Du er mit eneste juleønske (MG)

Tredje December

Søndag d. 3. december
21 dage til juleaften

Jeg vågnede med billedet i mine arme. Jeg kiggede rundt. Når jo, børnehjemmet. Jeg rejste mig op og tog noget tøj på. Jeg gik ud af værelset, og ned mod køkkenet. På vej derned mødte jeg Karen, som er lederen af børnehjemmet. "Noget nyt om mine forældre?" Spurgte jeg hende. "Nej desværre, Emilia," svarede hun og sendte mig et opmuntrende smil. Godt forsøgt. Jeg gik videre ned til køkkenet, og spiste noget morgenmad. Bagefter vendte jeg tilbage til mit værelse, og satte mig ned ved mit skrivebord, og begyndte at tegne. Hvis der var en ting, jeg var god til, var det at tegne. Normalt var mine tegninger glade, men lige den dag, var de alle triste. Sådan noget som ulykkelige mennesker tegner. Da jeg havde tegnet færdigt, som faktisk tog flere timer, gik jeg ned i køkkenet og spiste aftensmad. Der var ingen andre end mig, så jeg sad bare helt alene. Pludselig kom Karen.

"Jeg har gode nyheder!" Udbrød hun. Jeg kiggede glad op på hende. "Din familie har ikke fået det bedre, men!" Sagde hun, "har du nogensinde hørt om 'Giv et forældreløst barn en ordentligt jul' fonden?" Spurgte hun. Jeg nikkede. Jeg har engang skrevet et projekt omkring det. "Gæt engang!" Udbrød hun overrasket, og jeg gav hende bare et er-du-seriøs-blik. "Okay, vi har fundet en familie til dig!" Sagde hun glad og klappede næsten i hænderne. En masse forskellige reaktioner ramte mig. Jeg var selvfølgelig trist over at det ikke var min rigtige familie, men på den her måde kan jeg måske få en god jul alligevel? "Du bliver hentet sent i aften, af moren i familien, hun er rigtigt venlig!" Sagde hun, "så du kan godt begynde at pakke dine ting," forsatte hun. Jeg gjorde som hun sagde, og gik ind og pakkede mine ting. Måske kan jeg få en okay jul alligevel... tænkte jeg.

Da jeg havde pakket færdigt, var jeg begyndt at tegne igen, men så bankede det på døren. Jeg åbnede døren, og der stod Karen. "Hun er her nu!" Sagde hun. Jeg tog mine ting og fulgte med Karen ud til hoveddøren. Da jeg kom derhen stod der en dame.

Hun smilte da hun så mig. Hun havde et varmt smil, som udtrykker samme glæde som min mors smil, så jeg kunne ikke lade vær med at smile igen. Jeg følte lidt at jeg havde set hende før, på et billede eller noget, men måske var det bare noget jeg bildte mig ind. "Hej jeg hedder Gerd-Anne," sagde hun og rakte hånden frem. "Emilia," sagde jeg og tog i mod hånden. Hun snakkede lidt sjovt, som om hun ikke var indfødt dansker, det lød sådan lidt norsk, men altså hvad ved jeg.

Vi gik ud til parkeringspladsen. "Vi skal med taxaen ud til lufthavnen, hvor vi så tager et fly til Norge," sagde hun og kiggede på mig, for at tjekke om jeg forstod. "Norge?" Spurgte jeg overrasket. "Nåh ja, du kommer til at bo i Nordnorge," sagde hun til mig, mens hun løftede mine tasker ind i taxaen... Norgnorge er virkelig langt væk. Heldigvis har jeg haft norsk som valgfag de sidste 2-3 år sammen med Nora. Vi magtede ikke valgfag, så vi tog bare norsk, da det var nemt, fordi det minder om dansk, så vi behøvede nærmest ikke at lave noget. Neeeemt.

Taxaturen var kort, og så tjekkede vi vores bagage ind og alt det andet praktiske. Derefter købte hun lidt slik og drikkelse til flyveturen. Hun virker faktisk meget sød.

Da vi sad i flyveren begyndte hun at fortælle om sin familie. "Så du kommer til at bo i et forholdsvist stort hus i NordNorge, hvor der heldigvis ofte sner, så det skal nok blive hyggeligt. Familien består af mig, min mand Kjell-Erik, mine to sønner på 15 og min datter på 10. I vores familie er vi meget jule mennesker, så du skal være indstillet på at der er rigtigt meget julebag, og dekoration rundt omkring i huset," sagde hun, hvilket fik mig til at smile stort. "Når vi kommer derhjem, er klokken mange, så jeg forstår godt hvis du bare gerne vil sove. Min mand og sønner er ude og rejse, og kommer hjem på et tidspunkt i morgen, og min datter er ovre og sove hos en veninde, så du har god tid til at lære huset lidt at kende, inden de kommer og sådan," sagde hun. "Jeg er virkelig spændt på det her," sagde jeg og smilte til hende. "Bare rolig, vi vil gøre vores bedste for at du får en fantastisk jul!" Sagde hun, hvilket virkelig varmede mit hjerte. Selvom jeg savner min familie, bliver jeg nødt til at få det bedste ud af det her! Tænkte jeg.

Vi ankom til huset, og det var faktisk virkelig stort, og endda med flere etager. Jeg fik en hurtig rundvisning, og blev derefter vist ind på mit værelse. Jeg lagde mine ting, og gjorde mig klar til at sove. Da jeg ville ned og sige godnat til hende, opdagede jeg noget på væggene. Billeder! Masser af billeder, af den norske duo Marcus&Martinus. Hvorfor, hvad? Masser af spørsmål fyldte mig hoved.

"Jeg går i seng nu," sagde jeg og smilte til hende. "Sov godt Emilia," sagde hun. Jeg var lige ved at gå, men vendte mig om. "Hvad er det egentligt dine børn hedder?" Spurgte jeg. Hun fik et mystisk blik i øjnene. "De hedder Emma, Marcus og Martinus," sagde hun og lod som om det var totalt normale navne, men øhh jeg tror vidst ikke det her er noget tilfælde! "Altså de to kendte tvillinger?" Sagde jeg og hun kiggede seriøst på mig. "Altså ja. Normalt ville jeg heller ikke satse så meget, at have en 15 årig pige i huset, men da jeg hørte din historie, havde jeg nærmest ikke noget valg..." sagde hun. Jeg kiggede underligt på hende. "Nærmest ikke noget valg?" Citerede jeg hende. "Altså du fortjener en ordentlig jul... og så kender jeg også din mor..." sagde hun. Nu begynder det at blive mærkeligt. Som i hvaaaaad. Jeg troede bare hun var en tilfældig dame, med en meget venlig sjæl.
"Din mor og jeg var faktisk bedste veninder i folkeskolen, og lidt i gymnasiet engang," sagde hun og smilte. Jeg tror faktisk at hun savner min mor lidt. "Hvad skete der?" Spurgte jeg hende interesseret. "Jeg mødte Kjell-Erik, og vi flyttede til Norge, og så mistede jeg kontakten til din mor. Jeg har faktisk ikke set hende siden din dåb," sagde hun og kiggede ud i luften. "Min dåb? Var du med til den?" Spurgte jeg hende overrasket. Der er altså noget underligt over det her... "Ja det var jeg da. Kjell-Erik var også, men vi havde fået vores mormor og morfar til at passe Marcus og Martinus, så de var desværre ikke med," sagde hun og grinte lidt.

Tænk at hun kender min mor? Jeg tror aldrig at jeg har hørt om Gerd-Anne før...

//

Marcus og Martinus er med i næste kapiteeeeel!!! Yayayayayyyy
Btw; Emilias mormor og morfar var med i bilen, da ulykken skete :/