Du er mit eneste juleønske (MG)

Ottende December

Fredag d. 8. december
16 dage til juleaften

"Kan I ikke invitere Emilia med?" kunne jeg høre Gerd-Anne sige nede fra køkkenet af. Hvorfor snakkede hun mon om mig? "JO!" udbrød Martinus hurtigt. Jeg kunne høre Marcus grine bagefter, sikkert på grund af Martinus lidt overglade reaktion. "Jeg skriver lige til Wilhelm," sagde Marcus så. Wilhelm, ham fra klassen? Jeg gik nedenunder.

"Godmorgen!" sagde jeg og smilte. "Hey Emilia, sovet godt?" spurgte Kjell-Erik, som lige var trådt ind i køkkenet. Jeg nikkede. "Snakkede I om mig lige før?" spurgte jeg så forvirret. "Ja," svarede Marcus hurtigt, og smilede til mig. Jeg rynkede brynene, han kiggede uforstående på mig. "Hvorfor?" spurgte jeg så. "Nååår! Vi skal til noget fest lignende noget i aften, og så tænkte vi at vi ville invitere dig med," svarede han. "Det var da venligt," sagde jeg. Vi satte os alle sammen hen til spisebordet, for at spise morgenmad.

"Må jeg få brødkniven?" spurgte jeg venligt, og kiggede i Martinus retning. Han sad vidst i trance. "Martinus?" spurgte jeg, og han vågnede op. "Hvad?" spurgte han forvirret. "Brødkniven?" fniste jeg. "Sorry, her!" sagde han og rakte mig brødkniven, da jeg skulle tage i mod den, strejfede hans hånd min, og et stød gik igennem min krop. Han bemærkede det vidst også for han kiggede i hvert fald ret forlegent ned i bordet.

***

"Heyo!" var der en der sagde til mig. Jeg kiggede op fra min telefon, og der stod en smilende Andrea. "Heyyy," sagde jeg tilbage. "Orv Andrea!" udbrød jeg pludseligt. "Jaaa?" spurgte hun langtrukkent. "Skal du med til den der fest i aften?" spurgte jeg hende. "Jada," svarede hun. "Jeg er i totalt tøjkrise! Jeg pakkede ikke en eneste festkjole, da jeg du ved nok," sagde jeg. Hun nikkede forstående. "Kom hen til mig klokken 6, så gør vi os klar sammen," sagde jeg. "Taaak!" svarede jeg, og trak hende ind i et kram.

"Såååe, hvilken vil du helst have på?" spurgte Andrea, mens hun stod med 2 kjoler i hånden. Jeg kiggede overvejende. "Jeg ved det faktisk ikke... for at være ærligt, er jeg ikke et totalt kjolemenneske," grinte jeg. Hun kiggede ind i sit skab igen. "IHHHH!" udbrød hun pludselig, så jeg faldt næsten ned af stolen. "Okay, jeg har denne her buksedragt, som ville sidde helt fantastisk på dig!"hvinede hun glad. "Okay så," grinte jeg.

"Hejsa!" sagde Andrea, som gik foran mig, da hun hilste på de andre. Vi var ankommet til festen, og klokken var cirka 21. Der var sådan ret mange mennesker, men de fleste var heldigvis fra klassen, så jeg kendte alligevel nogen.

"Skal du have noget alkohol?" Spurgte en ikke så velkendt stemme bag mig. Jeg vendte mig om. "Når hej Wilhem!" Udbrød jeg, da jeg så det var ham. "Og nej, jeg skal ikke have alkohol," sagde jeg bestemt. "Nu må vi jo lige vente og se, ikk?" Sagde han kækt og blinkede til mig. Jeg rystede bare på hovedet. Tro om kære ven.

"Hej igen Emilia!" Jeg vendte mig om igeeen. "Hej Marcus!" Smilte jeg, og trak ham ind i et 'hej' kram. "Er Martinus her også?" Spurgte jeg forvirret og kiggede rundt. "Jaah, han står sammen med en masse piger derovre. Han er ordentligt dameslayer," grinte Marcus, og jeg grinte egentligt bare med, selvom inderst inde var min krop ved at eksplodere. Jalousi? Nej, jeg kan jo ikke lide Martinus på den måde, måske er jeg ved at blive syg.

"Ved du hvad Wilhelm?" Spurgte jeg Wilhelm, og han kiggede uforstående på mig. "Bare giv mig noget alkohol!" Udbrød jeg. Dumt Emilia. Virkelig dumt! Wilhelm hældte nogle forskellige ting sammen, og rakte mig et glas mens han havde et lumsk smil på. Men det lagde jeg selvfølgelig ikke mærke til...

Hele aftenen havde jeg siddet og snakket med Wilhelm, i mens han bare var blevet ved med at give mig alkohol, måske blev jeg lidt udnyttet. "Hey, jeg tro li' jeg vil snak lidt mæ Martinuuus," fremstammede jeg, jeg tror da godt Wilhelm var bevidst om at han havde givet mig lidt for meget alkohol. Han kiggede skævt på mig. "Nope du bliver her!" Sagde han, og tog en hånd på mit lår. "Nej få den væk!" Udbrød jeg. Jeg prøvede at få øjenkontakt med nogle andre, men alle var travlt optaget. "Hvad med at du bare bliver her, og så kan vi to hygge os lidt?" Spurgte Wilhelm. Føj, hvor var han dog klam. "Jeg går nu!" Sagde jeg og rejste mig op, men Wilhelm hev bare fat i min. "Giv slip!" Råbte jeg, men ingen hørte det. Før jeg vidste af det havde han lagt sine læber på mine, jeg prøvede at skubbe ham væk, men pludselig var der en der hev fat i ham. "Hvad tror du lige du har gang i?" Blev der råbt. Det var Martinus. Hele aftenen havde han hængt op af andre piger, men så snart en dreng lagde an på mig, kom han til undsætning, typisk. "Martinus! Jeg kan godt selv, gå dog tilbage til alle dine piger!" Råbte jeg til ham. Han kiggede forvirret tilbage.

Martinus P.O.V.
Hele aftnen havde Emilia siddet med Wilhelm, og de så ud til at hygge sig ret meget, så jeg kunne jo ikke gøre noget ved det, selvom jeg virkelig ville ønske, at det var mig. Pludselig skete der noget, Wilhelm ville ikke give slip på hende.
"Martinus! Jeg kan godt selv, gå dog tilbage til alle dine piger!" Råbte Emilia til mig. Jeg blev lidt forvirret. Mine piger? "Hvilke piger?" Spurgte jeg tilbage. "Alle de der piger som hang op af dig..." sagde hun trist. "Jeg tror det bedst vi går hjem nu, Emilia," sagde jeg roligt, og hun nikkede bare. Jeg kiggede rundt, og så en Marcus, der vidst havde travlt med at flirte med Liv, det vil jeg ikke ødelægge, han må selv komme hjem.

Emilias P.O.V.
"Martinus jeg kan næsten ikke gå selv," sagde jeg, og sejlede fuldstændigt rundt. "Jeg hjælper dig!" Sagde Martinus, og så lagde han en arm rundt om mig. En varme spredte sig i min krop, jeg følte mig endelig helt tryg, og det er ellers lidt noget tid siden... Jeg smilte. "Tak!" Sagde jeg. Martinus smilte tilbage. "Har jeg egentligt fået sagt hvor smuk du er i dag?" Spurgte Martinus. Sagde han rent faktisk lige det? "Altså nej..?" Svarede jeg spørgende. "Men Ehh, det er du virkelig!" Sagde han. Shit man! Sagde han rent faktisk det der? På trods af at der var flere minusgrader, smeltede jeg fuldstændigt inden i.

"Martinuuus, jeg vil sove inde hos dig!" Sagde jeg desperat, da vi var kommet ind i huset. "Shhh, du må ikke vække vores forældre, men jaja gør du bare det," hviskede han. "Undskyyyld," hviskede jeg.

Lov mig lige en ting?" sagde han og kiggede seriøst på mig, da vi var kommet op på hans værelse. "Hvaaad?" Spurgte jeg. "Lad vær' med at drikke så meget igen," svarede han og grinte. Jeg sukkede. "Jeg har det faktisk også sådan utroooligt dårligt, så det er virkelig en aftale!" Forklarede jeg. "Jeg henter lige en spand til dig..." sagde han og gik stille ud af værelset. En spand? Som om jeg får brug for den.

"Har du egentligt slet ikke drukket i dag?" Spurgte jeg, da han var kommet tilbage med spanden. Jeg forstår ærligt ikke meningen med den spand, jeg kommer ikke til at brække mig! "Kun meget lidt, jeg kan jo risikere at der kommer nogle uheldige videoer ud til mine fans," svarede han. Jeg nikkede. "Men man kan jo roligt sige at du drak lidt for meget..." konstaterede han han med et hævet øjenbryn. "Det var egentligt kun fordi jeg var jaloux..." sagde jeg træt. "På hvad?" Spurgte han forvirret. "Dig!" Udbrød jeg. "Hvorfor?" Spurgte han så. "På grund af alle pigerne, de var overalt, det var jo lige før jeg kunne have knækket mig i en hæk. Det var forfærdeligt at se på!" Svarede jeg. Han grinte lidt, og fik et snøret smil på. "Så du var jaloux?" Spurgte han kækt. "Jaja Charmeprins, og nu skal vi sove!" Udbrød jeg. Han grinte lidt.

"Tænk engang, fulde Emilia har en del attitude.." hviskede Martinus overrasket. "Ja, det hørte jeg altså godt!" Protesterede jeg. "Godnaaat," grinte han. "Godnaat," sagde jeg tilbage.

Der gik ikke lang tid før jeg brød stilheden. "Martinus, sover du?" Spurgte jeg. "Nej?" Svarede han spørgende. "Jeg fryser altså," sagde jeg og vendte mit ansigt mod hans. "Så læg dig helt ind til mig," sagde han roligt. Jeg lagde mig helt ind til ham, og han lagde en arm rundt om mig. Trygheden ramte mig, og jeg faldt meget hurtigt i søvn...

//

Upsi