bange, for så vendte hun sig om mod mig og krammede mig. Det var faktisk ret så hyggeligt. Heh.