Du er mit eneste juleønske (MG)

Tyvende December

Onsdag d. 20. december
4 dage til juleaften

Martinus P.O.V.
Vi var kommet hjem fra vores tur til Sverige i nat, og man kan vidst roligt sige at både Marcus og jeg var rimeligt trætte. Nu har vi heldigvis juleferie, og så skal vi først begynde på det hele igen i januar, det er altid dejligt med en lille pause, så man kan slappe af med familien, og naturligvis også Emilia.

"Der er morgenmad!" Råbte min mor. Jeg rejste mig fra min seng, og gik nedenunder. Da jeg kom derned sad alle ved spisebordet, undtagen Emilia. Jeg satte mig ned helt stille. Måske er hun bare på toilet. Min mor rømmede sig. Jeg kiggede over på hende. "Som I måske kan se, så er Emilia her ikke længere," startede hun ud med at sige, og pludselig havde hun min fulde opmærksomhed. Hvad skal det betyde? "Hendes familie er vågnet, så nu er hun i Danmark igen, sammen med sin familie-" sagde hun og smilte glad, hun skulle vidst til at sige mere, men det fik hun ikke lov til af mig. Jeg rejste mig op, og var næsten ved at vælte stolen. "Martinus dog!" Udbrød hun uroligt. "Tak for mad!" Sagde jeg surt og gik op på mit værelse. Der gik ikke få sekunder før jeg havde sat mig på gulvet. Jeg kunne ikke bære min egen krop. Hvordan kunne hun forlade os? Mig? Endda uden at sige farvel. Jeg tjekkede min telefon. Ikke en eneste besked fra hende, hun var endda aktiv på messenger, så ingen undskyldning på det punkt. Og der gik det op for mig, jeg var nok bare en midlertidig ting. En hun kunne flirte med, mens hun ventede på at komme hjem til sine danske venner. Typisk. Jeg smed arrigt min telefon ned i sengen.

Det bankede på. "Martinus er du okay?" Spurgte min mor bekymret. "Jaja, jeg er bare lidt træt og sådan," sagde jeg sødt. Jeg magtede ikke hun skulle være bekymret. "Måske du bare skulle blive hjemme og sove ordentligt ud i dag. Du kan jo eventuelt skrive til Emilia?" Forslog hun. Jeg nikkede bare med hovedet.

***

"Vi andre tager over til Bjørn og hans børn nu," sagde min mor 20 minutter efter sidst hun havde besøgt mit værelse. "Okay vi ses," sagde jeg.

Jeg lagde mig i min seng og tændte for fjernsynet. Disney Channel? Emma forhelvede altså. Jeg skiftede kanal. Jeg spærrede øjnene en ekstra gang op, da jeg så Emilias smukke ansigt dukke op på mit fjernsyn. "I går kom Morten Sørensen, Esther Sørensen og deres to yngste døtre tilbage efter at have været indlagt i kritisk tilstand i de sidste 20 dage, vi har ikke fået yderligere informationer men vi prøver at få en kommentar fra Morten-" man kunne se Emilia kramme sin familie. Tæt ved siden af hende stod en pige, jeg tror det var hendes veninde Nora, og en dreng. Hvem var han? Tænkte jeg. Der stod egentligt også en større gruppe mennesker også med drenge lidt længere væk, men det var ligegyldigt. Hvorfor stod den dreng så tæt på hende? Jeg gad ikke at se mere på hende, så jeg slukkede mit fjernsyn. Jeg besluttede mig for at skrive til Emilia. "Hey Emilia, godt at høre at din familie er vendt tilbage!<33" skrev jeg, selvom jeg egentligt bare ville ønske at hun var i Norge ved min side. Hun havde set beskeden. "Tak" Skrev hun koldt tilbage. En emoji eller noget kunne vel have været fint... jeg skrev igen. "Jeg er bare lidt ked af at du aldrig sagde farvel..?" Skrev jeg. Måske lidt desperat, men jeg var jo ked af det. Hun havde igen hurtigt set den. Det tog hende lidt længere tid om at svare denne gang. "Martinus, stop med at skriv til mig!" Stod der. Jeg fik en mærkelig følelse i min krop. Der manglede pludselig noget. Som om nogle havde taget noget fra mig. Som om jeg manglede noget vigtigt. Som et ben... eller måske var det mit hjerte. Jeg prøvede at skrive til hende. "Hvad mener du?" Spurgte jeg. Der er altid en logisk forklaring Martinus, forklarede jeg mig selv. "Beskeden ikke sendt, da vedkommende ikke modtager beskeder lige i øjeblikket." - Hun havde blokeret mig. Jeg stivnede fuldstændigt. Vi havde været så gode venner som var vi søskende. Vi havde altså haft noget! Og det var ikke kun et venskab. Hvad fanden er hendes problem dog? I hele perioden med hendes forældre, havde jeg hele tiden sørget for at hjælpe hende. Og for hvad? For at hun stikker mig direkte i ryggen, og blokerer mig? Hvad i al verden skal det dog betyde.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kunne mærke tårerne presse sig på. For det kunne jeg. Jeg stormede ud af mit værelse. Jeg tog min sko på og gik ud af huset. Jeg hev min telefon op af lommen. Den ville ikke hjælpe mig, tænkte jeg, så jeg kastede den surt ned i græsplænen. Jeg gik mod busstoppestedet og tog bussen mod Mosjøen. Jeg havde bare brug for at komme lidt væk.

Marcus P.O.V.
Jeg var på vej hjem fra skole. Martinus havde ikke været i skole, han var vidst lidt trist på grund af Emilia, det var egentligt også lidt synd for ham. Jeg så en telefon ligge på vores græsplæne. Det var Martinus. Hvorfor lå den her? Jeg gik ind i huset. Der var ikke låst. "Martinus?!" Råbte jeg. Intet svar. Jeg tjekkede hele huset igennem. Der var ingen tegn efter ham. Jeg skyndte mig at ringe til min mor. I mens jeg ventede tog jeg Martinus telefon op. Der var ikke kode på? Jeg kom ind på ham og Emilias samtale, jeg burde ikke læse det, men Martinus er jo forsvundet, så det giver mig vel en lille grund til at gøre det? "Martinus, stop med at skriv til mig!" havde Emilia skrevet til ham. Det ligner slet ikke Emilia at skrive sådan noget, og da slet ikke at blokere ham? Måske ved hun hvor han er ....?

//

Tam tam taaaam