Du er mit eneste juleønske (MG)

Attende December

Mandag d. 18. december
6 dage til juleaften

Nogle gange ikk? Så fortryder man bare noget i livet, som f.eks. hvad man har ændret sin alarmtone til. Det gjorde jeg i hvert fald utroligt meget, da Marcus, Martinus og jeg blev vækket af starten af 'Heartbeart.' Jeps, det var min alarmtone. Jeg tror jeg havde sat den alarm sådan efter Nanna fortalte mig om drengene i starten af december.

"Har du en af vores sange som alarm?" spurgte Martinus og smilte kækt til mig. "Ej det er altså lidt pinligt!" svarede jeg bare og gemte mig under min dyne. "Jeg synes det er ret sødt!" udbrød Martinus og prikkede mig på næsen. Jeg sendte ham et er-du-seriøs-blikket, for det der med fingeren på næsen, føltes altså utroligt mærkeligt. "Undskyld," grinte han. "Vi må nok hellere til at stå op," sagde jeg hurtigt, for at skifte emne. "Ja, desværre," svarede Martinus til det. "Er du vågen, Marcus?" råbte Martinus ind i fjæset på Marcus. Han åbnede øjnene og kiggede surt på ham. "Nu er jeg i hvert fald!" råbte han surt, men stadig med en sjov undertone, så han var i hvert fald ikke sådan 'rigtigt' sur.

"Jeg vil ikke have du forlader osss!" sagde Martinus trist, da jeg var i gang med at proppe mine ting ned i min taske. "Martinus altså!" grinte jeg. "Vi ser jo hinanden om sådan 2 dage igen," forklarede jeg. "Det er altså også lang tid!" sagde han bestemt og krysede armene. "Nurh!" grinte jeg.

"Er I klar derinde?" råbte Kjell-Erik fra den anden side af døren. "Ja det er vi," svarede Marcus tilbage. Vi skulle først til et interview, og bagefter skulle jeg ud til lufthavnen.

"Hej drenge og hjerteligt velkommen til!" startede værten ud med. De havde været der før til interview, så det var vel ret hyggeligt, I guess. "Hej igen Ingrid," svarede Marcus venligt. Så intervieweren hed altså Ingrid. "I havde koncert i går her i Stockholm, hvordan var det?" spurgte hun. "Det var virkelig godt!" udbrød Martinus, og blinkede hurtigt over til mig. Jeg rystede på hovedet, han går det jo ret tydeligt. "De svenske fans er simpelthen så fantastiske!" svarede Marcus til spørgsmålet. "Og jeg bliver lige nødt til at spørge... Hvad er der med hende pigen Emilia?" spurgte Ingrid. Martinus kiggede overvejende på hende. "Den må du vidst hellere tage, brormand!" svarede Marcus bare. "Emilia er en pige, hvis familie var ude for en stor tragedie, så man kan vel sige at hun bor hos os indtil videre... Vores mødre kendte faktisk hinanden for nogle år tilbage, men altså ja," svarede Martinus. Jeg kunne godt lide hans svar. Han gik ikke for meget i detaljer, men han fik vidst nok alligevel dækket de fleste spørgsmål, vi eventuelt kunne få fra deres fans. Ingvild nikkede. "Og er der mere end bare venskab mellem jer og Emilia?" spurgte hun og grinte over spørgsmålet. Hun spurgte altså også på en riiimeligt akavet måde. Marcus rystede bare på hovedet, mens Martinus trak lidt mere på det. "Altså vi er ikke kærester, overhovedet. Men jeg tror egentligt bare vi er venner," svarede Martinus. Jeg kiggede trist over på ham, men han undgik øjenkontakt, hvilket bare gjorde mig endnu mere trist. "- Og så en lille smule mere!" tilføjede Marcus hurtigt. Martinus kiggede overrasket på ham. Hvilket fik Ingrid til at kigge overrasket på Martinus. "Uha Martinus, hvad foregår der mellem jer?" spurgte hun og vrikkede med øjenbrynene. Han smilte. "Altså jeg vil helst holde det så privat som muligt, men man kan vidst roligt sige, at jeg er meget, meget glad for Emilia. Og altså ikke kun på vennemåden, men nu må vi lige se hvad fremtiden bringer," svarede han Ingrid. Jeg smilte til ham. Det var sådan virkelig sødt sagt af ham. Måske jeg var lidt for hurtig på aftrækkeren før, eller hvad man nu siger.

***

Gerd-Anne og Emma hentede mig i lufthavnen. "Så var det en god koncert?" Spurgte Gerd-Anne mig venligt, da vi sad i bilen på vej hjem fra lufthavnen. "Ja helt bestemt! Det var så vildt, det var et fantastisk show, og drengene de var jo helt vildt gode!" Udbrød jeg glad. Gerd-Anne lyste op i et smil. Jeg tror hun blev glad for, hvor godt jeg havde det med drengene. "Og den lille ting med at de dedikerede en sang til dig?" spurgte hun kækt. Jeg rystede på hovedet. "Det var også virkelig sødt gjort af dem!" svarede jeg bare, og satsede på, at vi kunne skifte emne. Hun smilte til mig, og fokuserede derefter ud på vejen igen.

Da vi kom helt hjem, sad vi bare ved spisebordet, og snakkede om koncerten. Bagefter så vi en julefilm, og det var virkelig hyggeligt. Jeg tænkte på interviewet tidligere. "Nu må vi se hvad fremtiden bringer," havde Martinus sagt... det er jo ikke engang sikkert jeg er hos ham i fremtiden, hvad nu hvis min familie vågner, så skal jeg jo... hjem? Selvom jeg egentligt næsten føler at jeg hører mere hjemme her end i Danmark, men det er nok på grund af Martinus. Den dreng kan få sommerfugle frem i min mave, som var det en hel zoologisk have. Jeg har virkelig aldrig haft det sådan her med nogen før... jeg er faldet for Martinus. Og ikke på nogen blød måde...

//

Jeg vil gerne have en Martinus:))