Du er mit eneste juleønske (MG)

Trettende December

Onsdag d. 13. december
11 dage til juleaften

Vi havde først se luciaoptog på skolen, hvor Emma var luciabruden, hvilket egentligt var meget hyggeligt, bagefter havde vi regnet problemregning i 2 timer, og inden det havde vi lavet 2 timers dansktest. Prøv at gæt om jeg ikke lige var totalt mast. Heldigvis ville Marcus og Martinus komme hjem i dag, så det var nok højdepunktet.

"Så har I pause," fortalte vores lærer. Pludselig kom en skikkelse ind ad døren. Ikke bare en hvilken som helst skikkelse. "Martinus!" Hvinede jeg, da jeg så ham. Jeg løb hen til ham, og han lagde armene om mig, og trak mig ind til sig. "Dig har jeg savnet!" hviskede han i mit øre. "I lige måde," hviskede jeg tilbage og klemte mig helt ind til ham. "Get a room," råbte en pludselig. Vi trak os begge fra krammet. Mig med helt rødt ansigt. Marcus stod ovre ved Andrea fra klassen og døde af grin. Jeg gav Marcus fingeren og han tog sig såret til hjertet.

"Jeg har savnet dig så meget skattermus!" - "i lige måde, græd mig selv i søvn hver dag!" grinte Marcus og Andrea og prøvede at efterligne vores stemmer. Jeg rullede øjne. "Sådan siger vi altså ikke!" sagde Martinus bestemt. "-Endnu" tilføjede Marcus hurtigt, hvilket fik ham og Andrea til at grine endnu mere. "Oh my lord," grinte Martinus.

Da vi var kommet hjem fra skole satte jeg mig ned på Martinus seng og ventede på han ville komme ind ad døren. Han var vidst gået på toilet, så heldigvis tog det ikke så lang tid. "Hey you!" udbrød jeg, da han kom ind ad døren. Han vendte sig forskrækket om. "Undskyld!" grinte jeg uskyldigt. "Du gav mig et kæmpe chok!" udbrød han og tog sig til hjertet. "Upsi..." sagde jeg stille. "Det er altså ikke i orden Emilia!" sagde han surt, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af om det var en joke, så jeg var faktisk lidt nervøs. Han tog sine hænder på min skuldre og væltede mig helt ned i sengen. "Martinus, hvad laver du?" grinte jeg. Han fik et smørret smil på læben, og blinkede til mig. "Ej du må virkelig ikke kilde mig, hvis det er det du har tænkt dig!" advarede jeg ham. Hans smil blev bare endnu større. Jeg kiggede egentligt bare strengt på ham. Pludselig mærkede jeg hans hænder på min krop, og jeg brød ud i kæmpe grin. Jeg er utroligt kilden faktisk. Jeg kan knap nok få massage, uden at jeg bryder sammen af grin. "Ne-e-j sto-o-o-p!" fik jeg fremstammet. Han stoppede kort og kiggede overvejende på mig. "Flyt diiig!" sagde jeg langtrukket, og kiggede opgivende op på ham. "Nope!" svarede han bare, og begyndte at kilde mig igen.

Igen stoppede han bare pludseligt og kiggede på mig. Vi havde øjenkontakt, og lad os bare sige at den virkede ret intens. Martinus tog forsigtigt sin hånd ned til mit ansigt, lænede sig længere frem, og fjernede den lille hårtot jeg havde i ansigtet. Han smilede et skævt smil til mig.

"Hva så venner!" Døren blev åbnet med et brag og Marcus kiggede rundt. "Shit man, det behøvede jeg virkelig ikke at se!" råbte han og dækkede sine øjne med sine hænder. "Nej Marcus stop!" råbte jeg efter ham, mens han var på vej ud af værelset. "Vi lavede altså ikke noget!" tilføjede jeg. Martinus havde for længst rykket sig fra mig, så tak for at ødelægge den ellers riiimeligt gode stemning Marcus...

Marcus åbnede døren på klem og kiggede ind. "Så siger vi det!" grinte han og blinkede til os. Han lukkede døren igen efter sig. Jeg kiggede opgivende hen på Martinus, som bare grinte og kløede sig i håret. Døren blev pludselig åbnet igen. "Giv den hele armen brormand!" grinte Marcus. Kæft en irriterende dreng. Jeg tog hurtigt fat i en af Martinus puder og kastede den efter Marcus. Han kiggede hen på puden, og så overrasket hen på mig. "Så-så gem lige kræfterne til Martinus, hvis du forstår sådan en lille en," sagde han kækt og blinkede til os. Jeg kiggede frastødet over på ham. Martinus derimod rejste sig op og stormede mod ham. Marcus opfattede det hurtigt og flygtede derfor ned af trappen. Jeg grinte bare lidt for mig selv. "Mor, hjælp mig!" hørte jeg Marcus råbe. Jeg rystede bare på hovedet. "

En høj brummelyd lød ovre fra Martinus skrivebord. En telefonskærm lyste op. Det gør vel ikke noget at jeg lige tjekker hans telefon vel?

Jeg tændte den. Den dreng burde virkelig anskaffe sig en kode snart. Jeg gik ind på Snapchat og svarede nogle af hans venner. Hvis de spurgte hvem jeg var, skrev jeg bare, at jeg var en ven af familien. Enkelt og egentligt også rigtigt. Uhh, en chatbesked fra RonjaYJH6278. Spændende. Hun havde sendt et billede, med teksten: "Glæder mig til næste gang vi ses skat, savner dig!<33" billedet var af Martinus, der kyssede en pige på kinden, mens de sad i en sofa og flettede fingre. De sad ret tæt. Som i mere end venner tæt. Havde han en kæreste? Mens han gik rundt og flirtede med mig?...

Jeg følte mig utilpas. Som om jeg var blevet holdt for nar, jeg tog hurtigt et screenshot og sendte til mig selv. Kun en person, kunne få mig til at få det bedre. Nora.
Jeg smed Martinus telefon i hans seng og gik ind på mit eget værelse, og fandt min telefon frem, så jeg kunne skrive med Nora

***

Det bankede på min dør. "Kom ind!" Råbte jeg og smed min telefon i sengen. Martinus stak hovedet ind ad døren. "Vil du med ind til mig og sove?" Spurgte han charmerende. Jeg rystede på hovedet. "Ikke i dag, jeg har lige brug for at være alene," forklarede jeg venligt. Som i, det kommer aldrig til at ske igen.

"Er du sikker?" Spurgte han usikkert. "Ja det er jeg," svarede jeg bestemt. Han gik hen til mig, og satte sig på sengekanten. Han tog sin hånd på min, "Emilia... er du okay?" Spurgte han bekymret. Jeg nikkede. "Jeg har det helt fint," svarede jeg og trak min hånd til mig. Han kiggede forvirret på mig. "jeg går på toilet," sagde jeg, inden han kunne nå at spørge om noget.

//

dramaaaa:D)