Du er mit eneste juleønske (MG)

Femtende december

Fredag d. 15. december
9 dage til juleaften

Hele dagen havde egentligt været lidt akavet på grund af mit forhold med Martinus, så jeg har lidt været i en nøddeskal det meste af dagen. Meeen, vi havde lige fået juleferie, så det var egentligt ret dejligt.

Vi sad og spiste aftensmad. Der var helt stille. Martinus så lidt halv muggen ud, jeg må nok hellere snakke med ham efter maden, så vi snart kan stoppe med at forvirre hinanden. "Hvorfor er du så muggen, Martinus?" spurgte Kjell-Erik. Han kiggede fraværende op. "Du skal nok mere spørge hvem..." mumlede Marcus og grinte lidt over sin egen bemærkning. Gerd-Anne og Kjell-Erik kiggede undrende på hinanden. "Hvem er dog det?" spurgte Gerd-Anne på en rigtig mor agtig måde. Martinus sukkede. "Det er ikke noget, det er bare noget med en pige," fortalte han. Gerd-Anne virkede straks endnu mere interesseret. "Måske kan vi hjælpe dig med det, jeg har jo selv været en ung pige en gang," forklarede hun. Jeg følte mig bare så akavet tilpas. En ting var sikkert, jeg var fast besluttet på at dræbe Marcus for hans lille smarte bemærkning.

Jeg gik op på mit værelse, lukkede døren efter mig og tog en dyb indånding. I de sidste 15 dage er der sket mere end der tilsammen er sket hele mit liv. Jeg har aldrig før haft problemer med drenge og pludselig... jeg sukkede. Jeg tog derefter min telefon og gik ind på Marcus værelse. Jeg brasede ind ad døren, "du er så død!" udbrød jeg. Han kiggede spøjst på mig, og bagefter hen mod hans skrivebord, hvilket fik mig til at kigge derover. Tænk engang, der stod Martinus sørme.

"Oh hej," udbrød jeg akavet. "Jeg var sjovt nok i gang med at dræbe ham såååe..." forklarede han. Jeg begyndte at grine lidt, og han grinte med. Gud hvor er hans grin dog dejligt, hvor ville jeg dog ønske, at han kunne holde sig til en. Så ville han være decideret boyfriend material. "Men!" udbrød Marcus pludselig. "I har noget I skal have snakket om!" afsluttede han og vrikkede med øjenbrynene. Jeg grinte lidt forlegent. "Ja..." sagde jeg akavet og kiggede rundt. "Hov undskyld, jeg skal nok gå nu!" udbrød Marcus pludselig og smuttede ud af rummet.

Der var stille i et stykke tid indtil Martinus brød den. "Hvad er du sur over?" spurgte han trist. Jeg rynkede brynene. "At du har noget med en anden... hvis I altså ikke ligefrem er kærester," svarede jeg med en ligegyldig tone. "Hvad snakker du om?" spurgte han såret. "Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig sandheden i stedet for det der?" spurgte jeg surt. "Altså du nævnte noget med Ronja i går..." konstaterede han langsomt. Jeg sukkede. "Ja.." svarede jeg hurtigt. "Hvad har hun skrevet?" spurgte han roligt. Jeg kiggede underligt på ham. "Mon ikke du burde vide det?" spurgte jeg irriteret. "Nej Emilia! Jeg ved faktisk overhovedet ikke hvad du snakker om, så måske du skulle tage dig sammen og fortælle mig hvad du er så pisse sur over?" udbrød han surt. Jeg kiggede såret på ham. Var jeg virkelig så slem.

Han sukkede. "Undskyld... det var ikke ment på den måde," forklarede han trist og langede ud efter min hånd, men jeg trak den hurtigt til mig igen. Han fik et såret blik i øjnene.

"Hvad med, at du sætter dig ved siden af mig, og så fortæller du mig det hele fra din synsvinkel, og så lover jeg, at jeg fortæller dig det hele fra min synsvinkel?" spurgte han og prøvede at få øjenkontakt. Jeg nikkede og satte mig ned ved siden af ham.

***

"Så jeg tænkte bare at I havde en rimelig seriøs flirt, altså også på grund af billedet, hvor du kyssede hende og alt muligt, og jeg troede jo vi havde noget, men så gik det op for mig, at jeg formentligt bare er en form for brik i dit lille puslespil... så ja," sagde jeg efter jeg havde givet hele den lange forklaring. "Årh Emilia!" udbrød han og lagde sig ned i Marcus seng. Jeg rystede på hovedet. "Og jeg gad jo ikke have din forklaring, for jeg ved at det du siger nu, kommer til at såre mig, fordi du nok bare fortæller mig sandheden om at jeg bare en eller anden tilfældig pige for dig..." afsluttede jeg, og kunne godt mærke en lille tåre, men jeg var stærk og holdt den inde. "Emilia du er helt gal på den!" fortalte han mig, "udover det med at få kode på min mobil... det burde jeg efterhånden have lært," grinte han, men blev bagefter seriøs, da han så mit seriøse ansigt. "Ronja er en pige, jeg en gang havde en flirt med... den flirt varede sådan maks 2 uger, for hun blev alt for påtrængende, og blev ved med at sige, at jeg skulle fortælle alle fansene om hende. Ærligt talt føltes det lidt som om hun udnyttede mig for at blive kendt..." forklarede han og blev lidt trist til mode. "For nogle dage siden skrev hun så til mig at hun var blevet bedre, og at vi burde få noget igen, men jeg afviste hende og fortalte at jeg var blevet forelsket i en ny..." forklarede han. Er der en tredje pige??! "Hvem er hun så?" spurgte jeg surt. Han kiggede useriøst på mig. "Dig!" sagde han hurtigt og forsatte med historien. Seriøst indeni skreg jeg som en lille pige, der havde vundet i et spil i Tivoli. "Men så, så hun nok at du sendte en snap, og så ville hun sikkert gerne have os fra hinanden, så jeg var helt single igen," sagde han.

"Emilia, jeg har aldrig været så glad for en pige, som jeg er for dig. Du må virkelig ikke tro der er andre end dig, for det er der virkelig ikke!" afsluttede han med en bestemt tone. Jeg kiggede kærligt på ham. "Undskyld Martinus!" undskyldte jeg. Han rystede på hovedet og trak mig ind i et tæt kram. "Det gør ikke noget Emilia..." sagde han roligt, og kyssede mig i håret. Jeg smilte lidt for mig selv. Vi stod egentligt bare og holdt om hinanden med få centimeters mellemrum mellem vores ansigter. Jeg mærkede pludselig en hånd flette sig ind i min. Jeg kiggede op på ham, og fik øjenkontakt med de dejligste øjne. Dem kunne jeg virkelig godt vænne mig til. Vi lænede os lige pludselig tættere og tættere på hinanden.

"Martinus kom lige ned!" blev der pludselig råbt nede fra køkkenet. Jeg kiggede forlegent ned i jorden. Han sukkede ret heftigt. "Kommer!" råbte han tilbage. Han kyssede mig hurtigt på kinden, og gik derefter ned i køkkenet.

"Uha uha, det der er bedre end the notebook! Jeg har seriøst stået udenfor døren hele tiden!" Udbrød en grinende Marcus, som lige var kommet ind ad døren. "Ej Marcus forhelved!" grinte jeg og puffede til ham. "Det er virkelig sødt hvordan I bare bliver jaloux på hinanden," grinte han kækt og blinkede til mig. "Godnat Marcus!" sagde jeg surt og grinte lidt inden jeg gik ind på mit eget værelse og lagde mig til at sove.

//