'' Hva fanden '' Jeg vågnede øjnene op til at Anthon og Thor stod foran sengen og studerede mig. Jeg fik øjenkontakt med Thor, hvilket bekymrede mig lidt. Han så utrolig ked af det ud, samt så han ret forvirret ud. Jeg fulgte Anthons arme ned til hans hænder som støttede sig på en jern-ting, og først nu gik det op for mig at jeg lå i en hospitalsseng.
'' Hvad laver jeg her? '' Min stemme var hæs, hvilket jeg gav, at jeg lige var stået op, skylden for. Drengene kiggede kort på hinanden, mens de tog dybe vejrtrakninger. Jeg tog mig selv til hovedet, da en smerte ramte mig barsk. Jeg kiggede til siden, da jeg fornemmede en skikkelse. Havde jeg ret? Ja. En dreng med utroligt sært hår, sad og kiggede ned i sin telefon. Jeg tog hånden op til munden, og hostede falsk, så han rettede opmærksomheden mod mig.
'' Oh, undskyld '' Han smilte svagt til mig, inden han rettede blikket ned på telefonen igen. '' Luna, du besvimmede og ramte hovedet ned på gulvet. '' Anthons stemme var også hæs, men det var nok ikke pga at han lige var stået op. En lille latter lød fra min mund, mens jeg rettede mig op og sidde. Jeg rystede på hovedet, mens jeg grinte lavere denne gang.
Thor's synsvinkel:
Hun sad seriøst så yndigt i hospitalssengen, mens hun var flad af grin. En lille latter forlod min mund, da jeg indså at alt dette var latterligt. Hvad fanden lavede jeg egentligt her? Jeg prøvede squ da kun at lave hende, ikke score hende? Hva fanden altså.
Jeg kiggede en ekstra gang på Luna, og besluttede hurtigt at forlade rummet. Jeg jeg svagt til Anthon inden jeg gik ud af døren. Jeg gik ud til disken, hvor der sad et par sygeplejere og betjente folk. '' Hvorfor kommer Lunas forældre, fra stue 5? '' Min stemme var hæs, men lød samtidig total død. Hende den ene, løftede sit ene øjenbryn over mit spørgsmål. '' Jeg vil gerne hjem? '' jeg lød måske lidt for flabet i forhold til at jeg var på et hospital, men de kunne egentligt bare svare, uden at lave spørgsmålstegn ved det.
To piger kom ind af døren, og begyndte at skrige. Jeg havde sat mig over i hjørne sofaen, for at vente. Jeg kiggede chokeret over på dem, da det er ret respektløst at skrige på et hospital. De kom begge haltende hen til mig, hvilket ikke chokeret mig. Tårrene strømmede ned af hende den eneste kind. '' Jeg håber du græder pga at du er kommet til skade '' Mit blik var stadig helt blankt. Min stemme var flabet som altid, men pigerne var ligeglade.
'' Må vi ikke få taget et billede med dig? '' Pigen som kun havde tårer i øjnene, spurgte selvom det var ret svært for hende. Jeg kiggede chokeret på dem begge, uden at virkelig alt for uhøflig. '' Når man er på et hospital, er det tit fordi en man holde af, er kommet til skade. Hvilket vil sige at en jeg holder af, ligger derinde og har det af helvedes til. Vil i være så sød at respektere det? '' Pigerne kiggede chokeret på hinanden uden at sige noget. Jeg havde dog forventet at de måske var gået tilbage, for at tjekke ind. De nikkede svagt til hinanden, hvor pigen med tårrene strømmende ned af kinderne endelig fik sagt noget. '' Er det Anthon? '' Jeg rystede irriteret på hovedet, uden at sige noget. '' Så er det vel for helvedet lige meget? Kan du ikke få taget et billede med os? '' Mine øjne blev større end jeg havde forventet. Hva fanden bilder de sig ind? Bare pga at det ikke er Anthon, er det lige meget?
