Amy's New Life

"Jeg kan alså sagtens gå"

Min nat var urolig, jeg drømte og vågnede mange gange badet i min egene tåre.
Så da det endelig blev lyst var jeg lettet, idag skulle jeg havde taget 'tests' hvad det så end betød skulle jeg i det mindste ikke sove.

"Godmorgen, Amy. Hvordan har du sovet?"
Dr. Anderson kom ind smilende, som om hun havde vundet i lotto

"Fint" mumlede jeg.

"Nå men jeg vil bede dig om at følge med"
jeg satte benene på gulvet og følte mig utrolig svimmel hele min verden kørte rundt.

"Nej,nej! Jeg mente ikke du skulle gå"
Anderson farede sammen, og skyndte sig udenfor døren.
Det store metal skrammel hun kom slæbene med ind, jeg kunne ikke tror det. Ville hun virkelig have mig i den der?

"Kom så, sæt dig op i den" hun klappede på det hårde stolesæder som tilhørte en kørestol. Var hun virkelig seriøs? Jeg kunne da sagtens gå selv.
Men fordi jeg ikke magtede at diskutere om det, og jeg var alligevel svimmel af at stå op. Satte jeg mig ned i den og hun kørte afsted.

Det var åbenbart langt væk for vi kørte ned af virkelig mange gange, der kom en masse andre sygeplejesker og læger ned af gangen. De smilte alle til mig. Vi kørte også forbi nogle kårene med båre hvor der lå syge folk, stakkels dem.

Vi kørte forbi en børne gang hvor der var en masse postyr, små børn der græd og skreg. Sikkert i smerte. Jeg hadede når børn græd, for de græd jo kun når der var nået der gjorde ondt. Og det ønskede jeg ikke for dem.

Dr. Anderson snik snakkede hele vejen ned, men jeg hørte ikke rigtigt efter. Vi kørte ind på en ny afdeling der i forhold til de andre var lidt mere stille. Her sad kun et par stykker i stolene udenfor rummene, jeg så en pige, hun var vel på min alder, hun sad også i kørestol. Og havde en eller anden sonde i næsen. Det var ikke det der fangede min opmærksomhed, men det faktum at hun var skide tynd, undskyld men helt seriøst. Hun var alt det jeg gerne ville være, man kunne nemt se alle knoglerne i brystet, og jeg er sikker på at hvis hun trak vejret ind at hendes ribben ville være synlige. Det må havde set pænt uhyggeligt ud at jeg sad og stirrede på hende. Men hun smilte tilgengæld et lidt bedrøvet smil til mig. Jeg prøvede at smile igen men det endte lidt i en underlig grimasse.

"Så er vi her vi holdte"
Vi udenfor en grøn dør. Dr Anderson bankede på døren og en dame åbnede, kom ind "Amy, ikke?"
Jeg nikkede og rullede ind a døren.
"Du kan bare sætte dig i stolen" hun hentyde til lænestolen, den var sikkert mere behagelig end den der kørestol. Så jeg rejste mig hurtigt og satte mig ned igen.

Anderson gik ud af døren og sagde hun ville hente mig igen om en time.

"Så Amy, ved du så godt hvorfor du er her?"
En ting jeg har lagt mærke til her er at alle siger mit navn i hver sætning hele tiden. Amy,Amy,Amy. Det alså sært.

*knips *knips

Ups jeg må havde faldet i staver.
"Øhm ja, øhm undskyld. Og øh nej det ved jeg ikke?"

"Ok, forresten hedder jeg Sanne"

Sanne fortættede "Så du er blevet dianogseret med Anoreksi og selvmordstanker. Det ret alvorligt hva."

Jeg himlede bare øjne af hende, so, om hun ved noget som helst om mig.

"Planen er sådan, at enten gør du som vi anbefaler eller også kom,er der tvang på. Jeg ved det lyder voldsomt men det her er livsfarligt for dig og vi bliver nød til at hjælpe dig"

Sanne som bekymret på mig, jeg nikkede bare stille. Jeg var ærligtalt ikke vild med tanken om at blive tvunget, men på den anden side gad jeg ikke deres regler.

"Ok, her er så din madplan, der er hovedemåltider 3 gange om dagen, og derudover er der 2 små måltider. Du får 45 minutter til hovedemåltiderne og 20 minutter til de små, i starten er der en læge der sidder med dig og hvis det går godt kan du spise i fælles rummet eller på værelset. Klokken 8.00 hver mandag er der vejning, du skal tage 1 kg på om ugen, og hvis du taber dig skal du have mere mad. Der er aktiviteter alle dage, så du kan lære de andre indlagte her at kende, du må have besøgende venner/familie 3 gange om ugen. Og så er der selfølgelig hospitals skolen"

Jeg sad målløs, det var så overvældende, 1 kg om ugen, her havde jeg slidt og slæbt for at tabe dem, og nu ville de have jeg skulle tage dem på.

Jeg sad nu ved bordet på mit lille værelse og gloede ned i min telefon, jeg havde skrevet lidt med veninderne fra England, de sagde selfølgelig de var kede af det på mine vejen. Det var virkelig dejligt at skrive med dem, det var længe siden vi ordentlig havde skrevet, de undskyldt for ikke at have skrevet. Men at de havde en overaskelse til mig, jeg kunne ikke komme på hvad det skulle være men jeg hævede det var nået godt.
Indretningen på værelset var simpel, en seng, et skrivebord med stol, og et tøjskab. Jeg kunne føle øjnene fra den "vagt" der var blevet sat til at holde øje med mig, Simon hed han vist. Det var så irriterende at jeg ikke måtte være i fred.

Det var frokost og en alt for stor sandwich stod foran mig, kniv og gaffel lå præcis som da Simon havde kommet ind med den, for godt 10 minutter siden.

"Amy, du har 35 minutter, synes du ikke du skal gå igang"
Simon satte sin stol hen til mit bord.
Jeg sad bare og gloede videre på de gymnastik videoer jeg kunne finde på Instagram.

"Er du gymnast?" Prøvede Simon igen.

"Jeg var engang" jeg kunne ligefrem føle tårnene på vej. Men jeg lod dem blive inde, det ville være så pinligt at græde foran ham.

"Var du god?" Han kiggede spørgende ned på mig,

"Hmmm, jeg var elite, men jeg stoppede."

"Hvorfor stoppede du?"

"Jeg var bare træt af det" sukkede jeg

"Jeg var faktisk gymnast" sagde Simon, jeg kiggede lidt mere interesseret på ham.

"Var du god?"

"Jeg fortæller dig om det hvis du starter på din Sandwitch"
Jeg så ned på monsteret foran mig, min mave knurrede og jeg havde så meget lyst. Bare halvdelen af den sagde mit hovede, jeg satte langsomt kniven og gaflen i den og tog den første bid op til munden, mit hjerte begyndte hurtigt at banke hurtigt. Simon lagde en hånd på min ryg, han kunne tydligt se mine problemer.

~Katrine