Du er mit eneste juleønske (MG)

Fireogtyvende December

Søndag d. 24. december
0 dag til juleaften

Martinus P.O.V.
Jeg vågnede helt af mig selv. Vi havde jo juleferie så min forældre lod mig bare sove længe. Der var helt stille. Jeg rejste mig op og gik ud på gangen. "Hallo?" råbte jeg igennem huset. Ingen reaktion. Jeg gik tilbage på mit værelse, og hev min telefon op ad lommen. "Hej skat, vi er lige ud på sidste øjebliks julegaveshopping og Marcus er vidst hos Liv, så du må lige passe dig selv i de næste par timer. Emilias familie kommer senere, knus mor," havde min mor skrevet. Det passede mig mere end fint. Så behøvede jeg i hvert fald ikke finde på en dårlig undskyldning til hvorfor, jeg lige blev nødt til at smutte.

"Hej familie, jeg ved hvor Emilia er, der var ikke nogen hjemme til at hjælpe mig, så jeg tog sagen i egen hånd... er måske ikke hjemme inden aftensmad:// kh. Martinus" skrev jeg på en note, som jeg lagde på køkkenbordet. Så var de ligesom informeret.

Jeg hoppede hurtigt op på cyklen, og cyklede til Trofors togstation. Toget kom og jeg kørte i retning af Emilia. Jeg skal nok finde hende, tænkte jeg.

***

Jeg var i et ret skummelt kvarter det så faktisk også lidt forladt ud, stakkels Emilia. Jeg håber virkelig hun er okay. Jeg gik ind på snapchatkortet. Jeg var næsten lige ved siden af hende. Jeg kiggede lidt til højre og venstre, og så et hus som ikke så nær så forladt ud, for noget af græsset i forhaven var trådt fladt. Jeg gik rundt om huset, for at få en fornemmelse af det. Jeg fandt en bagdør, så jeg prøvede at gå ind af den. Til mit held var den ikke låst. Jeg nåede kun lige ind, indtil en mand vendte sig om, og så overrasket på mig. "Hvad fanden laver du her?!" råbte han. Jeg kiggede skræmt på ham. Han så surt på mig, og knyttede sin hånd. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var bange. Men jeg ville være stærk, for Emilias skyld!

"Emilia!?" råbte jeg, og håbede at hun ville høre mig.

Emilias P.O.V.
Jeg havde lige været i bad, og lagt lidt makeup. Jeg har stortset ikke andet at give mig til, det er jo røvsygt at være her. Så jeg er faktisk blevet super god til øjenskygge, hvilket jeg ellers plejer at være lort til.

"Hvad fanden laver du her?!" råbte Adam pludselig. Jeg fik et kæmpe chok. Tænk hvis det er en eller anden syg i hovedet narkohandler eller sådan noget. Oh my. "Emilia!?" råbte en velkendt stemme pludselig. En stemme jeg har savnet utroligt meget. Martinus. Jeg prøvede at hive i dørhåndtaget, men den var låst. Jeg begyndte at tænke så det næsten gjorde ondt. Jeg skulle finde en vej ud, og det skulle være lige med det samme.

Pludselig slog det mig. Jeg var 8 år, og så konstant totally Spies, det var stort set alt jeg lavede. Hårnåle! Jeg fiskede hurtigt en hårnål op af lommen, og prøvede at dirke låsen op. Men desværre knækkede den, hurtigt fandt jeg en ny frem, og denne gang virkede det faktisk! Måske var det ikke spild af tid at se så meget totally spies.?

"Martinus!" udbrød jeg, så snart jeg så ham. Han så over på mig, og straks lyste hans øjne op. Jeg løb hen i hans arme, og han trak mig helt ind til sig. Der ramte følelsen mig igen. Følelsen af tryghed. Pludselig var der en, der rømmede sig bag os. "Ikke så nemt små venner!" råbte Adam surt. Jeg så skrækslagent på ham. Lige så langsomt hev han noget ud af lommen. Han holdte en pistol i hånden. Jeg nåede aldrig at se hvad der skete, jeg hørte bare et skud, døren blev sparket op og pludselig kom et kæmpe politihold indenfor. "Det er politiet, og du er anholdt!" råbte politimanden, med en pistol rettet mod Adam. "Det var ikke engang en rigtig pistol!" beklagede Adam sig og fik tårer i øjnene. Han lød altså ret hjerneskadet. Og så blev han ført hjem ud til en politibil.

"Hey er I okay?" spurgte en politimand, som lige var gået hen til os. "Ja, han skød heldigvis kun op i loftet," svarede Martinus. Jeg stod bare skræmt ved siden af, uden at sige en lyd. Jeg blev heldigvis trukket ud af min trance, da jeg pludselig mærkede en hånd flette sig ind i min. Jeg mærkede min krop varmede sig op, for første gang i et stykke tid. "I bliver nok hentet ind til nogle spørgsmål i morgen, men det er jo juleaften, så skal jeg ikke bare køre jer hjem til jeres familie?" spurgte politimanden venligt. Martinus smilte. "Ja meget gerne," svarede han glad. "Hvad med min familie?" spurgte jeg undrende. Politimanden kiggede ned på mig, bogstaveligt talt, for han var virkelig høj. "De er der også, de tog til Norge, så snart de fandt ud af, at du befandt dig her, og så inviterede familien Gunnarsen, dem hjem til sig, så de kunne spise julemad sammen," forklarede Martinus sødt. Jeg smilte lidt ved tanken. Fejre jul med min egen familie og familien Gunnarsen...