Du er mit eneste juleønske (MG)

Treogtyvende December

Lørdag d. 23. december
1 dag til juleaften

Esthers P.O.V.
Hele dagen i går havde jeg brugt på at finde ud af hvor Emilia var. Jeg havde ringet til Gerd-Anne, men hun vidste desværre ikke noget omkring at Emilia ville tage til Norge. Heldigvis brød Marcus ind, og fortalte at hun havde tænkt sig at tage til Norge, på grund af alt muligt med at Gerd-Annes ene søn var flygtet. Han var dog kommet hjem igen. Men der havde altså været gået et døgn, og jeg havde ikke hørt en eneste lyd fra Emilia. Jeg sank en klump. Hvor i verden befinder du dig dog Emilia? Jeg stod inde på Emilias værelse og beundrede det.

Pludselig blev døren til Emilias værelse åbnet, og jeg fik et kæmpe chok. Det var dog bare Morten, som var trådt ind. Han kiggede trist ned i jorden. "Morten?" Spurgte jeg chokeret og rejste mig op. Det var tydeligt på ham, at noget var helt galt. "Jeg ringede til Trondheim lufthavn..." startede han med at sige, "hun har taget flyet til Trondheim, men hun tog ikke med toget..." afsluttede han med bekymret stemme. "Hvad... hvad er der mon sket?" Fremstammede jeg. Han rystede bare på hovedet. "De vil lige tjekke overvågningen igennem og så må vi håbe på det bedste," forklarede han opmuntrende. Jeg nikkede, og krydsede fingre for det bedste.

***

Pludselig sad jeg i en bil på vej til Norge. De havde fundet overvågningsklip af Emilia og en mand, men det havde ikke ligefrem set ud som om, at Emilia fulgte med frivilligt. Jeg havde selvfølgelig ringet til Gerd-Anne og fortalt hende det med det samme, hvorefter hun så havde fortalt at hele vores familie var mere end velkomne til at overnatte hos dem.

Martinus P.O.V.
"Martinus! Kommer du lige ned?" Råbte min mor fra køkkenet. Var det nu jeg fik en helt prædike om hvorfor jeg ikke må løbe væk? Tænkte jeg. Modvilligt rejste jeg mig fra min seng og gik ned i køkkenet. "Hva så?" Spurgte jeg og tog et æble. "Vi skal lige snakke..." sagde hun roligt. Noget gik hende tydeligvis på. "Om da jeg forsvandt i går?" Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. "Det handler om Emilia..." sagde hun langsomt. Noget var helt galt. "Er hun okay?" Udbrød jeg bekymret. "Martinus... Emilia er blevet kidnappet, hun var sidst set i Trondheim lufthavn, indtil en mand tog hende med sig," fortalte hun og snøftede. Jeg slog hånden ned i bordet. "Nej! Det kan simpelthen ikke passe!" Udbrød jeg surt. "Det gør det desværre," sagde min mor trist. "Men hvad?? Hvorfor? Hun burde jo være sammen med sin familie i Danmark?" Udbrød jeg. Min mor sukkede. "Da hun hørte du var forsvundet var havde hun åbenbart taget det første fly hertil, fordi hun følte det var hendes skyld at du var flygtet..." forklarede min mor. Det var det sådan set også, men det betyder da ikke at hun bare kan flyve rundt i Norge midt om natten! Så poppede en tanke om i mit hoved. "Det er min skyld..." hviskede jeg trist og satte mig ned på en stol. Blandede følelser strømmede igennem min krop. Jeg havde bare lyst til at græde, men samtidig tænkte jeg græde over hvad? Jeg kan jo ikke bare græde over en jeg aldrig rigtigt havde? Hun havde jo slet ikke skrevet til mig efter, at hun var kommet hjem... men samtidig, så måtte jeg vel betyde noget for hende, hvis hun ville tage hele vejen til Trofors, så snart hun hørte jeg var væk?

En følelse af vrede ramte mig. Uanset hvem, der havde taget hende, skulle han have tæsk.

"Har politiet prøvet at gøre noget?" Spurgte jeg nervøst. "De er på sagen, men da det er en dansk pige, som er forsvundet i Norge, er der en masse papirarbejde der skal ordnes først, så der kommer nok til at gå noget tid før de går rigtigt i gang..." fortalte hun og lagde forsigtigt en hånd på min skulder, i håbet om at berolige mig, men i stedet rejste jeg mig surt op og gik op på mit værelse. Så tager jeg da bare sagen i egen hånd.

Emilias P.O.V.
Jeg vågnede af solens skarpe stråler. Jeg kiggede rundt, og brød  derfor ret hurtigt sammen. Jeg var stadig hos Adam. Jeg blev jo nødt til  at gøre noget, jeg kunne jo ikke bare vente på at der ville ske noget.  Pludselig fik jeg en idé. "Adam!" råbte jeg. Efter noget tid kunne jeg  høre døren låse op. "Hvad?!" spurgte han surt. Not my problem, det var  ham der kidnappede mig. "Jeg skal på toilet!" sagde jeg surt. "Du har  toilet på værelset?" konstaterede han surt. "Jeg har menstruation,"  forklarede jeg bestemt med krydsede arme. Drenges svage punkt. "Og?"  spurgte han. Jeg rullede øjne. "Jeg skal have mine tamponer!" svarede  jeg surt. Han rystede på hovedet. "Jeg henter dem i din taske," svarede  han. Pis! Ikke en del af planen... Da han kom tilbage kiggede jeg bare  surt på ham. "Det der er ikke tamponer, det er bind du har hentet?!" løg  jeg. "De ligger i min skjulte lomme i min taske, kan jeg ikke bare lige  hurtigt selv hente dem?" spurgte jeg. Han kiggede overvejende på mig.  "Okay så!" overgav han sig. Jeg fik tasken, men Adam overgloede mig  fuldstændigt. Så kunne jeg jo ikke gøre min plan. Pludselig bankede det  på. "pis" udbrød han og løb over til døren. Jeg skyndte mig, at tage mit  bind, og min telefon og løb ud på toilettet. Jeg gik ind på messenger.  Martinus var den der sidst havde skrevet til mig. Han havde spammet mig  med, "hvor er du, er du okay?" og sådan nogle beskeder. Jeg tjekkede min  skærm. 1% procent. åh nej. "Martinus, hjælp mig" skrev jeg hurtigt til  ham. Han så dem lige med det samme. "Hvor er du" skrev han hurtigt  tilbage. "1%" svarede jeg. Han sendte hurtigt et spørgsmålstegn. Jeg  tænkte mig hurtigt om. Jeg vidste jo ikke hvor jeg var, og jeg havde nok  ikke nok strøm til at gå ind på kort og tjekke. Jeg fik hurtigt en idé.  "Snapchat kort" skrev jeg til ham, og satsede på, at han forstod hvad jeg mente. Jeg gik ind på snapchat, slog usynlighedsindstilling fra, og så gik min telefon død. Martinus var min sidste chance.

Martinus P.O.V.
Jeg havde hurtigt fundet ud af hvad Emilia mente med snapchat kortet, for nu vidste jeg helt præcist hvor hun var.  Jeg tjekkede uret. Klokken var 18. Min mor og far ville under ingen  omstændigheder lade mig gå en tur alene, og hvis jeg fortalte dem hvad  jeg rent faktisk skulle, ville de heller ikke lade mig gå, og så ville de kontakte politiet, men jeg har jo ikke den præcise adresse, så det ville lige pludselig kræve en masse ekstra. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om at jeg skulle vente til den næste dag, for der kunne jeg  sikkert godt smutte uden, de ville ligge mærke til noget...

// IHH SNART JULEAFTEN!! //