Du er mit eneste juleønske (MG)

Sekstende December

Lørdag d. 16. december
8 dage til juleaften

Og så vågnede jeg op i min seng med blandede følelser. Jeg husker tydeligt hvad Marcus sagde. "Det er virkelig sødt hvordan I bare bliver jaloux på hinanden." Er det mon virkelig så slemt?

Jeg gik nedenunder i stuen, hvor Kjell-Erik sad bag computeren. "Oh hej Emilia," hilste han da han så mig. Jeg smilte, "godmorgen," svarede jeg tilbage.

"Prøv lige at kom herhen!" Forslog han venligt og klappede på sofaen, som tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. "Hva så?" Spurgte jeg nysgerrig, da jeg havde sat mig. "Drengene og jeg drager jo til Sverige i dag, og jeg kom egentligt til at tænke på, vil du med?" Spurgte han. Jeg overvejede det lidt, men kunne ikke finde en eneste grund til ikke at tage med. "Det vil jeg vildt gerne!" Udbrød jeg. Han smilte. "Det tænkte jeg nok, så bestiller jeg da lige en flybillet til dig. Drengene bliver sikkert rigtigt glade, når de finder ud af, at du tager med!" Sagde han og grinte lidt. "Det må vi vel håbe," svarede jeg tilbage og gik ud i køkkenet, for at spise morgenmad.

"Hej Martinus," hilste jeg, da jeg var kommet ud i køkkenet. "Godmorgen," sagde han og smilte, hans nuttede smil til mig. "Har du spist morgenmad?" spurgte jeg, for jeg skulle jo alligevel lave morgenmad til mig selv, såååe ja. "Ehh nej, men der er pandekagedej i køleskabet," svarede han. Så lavede jeg da også bare morgenmad til ham altså.

Jeg var godt i gang med stegningen af pandekagerne, da to arme pludselig snoede sig rundt om min mave, og holdte fast. Jeg genkendte med at samme duften. "Martinus altså! Jeg er jo lige i gang med at lave morgenmad!" udbrød jeg og grinte. "Jeg er ligeglad!" sagde han bestemt og kyssede min kind. Jeg rødmede bare en liiille smule. "Desuden kommer jeg jo til at savne dig, når Marcus og jeg skal optræde i Sverige," tilføjede han med en trist tone. Jeg smilte for mig selv.

Jeg vendte mig rundt og så direkte ind i hans flotte chokoladebrune øjne. "Så er det vel godt at jeg skal med," sagde jeg med et kækt smil. Han lyste helt op. "Skal du med til Sverige?" spurgte han overrasket. Jeg nikkede. "Det er lige hvad jeg skal! Så lad os håbe I gør det godt!" svarede jeg. "Yes yes! Det bliver mega godt, det lover jeg dig!" udbrød han glad, og løb ud i køkkenet. Der er sørme meget spræl i den dreng...

"Hvad er der galt med Martinus?" spurgte en chokeret Gerd-Anne. "Han er vidst bare glad..." svarede jeg kort og smilte. "Over hvad?" spurgte hun med en mystisk tone. Jeg tøvede lidt. "Bare fordi jeg skal med til Sverige," svarede jeg. Gerd-Anne fik plantet et kæmpe smil på hendes læber. "Hvilket minder mig om at jeg skal pakke!" udbrød jeg hurtigt. Hun skulle vidst til at sige noget, men jeg var hurtig, for jeg følte lidt at hun skulle til at spørge ind til Martinus og jeg, og det ville altså ende med at blive lidt mærkeligt hehe.

Jeg gik op på værelset og pakkede det mest nødvendige, for jeg skulle jo kun være der en dag, så jeg behøvede ikke pakke specielt mange ting. Jeg pakkede bare et par bukser, en ekstra trøje, mine toiletting, makeup, undertøj selvfølgelig og en dejlig striktrøje. Så var jeg vidst også klar. Neeemt.

***

"Er du klar Emilia?" spurgte Kjell-Erik mig. "Det er lige hvad jeg er!" Svarede jeg glad og tog min taske på skulderen. "Super!" Sagde han, og så gik vi mod bilen. Vi sagde hurtigt farvel til Gerd-Anne og Emma, og så skulle vi ellers mod lufthavnen.

"Denne vej drenge," kommanderede Isak, som altså er drengenes sikkerhedsvagt, som vi havde mødtes med ude i lufthavnen. Jeg rømmede mig. "Og pige!" Tilføjede han hurtigt. Martinus lagde en arm rundt om min skulder, og så gik vi ellers mod flyet.

***

Jeg havde vidst sovet hele turen, for pludselig var der en, som forsigtigt ruskede i mig. "Emilia, vågn nu op," hviskede Martinus. Jeg åbnede forsigtigt øjnene.

"Godt så, jeg har tjekket, og ser er rimeligt mange fans derude," fortalte Isak. "Hvis nogen spørger skal I bare sige at Emilia er jeres kusine så vi slipper for rygter," forklarede Kjell-Erik. "I orden!" Svarede Marcus. Martinus sagde ikke noget, men i stedet mærkede jeg hans hånd flette ind i min. Så tror de da helt sikkert at jeg bare er en kusine... eller noget.

Vi kom ud i ankomsthallen, og hvad der føltes som tusinde pige skrig kunne pludselig høres. De fleste maste sig hen til drengene for at få et billede. Drengene smilte bare lidt til højre og venstre. "Du kommer sikkert på 50.000 fan profiler, så du kan lige så godt smile," hviskede Martinus til mig. Han var vidst godt rutineret, så jeg gjorde bare som jeg sagde.

"Hvem er hun?" Spurgte en pige pludselig. Martinus kiggede overvejende på hende. "Vores kusine," svarede Marcus hurtigt. Pigen rettede hurtigt sit blik ned på Martinus og mine hænder. "Er det så ikke lidt underligt at flette fingre?" Spurgte hun flabet. "Shhh!" Sagde Martinus og tog en finger for sin mund, og blinkede til hende. Hun grinte. "Cute!" Udbrød hun. De andre fans var også begyndt at kigge mærkeligt på mig, så jeg gemte bare mit ansigt i min hånd.

"Og du kunne ikke bare have holdt dig til at sige hun var vores kusine?" Hviskede Marcus til Martinus, mens vi fortsatte igennem lufthavnen. Martinus rystede bare grinende på hovedet og gav min hånd et lille klem.

//

Husk I mega gerne må stemme og kommentere!;))