Amy's New Life

Overraskelse

"Ok, nu skal du høre....."

Præcis en halvtime senere, vidste jeg at Simon havde trænet siden han var 8 år. Og han blev enddag udtaget til landsholdet men fik en skade i knæet og måtte stoppe, siden har han trænet elite hold. Ligesom det jeg engang gik på.

Den sidste bid sandwich lå på gaflen, jeg kunne bare føle fornemmelsen at hvis jeg spiste den havde jeg spist en HEL tallerken mad, min mave var fuld og den gjorde ondt, men Simon havde nægtet at fortælle mere hvis jeg ikke spiste op.

"Så Amy, sidste bid" han så op på uret, 5 minutter over tiden.
Jeg tog mig sammen og slugte den. Han smilte og pakkede tallerken og kniv og gaffel og glas sammen, reglerne var sådan at han skulle være 20 minutter og holde øje med mig efter jeg havde spist.

Efter bare 10 minutter, ville jeg løbe ud og tage fingrene i halsen, min mave var så oppustet, og jeg følte bare at kiloerne af fedt lægge sig på min krop.
Det var bar for meget, jeg spurtede ud mod toilettet, men Simon var hurtigere og greb fast om min arm.

"Slip mig!!" Hylede jeg

"Slap af Amy, sæt dig ned igen" han var meget stærkere end mig og fik lagt mig ned i sengen igen. Og slap mig ikke før jeg lå helt stille.

"Amy, der er gået 20 minutter nu, er der nået du gerne vil tale om?" Jeg rystede på hovedet. Han nikkede forstående.

"Kom du skal ned i fælles rummet nu"
Jeg satte mig i kørestolen og lod Simon køre mig der ned.

Rummet:
Inde i rummet var der en underlig stemning, der var kun piger her. Omkring 5-6 de så på mig og smilte svagt, de virkede venlige. Men de havde alle en ting til fælles, de var super tynde.
"Hej, jeg hedder Ella" pigen eller Ella havde lyst hår, og man kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes fantastiske stil. "Hej, Amy" præsenterede jeg mig selv. Ella og jeg endte med at tale i omkring en time, ikke om anoreksi eller mad. Men bare sådan som veninder, det var virkelig rart. Ella elskede mode, og ville gerne være designer.
"Hej Amy og Ella" Simon kom smilene hen mod os.
"Amy, du skal ned til dit værelse nu"

Lige nu lå jeg i sengen, aftensmaden havde været utrolig svær, og jeg gik langt over tiden. Men til sidst spiste jeg den, jeg føler mig så forfærdelig. Jeg er oppustet og min mave gør sygt ondt. Jeg måtte bare op, så det gjorde jeg. Steg ud af sengen også selvom at jeg havde fået besked på ikke at rejse mig. Også begyndte jeg ellers, armbøjninger, mavebøjninger og meget andet, om og om igen. Sådan forsatte jeg til jeg kollapsede om på sengen, jeg følte mig sp svag og udmattet. Så jeg faldt i søvn.

2 månede frem senere
"EJ, det sagde han bare ikke" udbrød Ella og græd nærmest af grin. Selvom der kun var gået 2 måneder var vi blevet bedste veninder. Ella havde været på hospitalet 2 uger før jeg kom, hendes forældre var ikke så gode til at besøge hende. Hun siger de kun brugte tid på hendes lillesøsteren skøjteløb. Hun følte sig tit udenfor, men var begyndt at få det bedere. Jeg var også begyndt at komme mig, men det tog lang tid jeg vidste at mor og far gerne ville have at jeg fik det bedere men at skulle hjem igen til mobningen var ikke det jeg hastede for.
Det bankede på døren. "Kom ind" råbte jeg
Det var min mor, jeg skyndte mig st give hende et stort kram, uden st mase hendes store mave. Om 1 måned ville der komme en lillebror eller lillesøster. Jeg var faktisk begyndt at glæde mig, der var en anden her på hospitalet der havde den sødeste lillesøster og det kunne jeg også godt tænke mig, men på den anden side ville jeg ikke have det endte ligesom Ellas søster der fik alt opmærksomheden.
"Hvor er det godt at se dig" udbrød min mor.
Jeg slap krammet, og så så jeg dem. Det var jo Caroline og Emma,
"Jeg...men.hvad..hvor...." Jeg begyndte helt at græde, det var jo overraskelsen. De løb hen og omfavnede mig.
"Undskyld,undskyld" de krammede mig og jeg krammede dem. Vi græd alle sammen det var så dejlig de var her.
"Jeg vil efterlade jer piger her" smilte mor og lukkede døren.

~Katrine