Du er mit eneste juleønske (MG)

Tiende December

Søndag d. 10. december
14 dage til juleaften

Jeg lå og vendte mig i sengen. Jeg kunne virkelig ikke sove. Jeg tog min telefon og tjekkede klokken, 1:26. Jeg havde sovet lidt, men var så vågnet og kunne ikke falde i søvn. Jeg tog min telefon og gik ind på Snapchat. Jeg havde fået en snap fra Martinus. Det var da mærkeligt, han burde jo sove nu. Jeg var stadig ikke kommet mig over beskederne på hans telefon. Skal jeg tro på det, eller er det bare en underlig joke?

Jeg åbnede snappen. "Streeak, kan ikke sove :((" havde han skrevet. "Same," skrev jeg tilbage til ham. Der gik få sekunder, før han havde åbnet den. Han svarede også ret hurtigt. "Kom ind og se et afsnit Riverdale med mig;))" skrev han. Det fandme en aftale! Jeg tog min dyne rundt om mig, og listede ind på hans værelse. "Heeej," sagde jeg stille, da jeg kom ind på hans værelse. Han så op på mig og smilte. "Kom og sid!" Sagde han, og klappede på sin seng. Jeg listede hen til sengen, og satte mig ved siden af ham. "Skal vi se noget Riverdale?" Grinte jeg. "Jaa, jeg er altså helt besat af det, men det må du altså ikke fortælle til nogen!!" Sagde han. "Skal jeg nok lade vær med," fniste jeg.

Midt i afsnittet kom der pludselig en romantisk scene mellem Betty og Jughead, hvilket gjorde det liiidt akavet for mig og Martinus. Det fik mig også til at tænke på beskederne, jeg burde jo nok fortælle ham det.

"Martinus?" Spurgte jeg stille. "Ja, hvad så?" Spurgte han, og kiggede undrende over på mig. "Øhh, jeg har løget overfor dig," sagde jeg ligeud, hvilket fik hans blik til at se endnu mere bestemt på mig. "Uddyb?" Sagde han spørgende. "da jeg stod med din telefon, var det altså ikke fordi, at jeg bare havde set klokken... du havde ikke kode på, så jeg kom til at gå ind på dine og Marcus' beskeder, og så, så jeg I skrev om mig, og så kom jeg sådan ligesom lidt til at læse dem..." sagde jeg nervøst, og kiggede ned i jorden. Jeg kunne ikke få mig selv til at se ham i øjnene på grund af det jeg havde gjort. Han sank en klump.

Martinus P.O.V.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvilke beskeder Emilia mente. Jeg havde jo også læst hendes beskeder, så jeg kunne jo ikke tillade mig, at blive sur på hende. "Jeg tror jeg har gjort det samme..." sagde jeg nervøst. "Vent hvad?!" Udbrød hun. "Jeg så nogle beskeder din veninde Nora, havde skrevet til dig, omkring hvordan du sådan har det med mig," sagde jeg roligt. Hun kiggede med store øjne på mig.

Emilias P.O.V.
Shit man! Det var sådan lidt den måde, jeg mindst havde forventet samtalen ville udvikle sig til. "Åh nej!" Udbrød jeg. "Du må altså ikke tro at jeg er sådan dybt forelsket i dig eller sådan noget!" Sagde jeg, selvom det egentligt delvist var løgn. Man kan vel sige at jeg havde en 'ting' for ham, men jeg ville jo ikke have det akavet med ham, så han skulle jo ikke vide det... Han så skuffet ned i jorden på grund af det jeg sagde. "Jaja, jeg ved du har et kæmpe crush på mig!" Sagde han bagefter selvglad med et smil på læben. Jeg grinte af ham. "Tro på det Marinus," sagde jeg grinende til ham. "Orv den var ny!" Udbrød han. Pludselig lød der et pling. "Turtelduer eller ej, jeg prøver at sove, så vær lige stille! - Marcus," læste han op. "Upsi," hviskede jeg. "Lad os bare se lidt mere riverdale," forslog Martinus så. Jeg nikkede og satte mig helt ind til ham. Han tog armen rundt om mig, som fik mit hjerte til at slå 10 gange hurtigere, måske har fulde mig ret? Måske er der en lille forelskelse... Lige så stille faldt jeg i søvn. Op af Martinus. I Martinus seng. For anden dag i træk.

Martinus P.O.V
Det kan godt være at Emilia siger hun ikke kan lide mig, men jeg tror alligevel hun kan lide mig som lidt mere end en ven. Hun sagde jo trods alt at hun ikke var dybt forelsket i mig, så måske er hun bare lidt forelsket? Jeg lagde en arm om hende, og kunne mærke hendes hjerte slå hurtigere. Lige så stille blev hendes åndedrag roligere, og lige så stille blev mine øjenlåg også ret tunge.

***

"Hjerteligt velkommen til!" Startede intervieweren ud med. "Mange tak, og tak for at vi måtte komme," sagde Marcus tilbage.

Vi befandt os i et studie i Oslo, hvor Marcus og Martinus var i gang med at lave et interview. Det var første gang, jeg oplevede sådan noget, så jeg var virkelig spændt! Alt det der kamera og mikrofoner er mega nice!

"I er jo her fordi I snart skal på turne og I har jo også lige udgivet et nyt album, så vi har lige et par spørgsmål til jer omkring hvordan jeres karriere går," fortalte intervieweren. Drengene nikkede bare.

***

Hun havde efterhånden stilt mange spørgsmål, og drengene havde selvfølgelig også svaret på dem.
"Så nu har I jo juleferie, så hvad bruger I så den på?" Spurgte hun. Marcus og Martinus kiggede lidt på hinanden, og bagefter på Kjell-Erik som nikkede til dem. Hvad handler det mon om? Jamen nu handler vi egentligt bare julegaver, og hygger med familien," svarede Martinus. "Vi har jo også et nyt familiemedlem, som vi selvfølgelig elsker at være sammen med," sagde Marcus så. Intervieweren kiggede undrende på dem. "Og hvem er det så?" Spurgte hun. "Vi vil helst ikke ødelægge hendes privatliv, men det er en pige, hvis familie ikke har mulighed for at passe på hende, så lige indtil videre bor hun hos os her i julen," svarede Marcus. "Hun er rigtig sød!" Tilføjede Martinus. Marcus begyndte at grine, og gav Martinus et lille dask på armen. Lad os håbe det ikke starter nogen form for rygter.

"Heyyy, godt klaret!.. eller hvad man nu siger efter et interview," grinte jeg, da drengenes interview var færdigt. "Mange tak tror jeg nok," grinte Marcus.
"Hun er rigtig sød," efterlignede jeg. "Det er du jo," svarede Martinus tilbage. "Men altså... tænk hvis folk finder ud af at det er mig der bor hos jer," sagde jeg nervøst. "Bare rolig, det kommer ikke til at ske, og desuden hvis det skete, så ville alle vores fans elske dig. Jeg mente jo stadig det der med at du er sød," sagde Martinus flirtende.
Jeg rullede bare øjne af ham. Nogle dage er jeg bare dårlig til komplimenter... det her er en af de dage.

"Martinus du skal lige komme herover, Emilia du kan bare gå ud til bagudgangen," råbte Kjell-Erik til os. Martinus gik hen til Kjell-Erik, og jeg gik hen og tog min taske, og smuttede mod bagudgangen. På vej hen til udgangen, gik jeg forbi Martinus. "ilm forresten," hviskede jeg til ham, så det kun var ham der hørte det. Et selvsikkert smil plantede sig på hans læbe.

Vi sad ude i bilen da min telefon brummede. Det var Nora. "Hvordan har din familie det?" Skrev hun. Jeg sad bare og kiggede på min skærm. Min familie? Efter at have lært Marcus og Martinus, havde jeg næsten ikke bemærket at jeg ikke havde min familie hos mig.

Jeg sukkede. Martinus kiggede bekymret på mig. "Så du min besked?" Spurgte jeg med grådkvalt stemme. Han nikkede bare. Jeg kunne ikke styre det, så tårerne fik frit løb. Martinus holdte mig tæt ind til ham. "De vågner snart, lægerne er dygtige," sagde han. Jeg ved ikke om de vågner, men så længe jeg har Martinus kan jeg nok godt klare det i lidt længere tid...

//

Hvem skal se drengene d. 19. december?