Du er mit eneste juleønske (MG)

Niende December

Lørdag d. 9. december
15 dage til juleaften

Jeg vågnede med den værste kvalme, og hovedet fyldt med spørgsmål. Hvad lavede jeg i går? Hvorfor har jeg jordens værste hovedpine og hvorfor i al verden ligger jeg i ske med Martinus? Længere nåede jeg ikke at tænke, før jeg kunne mærke en kæmpe klump i min hals. Hurtigt havde jeg rejst mig op, og fundet en spand på gulvet, hvor kommer den spand fra? Jeg kunne ikke holde det inde, så pludselig havde jeg et helt andet problem.

Jeg kunne mærke en holde mit hår. Det må nok være Martinus. Da jeg var færdig vendte jeg mig om mod ham. "Tak," sagde jeg forlegent. Jeg følte mig totalt utilpas. Så godt kender jeg jo ikke engang drengen, og så har jeg lige brækket mig i en spand på hans værelse, mens han holdte mit hår. Wtf Emilia??

"Jeg sagde jo du ville få brug for spanden," grinte Martinus. Jeg kiggede forvirret på ham. "Gjorde du?" Spurgte jeg. "Hvaa, kan du slet ikke huske noget fra i går?" Spurgte han undrende. Jeg kiggede akavet på ham. "Nej, og det er virkelig pinligt!" Udbrød jeg. "Du drak vidst også ret meget såååe..." sagde han og blinkede. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder, "Ejj, hvor pinligt altså!" Udbrød jeg. "Altså du gjorde ikke rigtigt noget dumt, så det går nok," forklarede han. Jeg nikkede stille, men stoppede hurtigt da det gjorde ondt i mit hoved. Jeg tog mig til hovedet. "Har du det dårligt?" Spurgte Martinus mig bekymret. "Jaa lidt..." svarede jeg, "Meget faktisk!" "Jeg henter en hovedpinepille til dig," sagde Martinus og gik ud af værelset. Hvor er han da sød! Altsååå på venne måden u know.

10 minutter efter kom han ind igen med en bakke. "Jeg har noget frugt, en smoothie og en hovedpinepille," sagde han og satte bakken på sengen. "Tusind tak, hvor er du betænksom!" Takkede jeg. "Hvad gør man ikke for sine venner?" Sagde han og lagde et mærkeligt tryk på venner? Hvad skal det betyde...

"Jeg tror jeg vil tage et bad nu," sagde jeg efter vi havde spist frugten. Jeg havde fået det lidt bedre, men måtte stadig erkende at tømmermændende tog over. "Vi er forresten alene hjemme," sagde Martinus hurtigt. Jeg lavede en hurtig tommel op til ham, og smuttede så ud af døren.

Jeg tog tøjet af, og stilede mig under bruseren. Følelsen af det varme vand der ramte min krop var ubeskrivelig, jeg elsker at gå i bad! Haha.

Martinus P.O.V
I mens Emilia var i bad, gik jeg bare lidt rundt og ryddede op på mit værelse. Jeg gik derfor nedenunder for at smide noget skrald ud. Da jeg stod i køkkenet, hørte jeg noget vibrere. Har mor glemt sin telefon? Tænkte jeg. Det kom fra køkkenet, så jeg gik over og tjekkede. Jeg stod lidt med den, da det gik op for mig at det nok var Emilias. Den lyste op igen, og jeg så at hun var blevet spammet med beskeder af en eller anden Nora? Jeg læste nogle af beskederne.
- Emilia er du fuld?
- Og hvad mener du med at du tror du er blevet forelsket, er det ham der Martin et eller andet du snakkede om den anden dag?
- Gå dog ffs over og snak med ham!
- Med mindre du fuld

- Øhh Emilia er du okay?
- Hvorfor svarer du mig ikke?
- Og du bliver virkelig nødt til at fortælle om dit crush på Martin, eller hed han Martinus? What ever

Jeg stivnede helt. Har Emilia drunk-textet Nora om at hun har et crush på mig? ... Har Emilia et crush på mig?

Emilias P.O.V.
Da jeg var kommet ud af badet, kunne jeg ikke finde Martinus nogle steder. Jeg tjekkede en gang til på hans værelse, pludselig hørte jeg et pling. Jeg kiggede rundt og fik øje på hans telefon som lyste op. Burde jeg tjekke? Når man tænker over det kunne det jo egentligt bare være hans mor eller sådan noget, det gør nok ikke noget hvis jeg hurtigt tjekker.
Det var Marcus der havde skrevet. Pludselig gik lyset ud af skærmen, så jeg blev nødt til at trykke på home knappen, så jeg kunne se beskederne. Jeg trykkede på knappen, men blev så sendt ind på telefon. Han har åbenbart ikke kode på. Jeg kom ind på Martinus og Marcus samtale på messenger. Læg telefonen væk Emilia! Fortalte en stemme inde i mit hoved. Men jeg ignorerede stemmen, og kom til at tjekke nogle af beskederne, ups.

"Vi er nok først hjemme kl 20," havde Marcus skrevet. Fair nok. "Ok!" Havde Martinus så skrevet. "Er det også ok at du er alene med Emilia?" Spurgte Marcus, og havde lavet en pedo Emoji ved siden af. Øhh det lød lidt ondt. Jeg læste videre.
"Det kunne ikke blive bedre!;)" havde Martinus skrevet... vent lidt hvad? Oh my, de her drenges beskeder forvirrer mig. Jeg burde virkelig ikke læse det her! Men, jeg læste videre

Marcus:
Bare giv den hele armen brormand!

Martinus:
Styr dig Marcus!

Undskyyyyld, men du kan jo godt lide hende

Jaja, men jeg tror ikke hun har det på samme måde

Mand dig dog op og spørg hende!

Argh, jeg ved ikke Marcus... jeg vil ikke ødelægge vores venskab

Det styrer du bare selv
Pøj pøj med det;)

Kan Martinus lide mig? Kan Martinus lide mig. Jeg vidste ærligt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte jeg fløj på en lyserød sky og spiste nutella overtrukket jordbær, men det skal jeg jo lige netop ikke føle! Martinus og jeg er kun venner, og vi kunne jo ødelægge alt, hvis der skete mere end det!

"Hey!" En stemme lød bag mig. Fuckfkkfidkw, det Martinus, nu kommer han jo til at vide jeg har læst hans beskeder! Jeg vendte mig om. "Heyyyy," sagde jeg langtrukkent og lod som om intet var sket. Han kiggede underligt på mig. "Hvad laver du med min telefon?" Spurgte han forvirret. "Øhhh, jeg tjekker bare klokken!" Løg jeg. Godt reddet Emilia, stærkt gået!!
"Okay super." Der var en akavet tavshed. Man kunne tydeligt mærke på ham, at han havde noget på hjertet, som han prøvede at få sig selv til at sige højt. Hvad skjuler han? Der var en fuldstændigt mega akavet tavshed.

"Har du set at det sner?" Spurgte Martinus mig så, og brød tavsheden. Det tog lidt tid for mig, før det gik op for mig, hvad han havde sagt. "gør det?" Udbrød jeg glad. Jeg seriøst ELSKER sne! Jeg synes det er så hyggeligt, selvom det bringer minder frem om min familie... Jeg kunne mærke en tåre presse sig på, jeg prøvede at være stærk, men den slap alligevel ud. Martinus kiggede bekymret på mig. "Hey det er okay, jeg er her for dig!" Hans beroligende stemme gjorde mig helt tryg. Han fjernede min tåre med sin hånd. "Kom, vi skal ud og bygge snemænd!" Udbrød han pludseligt, og trak i min arm. "Let's gooo!" Udbrød jeg. Og så løb vi ud og tog vores sko og jakker på.

***

"Er min snemand ikke flot?" Spurgte Martinus. Jeg vendte mig om og brød ud i grin. "Undskyld Martinus, meeeen den er måske ikke den flotteste," grinte jeg. Helt ærligt var den utroligt grim, det var sådan lidt snemand møder burger, for det lignede ærligt talt lidt en underlig burger. "Du skal ikke fornærme min snemand!" Råbte Martinus for sjov, og begyndte at kaste snebolde efter mig. "Martinus stop!" Grinte jeg, og begyndte også at kaste sne efter ham. Pludselig stoppede han. "Kan du høre det?" Spurgte han. Jeg stoppede undrende op. "Julemusikken?" Spurgte jeg. Man kunne godt lidt høre melodien til all I want for Christmas. "Jeg elsker den sang!" Udbrød Martinus. "Vil du danse?" Spurgte han, med et flirtende blik, og rakte en hånd ud efter mig. "Har jeg overhovedet et valg?" Grinte jeg. "Nope!" Svarede han bestemt. Så der stod vi. En dansker og en nordmand, og dansede underlig dans til julemusik midt i sneen.

Pludselig faldt jeg over mine fødder, og landede i sneen. "Upsi hva?" Grinte Martinus. Jeg spændte ben for ham, og han landede selv lige ved siden af mig. "Upsi hva?" Grinte jeg. "Haha," sagde Martinus sarkastisk og kiggede på mig. Vi sad faktisk utroligt tæt. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere. Hvorfor får jeg det på den her måde, når Martinus er tæt på?

"Heyo vennar!" Råbte en bag os. Vi vendte os begge chokerede om. "Oh hey Marcus," sagde jeg akavet. Han kiggede undrende på os. "Jeg forstyrrer vel ikke noget?" Spurgte han og blinkede til Martinus. Jeg rystede grinede på hovedet.

//

Tidligt kapitel 2day!!;)
Går det for hurtigt med "kærligheden"? Hehe:D