Amy's New Life

Er der noget galt?

Klokken var godt 19.30 da jeg endelig var hjemme. Huset lå jo et lille stykke udenfor byen. Jeg listede ind og håbede på at ingen hørte mig, men selvfølgelig så klodsede som jeg er skal jeg lige skubbe til en vase på vejen. Som heldigvis ikke går i stykker, men laver en forfærdelig larm.
"Amy?! Er det dig" Jeg kan høre fars fodspor, komme ud i gangen. Han smiler da han ser mig. Men rynker hurtigt på næsen.
"Er det fisk du lugter af" små griner han, men ikke på en ond måde.
"Vi fik fisk, hos hende" forklarede jeg kort og smuttede ind på mit værelse. På vejen greb jeg et æble, for jeg var hunde sulten. Og æblet kunne umuligt skade slankekuren, vel?

Jeg satte tænderne i det røde store æble, den søde og syrlige saft brændte sig i min mund. Og æblet var væk jeg kunne sikker godt havde spist 5 mere. Men jeg beherskede mig. Jeg gik ud på badeværelset og fandt vægten frem, den var helt støvet for jeg havde egenlig aldrig brugt den. Mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere mens den indlæste min vægt. *57* og jeg er 167 cm høj

4 MÅNDERE SENERE
Med mine to stænger af ben, træder jeg langsomt op på vægten. 4 måneder fulgt af had og mobning, har jeg gennemlevet. Hver eneste dag er et helvede hver gang jeg går hen af gangen. Bliver jeg råbt eller skubbet til, man lærer efterhånden at ignorere det. Men sommetider rammer det hårdt. Jeg arbejder hårdt på løbebåndet, hver dag efter skole. Jeg er så fed, jeg bliver federe hver dag. Selvom jeg træner røven ud af bukserne. Jeg skubbede vægten ind i væggen igen. Fuck hvor jeg hader den, men samtidig kunne jeg ikke undvære den.
Jeg besluttede mig for at tage et bad, nu da jeg allerede var på badeværelset.

Jeg tog langsomt tøjet af, mine hænder og læber var blålige, og jeg rystede over hele kroppen. Bare badekaret ville blive fyldt hurtigere. Da det endelig var fyldt. Og dampen fra vandet satte sig på spejlet, hoppede jeg i. Vandet var utrolig behageligt på min iskolde krop. Der var massere af bobler og det duftede af vanilje. Da det var ved at blive koldt, steg jeg op og bandt mig selv ind i håndklæderne, lektierne havde jeg ikke tænkt over. Jeg var efterhånden ret ligeglad.

Jeg traskede nedenunder igen, mor og far sad i sofaen og så en eller anden film. Mors mave var en del stor nu, hun var vel også omkring 6 måned nu.
Jeg stod i noget tid og stirrede på dem. Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, men de snakkede vel bare om barnet, eller om den udsendelse de så. Så jeg valgte bare at gå igen. Men da jeg trådte på et af de lidt skævere brænder gav det et højt knirk.
"Amy?! Er det dig, kom her ind søde" Fars stemme fik mig til at fare sammen, men jeg traskede alligevel derind, og satte mig pænt ned. Mor så op og ned af mig, og så forfærdet ud.... Jaja jeg ved godt jeg ligene noget der er løgn det behøver jeg ikke ligefrem dem til at fortælle. Jeg kunne sagtens mærke den kolde vind selvom vi var inde, jeg havde for det meste 2-3 trøjer på. Men fordi jeg lige havde været i bad havde jeg bare taget én t-shirt på. Der var stilhed i godt 2 minutter før mor begyndte at tale

"Amy, er der noget der går dig på her for tiden?"
Hun lød bekymret, for engang skyld....
"Næh, ikke rigtigt" skyndte jeg mig at sige. De skulle ikke bekymre sig over mig, jeg havde hørt at hvis gravide bekymrede sig for meget. Kunne de miste barnet, og det var jo ligesom det der gjorde dem lykkelige. Men der skulle vist en længere forklaring til at de ville lade på gå.
"Du har tabt dig en del" sukkede far.
WHAT!? Jeg var jo bare blevet grimmere.
"Næh, det tror jeg ikke" svarede jeg koldt denne gang
"Er du sikker, på at der ikke er noget galt? Vi ved godt vi har været meget optaget af babyen" forsøgte far. Holdte de dog aldrig på?

"Der er intet galt, jeg glæder mig faktisk til at blive store søster"
*Brækker mig indvendig* Jeg gav den et stort smil og gav dem hver et kram. De var vel overbevist nu, for de lod mig gå. Jeg hoppede op i sengen, med min mobil, Selvfølglig.
Det var efterhånden længe siden at jeg havde snakket med Caroline og Emma. De havde for det meste ikke tid, så når vi endelig skrev sammen gik der højst 5 minutter før de skulle gå. Jeg kunne se på Facebook at de var begyndt at undervise junior holdet. Der havde altid været en af mine drømme, vi havde alle tre snakket om at når vi kom på elite, ville vi melde os til det. Men nu er det ikke muligt, suk.. Jeg rullede op for at få de seneste nyheder, fra de Facebook "venner" jeg havde. Julia er nu medlem af.... Jamie er nu medlem af..... Dø Amy Jeg udstødte et gisp, mit hjerte gik på en måde i stå, i 2 sekunder før min hjerne greb ind, og fik mig til at klikke ind på gruppen. Hvor jeg læste den lange beskrivelse.

"Vi hader Amy, hun er den klammeste luder, den billigste møjsæk. Nærm dig ikke hende hun er så fed at hun kan dræbe dig, hvis hun skubber til dig. Vi ønsker hun dør............"

Det føltes ligesom nogen havde knækket mine lunger, for jeg gispede efter vejret. Allerede 72 medlemmer, var jeg virkelig så forfærdelig. Jeg havde kysset min venindes kæreste for nu næsten et halvt år siden, hvor jeg havde fortrudt det hver dag. Blevet nærmest voldtaget, ydmyget og hånet. Tårnene løb ned af mine kinder, det kunne ikke passe,eller det kunne det. Jeg kunne ikke fatte det, det endte med at jeg faldt i søvn i mine tåre...
~Katrine