Amy's New Life

Kjolen

Fredag eftermiddag
Mor havde taget mig med ud på shopping, "taget" og "taget" er nu meget godt. Hun havde tvunget mig. Hun insisterede på at jeg skulle med til Prom. Det er den mest fantastiske aften i dit liv. Sukkede hun mens hun rev kjole efter kjole ned. Jeg gik bagved med mine frosne hænder i lommerne. Gid vi boede på Antaktisk. Så ville ingen undre sig hvis man gik med vanter på indendørs. Gud hvor ville det være rart. Egenlig ville de sikkert slet ikke holde Prom der, det kunne virkelig være en god ide. Jeg gled længere og længere ind i drømmen om Antaktisk. Mens mor plaprede om hvordan far og hende havde mødtes til deres Prom... Bla bla bla.

Hun skubbede mig bogstavligtalt ind i prøve rummet, sammen med 5 kjoler. Føj. Men jeg kunne jo nærmest ikke tillade mig andet end at prøve dem og gøre hende glad. Jeg hev dem først på, en havblå kjole, farven var ganske pæn. Men den føltes stram og jeg kunne ikke få vejret. Jeg vendte mig rundt til spejlet. Sandt nok, den sad så man kunne se hver eneste fedt klump på mig.
*shussh* og der blev forhænget trukket fra. Heyyy! Har man ikke engang lov til privat liv, mens man prøver tøj?!

"Gud Amy? Den er da alt for stor! Har jeg læst forkert på strøelsen"
Hun greb fast i kjolen og da jeg var i den blev jeg også hevet tilbage.
Det en xs?! Du plejer da at bruge m i kjoler??!

Var hun blind eller hvad? Kunne hun ikke se hvordan kjolen sad tæt på min mave, viste hver og eneste delle. Og ikke for at tale om mine hofter. Føj.

"Prøv den næste" Hun lød så optimistisk.
Sådan forsatte det indtil alle 5 kjoler var prøvet, og den smule selvværd jeg havde haft, var helt dødt. Hver eneste kjole sad elendigt. Mine hofter var for brede i den røde, og den gule fik mit ansigt til af se forstoppet ud.

"Jeg finder lige en expedient" sukkede mor.
Se nu hvad du har gjort. Jeg bankede mig selv mentalt oven i hovedet, jeg kunne ikke engang finde ud af at bære tøj. Jeg er nok den dårligste datter ever.
Mor kom traskende med en expedient, med målebånd om halsen. Klar til at binde det om min fede krop. Først om hofterne, der efter under brystet. "Brystet" det fanme ligeså fladt som da jeg var 10 år.

Efter alle målene var taget, og jeg var grædefærdig. Ekspedienten vendte hun sig om og så på mor.
"Øhm, jeg prøver lige se hvad vi har" Og der løb hun væk, der var sikkert ingen kjole her der kunne passe mig

"Amy? Har du ikke tabt dig meget her på det sidste? Er der noget du bekymre dig om?"
Jeg mærkede mors varme hånd på min arm. Jeg havde lyst til at bryde i gråd, fortælle alle de dårlige ting. Men en kraft, en styrke stoppede mig. Tænk hurtigt find på en undskyldning.

"Ahah, ej mor alså, tror du ikke bare det er dig der bliver større" sagde jeg med et grin, og hentyde til hendes store gravide mave. Hun så først lidt mistænkeligt på mig. Men derefter lo hun med. Og kyssede min kind,
"jo jeg bliver jo så stor" grinede hun. Godt reddet Any.

Expedienten var kommet tilbage, kun med en kjole. Thank god.
Den var sort med lidt detaljer, desvære meget stram og kort, men jeg havde læst, at sort fik ens krop til at se slankere ud. Så det var vel meget godt. Jeg fik den med ind i prøverummet, og hev den på. OMG... Den her sad tættere end nogen af de andre. Jeg skulle seriøst bruge 100% af mig selv til ikke at få et panik anfald. Jeg trak vejret langsomt ind og ud. Og trådte ud.

"Ej. Den passer da.... Næsten" sagde mor befriende.
"Ja,den er vel fin" hviskede jeg.
"Vi syer den bare selv ind i taljen, også sidder den som den skal"
Sy den ind! Alså så bliver jeg ihvertfald nød til at tabe mindst 2 kilo inden i aften... Kan man overhovedet det!?
Mor betalte og satte sig straks til at sy da vi kom hjem.

Jeg gik op på mit værelse og fandt makeup frem. Sidste gang jeg gjorde mig klar, var det sammen med Julia, tanken gjorde ondt. Den fest ødelagde mit liv.
Jeg lagde langsom sølv øjenskygge og ro lag mag, tankerne vandrede om hvad Daniel ville sige.
Da makeuppen sad som den skulle, trak jeg kjolen ned fra bøjlen og gloede længe på den. Mor havde syet den ind, og jeg i tvivl om jeg kunne klemme mig i den. Det gik.

Men den sad tæt. For tæt til min smag, jeg fik det ubehageligt, jeg prøvede at ryste det af mig for jeg ville nødigt skuffe mor. Jeg tog også et par sorte stiletter på, pakkede min lille håndtaske med extra lip gloss, og andre pige ting. Og så tog jeg en lille pakke smertestillende med, jeg havde haft ondt i ledene her på det sidste og jeg ville jo helst ikke have smerter.
Endelig gik ned af trappen. Mit syn slørede en smule, nok på grund af at jeg ikke havde spist i flere timer..... Over 18 eller sådan noget..... Men ej det kunne vel umuligt være det? Det var sikkert bare fordi det var længe siden jeg havde haft højhælede på. Jeg klamrede mig til gelænderet for ikke at falde, mor og far stod nede for enden af trappen med kameraet i hånden. Skønt endnu et billede, jeg hader at få taget billeder. Suk.

"Amy?! Er du okay?" Mor lød bekymret

"Du ligner en der er ved at besvime?" Far skyndte sig hen og gav mig en hånd de sidst trin ned. Men jeg rystede ham hurtigt væk.
"Ja,ja. Jeg har det super, vil i tage det billede eller hvad?"
Jeg prøvede at få en joke ud af det. Det mislykkedes vidst lidt, men de fik da deres billede.

Hele turen i bilen var totalt stille, radion var på svag lyd med en eller anden pop sang.
"Hav en sjov aften, ring når du vil hentes" Far vinkede så længe han kunne se mig.

Jeg begik mig vej ind på skolen, der efterhånden var fyldt med alle High School eleverne. Folk stirrede på mig, og gik en stor bue udenom. Ikke det var nogen nyhed, jeg ventede bare på at David ville snakke. Inde i hallen var der en stor glimtende diskokule og musikken spillede allerede for fuldt drøn. Vennegrupper, kærester og endda Lærere dansede. Lærerne dansede med, og jeg havde ikke engang én at danse med.... Smukt........
~Katrine