Du er mit eneste juleønske (MG)

Anden December

Lørdag d. 2. december
22 dage til juleaften

Jeg vågnede helt af mig selv, og kiggede bare op i loftet, og nødt følelsen af at have sovet længe, men da slog det mig. Min familie!

Jeg skyndte mig op af sengen, og nærmest løb ud af mit værelse. Vent, jeg må jo ikke vække dem! Jeg sænkede tempoet lidt, da jeg var nået til mine forældres soveværelse. Døren stod på klem, men jeg kunne lige præcis ikke se ind. Jeg åbnede døren lidt mere og så sengen... Men der var helt tomt. Sengen var helt tom. Ingen mor eller far.

Jeg gik hen i stuen, men alt stod helt som jeg havde forladt det, inden jeg gik i seng i går. Jeg fortsatte videre til spisestuen. Helt tomt. Køkkenet, alt den opvask jeg havde lagt i vasken, var der stadig. Jeg kiggede i entréen. Hverken deres sko eller jakker var der...
Jeg skyndte mig ind på min lillesøsters værelse. Ingen Eva. Jeg løb videre ind på min anden lillesøsters værelse. Der var heller ikke nogen.

Hvad i al verden er det der sker?

Jeg huskede tydeligt den SMS jeg havde fået aftnen inden. "Hej skat. Det trækker lidt ud hos Mormor og Morfar, men vi er hjemme cirka kl 22, knus mor." Da klokken næsten var blevet 24, og de stadig ikke var kommet hjem, var jeg straks begyndt at blive rigtigt bekymret. Mine forældre er typen, som altid skriver til mig, hvis der er sket noget, eller hvis noget trækker lidt ekstra ud.

Jeg prøvede at ringe til min mor. "Du har ringet til Esther, jeg kan ikke tage telefonen lige nu, men læg en besked..." jeg lagde på, og prøvede at ringe til min far, men der skete bare det helt samme. Pokkers voicemail. Jeg prøvede så at ringe til min mormor og morfar. Voicemail igen. Hvad skal jeg dog gøre? Jeg har ingen. Følelsen af ensomhed, og af ikke at kunne gøre noget ramte min mig. Men så fik jeg en idé. Jeg ringede til Nora! Hun er der altid for mig, ligesom jeg altid er der for hende! Men vent lidt... Jeg kom i tanke om at hun jo var rejst til Italien i går aftes, for at besøge hendes familie! Panikken ramte mig igen.

Jeg besluttede mig for at løbe en kort tur, da jeg lige skulle få mine tanker lidt på plads.
Jeg tog mit løbetøj på, og gik ud af døren. Jeg begyndte at løbe lidt rundt omkring i min by. Da jeg var nået hen til skolen var der pludselig en der kaldte på mig. I håb om, at det var min mor, vendte jeg mig om, men det var bare min lærer, Lars. "Hej Emilia, du ser lidt skuffet ud," sagde han og kiggede underligt på mig. "Jah... jeg troede du var min mor," sagde jeg trist, og kunne pludselig mærke hvordan mine øjne var tæt på at løbe i vand. "Hvad er der sket?" Spurgte han overrasket og gik tættere på mig. Jeg forklarede ham det hele i detaljer, og han så chokeret på mig. "Vi må vidst hellere følge dig til politi stationen..." sagde han og førte mig hen til sin bil. Lars er en rigtig sød lærer, så derfor var det slet ikke underligt, at han kørte mig derhen.

Da vi var ankommet til politistationen, sørgede Lars for at snakke med politimenneskerne, som flere gange sendte mig bekymrede blikke i mens, de snakkede. "Emilia, kommer du lige her?" Spurgte Lars mig venligt. Politidamen smilede venligt, men stadig bekymret til mig.

"Ser du Emilia. Jeg tror vi har fundet din familie, men de er i kritisk tilstand..." forklarede hun. Jeg tog hånden op for munden. "Hvad er der sket med min familie?!" Halvråbte jeg. "De har desværre været ude for en meget tragisk bilulykke, de ligger i koma, og det kan godt tage... et godt stykke tid før de lige vågner op igen," forklarede hun. Jeg mærkede tårerne.

"Nu kører vi dig lige hen til hospitalet, og så kan vi lige få snakket med en læge om det..." forklarede hun. Jeg nikkede bare, og snøftede en gang eller to. "Det skal nok gå..." sagde Lars tørstende, og trak mig ind i et kram.

Da vi var ankommet til hospitalet, forklarede en venlig læge mig, hvad der var sket. Hun forklarede mig også at det kunne tage flere dage og endda måneder før min familie ville vågne op. Politidamen skulle bagefter snakke med Lars og lægen. I mellem tiden snakkede jeg med Nora.

Jeg forklarede hende alt hvad der sket. Det var virkelig dejligt at høre hendes stemme, hun kan altid få mig op når jeg er nede. "Men hvor skal du så bo?" Spurgte hun så. Den tanke havde virkelig ikke strejfet mig. "Jeg ved det virkelig ikke," svarede jeg hende bekymret.
"Kommer du lige her ind, Emilia?" Spurgte en venlig politidame mig. "Jeg må smutte nu," sagde jeg til hende, "giv opdateringer," nåede hun lige at sige inden jeg lagde på. Jeg rejste mig op og gik ind til politidamen. "Har du noget familie her i Danmark, som du kan bo ved, indtil vi finder ud af noget om din familie?" Spurgte hun mig venligt. Jeg rystede på hovedet, og svarede: "min farmor og farfar er døde, og så vidt jeg ved har jeg ikke nogle onkler, tanter eller lignende." De sendte hinanden nogle blikke. "Så er det godt, at jeg kender det her super gode børnehjem tæt på. Det er bare midlertidigt indtil vi finder din familie..." sagde hun og smilte opmuntrende til mig, men jeg så bare chokeret på hende. "Skal jeg bo på børnehjem når det er jul?" Sagde jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg prøvede at være stærk, og holde tårerne væk, men fejlede. Midt på hospitalet, faldt jeg ned på jorden og brød fuldstændigt sammen. "Hvorfor kan de ikke bare vågne nu?" Græd jeg. "Vi gør vores bedste, du må bare være tålmodig," sagde lægen opmuntrende.

De havde kørt mig hjem, så jeg kunne pakke lidt tøj og sådan nogle ting, og havde bagefter afleveret mig på børnehjemmet. Jeg fik mit midlertidige værelse. Det var ikke særligt stort. Der var en seng, et skab, et skrivebord, et lille rødt gulvtæppe og så havde jeg et vindue, med en falsk plante på vindueskarmen. Velkommen til dit nye hjem, tænkte jeg for mig selv. Tænk at jeg skulle bruge julen her, uden familie. Hele børnehjemmet var næsten tomt, fordi alle var kommet hjem til deres rigtige familie, på grund af julen. Men lille mig. Jeg skulle bare fejre det for mig selv her. Jeg pakkede mine ting ud. Til sidst havde jeg et billede. Jeg tog det op i hånden, og begyndte at græde igen. Det var et billede af mig, min mor, far og begge mine lillesøstre. Jeg kan tydeligt huske det. Vi tog det sidste jul, og sendte det ud som julekort. Det var godt tider, og muligvis en af mine sidste minder om min familie...

//

1) undskyld at det er så trist. Det slutter snart hehe
2) Jeg lover at Marcus og Martinus mega snart kommer ordentligt med i historien!