Amy's New Life

Jeg vil ikke det her mere.

*Video*
Jeg satte mig over i hjørnet ved et af bordene og betragtede dem, jeg spottede lige Julia danse tæt op af en eller anden dreng. Og Jamie stod også og vippede lidt til musikken med hendes veninder.
En time gik, og festen var på dets højdepunkt, alle så ud til at morer sig. Stemmerne blev lagt i den traditionelle stemmeboks til ballers konge og dronning. Det var helt sikkert Tanja.
*bling*
En SMS fra David.
Hej Luder-Amy, fatter ikke du kom. Ingen kan lide dig, eller ønsker dig her
P.S Hvis du døde ville ingen savne dig....

Mit hjerte stod stille, alt lyd passerede mig. Jeg følte mig som ingenting..... Ingenting.
Hvad havde du egenlig regnede med? At han ville tilgive dig?... Ha! Selvfølglig ikke du er nul og niks...
Inden jeg viste af det havde mine ben slæbt mig ud af hallen, og ind i et hjørne af skolen. Mit syn slørede og det føltes som om jeg svævede, jeg kunne ikke mærke mig selv. Med venstre hånd ledte jeg rundt i min lomme, hvor var de? De skal hjælpe mig.... Nu!

Jeps, der var de. Jeg standsede op, og tog et par indåndinger. Jeg følte på de små runde piller i min hånd, jeg knugede dem hårdt. Var det her den eneste udvej? Ja det var det..... Jeg følte mig så svag og alene som jeg aldrig havde før. Og jeg har følt sådan på det sidste.
På 3 tager du dem, sagde jeg til mig selv. 1...2....3 jeg slugte dem alle, 48 stk. Lidt efter lidt forsvandt de ned i mig. Først kunne jeg intet mærke men langsomt blev mine ben svage, jeg satte mig klodset ned, mit hovede spinnede rundt.

Min øjne blev tunge, samtidig med jeg kunne mærke en ekstrem smerte i maven. Det var enten sult eller fordi pillerne virkede. Jeg håbede på den sidste. Den mørke aften himmel blev efterhånden tættere og tættere. Jeg var i trance jeg kunne se mig selv. Ligge der på jorden, det var mig.

"Amyyyyy!!!"
"Omg,hun er her"
Nej,nej. Lad mig være, jeg ville skrige og råbe men jeg kunne ikke. Mit syn af mig selv forsvandt, jeg kunne igen mærke kolde hænder ruske og rykke i mig.

"Hvad er der galt!?"
"Se her!"
"Er det piller"
"Har hun fucking tage sit eget liv?"
Jeg kunne ikke svare, jeg havde heller ikke lyst. Som om nogen bekymrede sig om mig. Jeg kunne ikke se hvem det var
Sirenerne kom tættere på. Og jeg lander på noget blødt.

Min verden er sort, men mine tanker virker. Shit...... Så er jeg vel i live?
Men hvor er jeg og hvad skete der præcis. Det var meningen jeg skulle dø.
Igen lander jeg i den dimension hvor jeg ser mig selv. Jeg er bleg, det ligger jeg mærke til.

"Hun glider væk!"
"Giv hende mere kul og ilt"

Kul? Alså som i grundstof? Hvorfor det?
Jeg lander tilbage i min egen krop. Hvor jeg mærker smerten, min mave er som et bål. Med meget store flammer, hvis jeg kunne skrige ville jeg. Men det er umuligt.
Tiden går og går, og smerten fortager sig. Jeg aner ikke hvor længe jeg har ligget ned. Det kunne være dage? Måske kun timer.
Langsomt får jeg følelsen i øjnene, og den sorte farve bliver mere gullig. Så spærre jeg øjnene op. Lige op til 3 øjne med hvide masker på.
"Amy?"
Jeg stirre forskrækket, jeg kan mærke alting igen. Jeg spjætter og sparker. Men bliver holdt nede, de tre øjne er meget stærkere end mig.

"Rolig,,rolig,slap af"
De holder mine arme og ben. Også ser jeg dem, min mor og far.
Panikken sprede sig som et lyn. Ved de jeg tog piller? Og jeg har for alvor skuffet dem. Mine lunger hiver efter ilt, som jeg ikke kan få.
De lægger en maske over min mund og næse, så jeg kan få vejret.

"Amy, jeg hedder Dr. Anderson. Du har taget en overdosis og nu er du her på hospitalet, vi skal nok hjælpe dig"

Dr. Andersons stemme er rar og rolig. Jeg kigger rundt i lokalet og sandt nok. Det er vist et hospital.
Doktoren tager masken af mig, da jeg selv kan trække vejret. Jeg er helt stille, ligesom mor og far. De sidder bare og kigger på mig. Mor med hendes store gravide mave, og far med hans bedrøvede øjne.

"Ok nu skal du høre hvad der sker. Din kul behandling er slut om nogle timer"
Hun hentyder til en pose sort væske, der føres ned gennem en slange ned til et drop i mit arm.

"Imens, kommer der en psykolog ind, du får valget om dine forældre skal være her. Eller du vil være alene?"
Årh Gud, en psykolog. Som om det skulle hjælpe.
"Bare alene"
Sukkede jeg, min stemme var hæs og min hals tør.
Dr. Anderson kunne vist se det. Og gav mig et glas vand.
Og gik ud af døren.

Min mor og far kom hen til sengen, jeg kunne ikke rigtig overskue det her.
"Amy, lilleskat. Vi elsker dig så højt" mor begyndte at græde. Jeg hadede at se mine forældre kede af det.
"Vi skal nok hjælpe dig" far krammede mig så let. Som om at jeg var af glas og han var bange for at knuse mig.

"Mrs. Lightrose?" En dame med briller og brunt page hår. Kom ind, hun var vel i 40'erne.

"Ja?" Svarede jeg lavt.

"Goddag, jeg hedder Ann, vi skal se at få dig til at have det bedere"
Hun rystede min hånd hjerteligt. Ha! Som om "vi" skulle noget som helst. Det var da bestem kun hende der troede på at jeg skulle have det godt igen.

Mor og far rejste sig og hilste på Ann, og gik derefter ud og efterlod mig i en pinlig tavshed.

"Sååå, Amy. Det er da ikke så godt med dig var?"
Ann så oprigtig bekymret ud, men jeg svar sikker på hun bare lod som om. For hvorfor i alverden ville hun bekymre sig?
Ville hun have et svar?
"Øhm...."

"Hvor længe har du haft det på den her måde?"
Spurgte hun igen, lidt mere insisterende.
Jeg rynkede brynene.

"Hvor længe har du haft selvmords tanker?"
Jeg var en smule chokeret, det vel ikke lige sådan noget man spørger hindanden om?

Vi snakkede i godt 1,5 time. Jeg sagde ikke meget, men sørgede for at nikke på de rigtige tidspunkter, sådan svare ja og nej. Ikke fordybe nogen ting. Ann smilte og sagde farvel. Og fortalte jeg skulle havde taget en test så de kunne stille en dianogse. Som om jeg fejlede noget, jeg var bare godt træt af der her og ville allerhelst være død? Det er der vel ikke nået galt med. Eller var der?
Tankerne maste sig op inde i min hjerne. Jeg ville ønske jeg kunne åbne hovedet om smide dem ud.
Tiden gik overraskende hurtigt, droppet med kul blev taget ud og jeg håbede på de snart ville fortælle at jeg skulle hjem.
Og da dr. Anderson kom ind, var jeg sikker på at jeg skulle hjem

"Så Amy, imorgen skal du til test, og da du er 15 år, så skal dine forældre tage hjem og vi finder et værelse til dig og du får mad her.

No shit. Jeg skulle seriøst ikke blive her og sove, og bestemt ikke spise. Kan de ikke se jeg er fed, og alt det dropvæske havde fået min krop til at svulme op. Men jeg kunne ikke nå at protestere. Mor og far krammede mig og gik. De kom jo igen imorgen.
~Katrine