Tolvte December

810 43 3
                                    

Tirsdag d. 12. december
12 dage til juleaften

Emilias P.O.V.
Martinus og Marcus var rejst til Tyskland, for at spille en velgørenhedskoncert for alle dem, der ikke rigtigt har råd til at holde juleaften, så pludselig stod jeg rigtigt meget på egne ben. Jeg havde faktisk ikke prøvet at skulle gå i skole uden dem. "Emma, skal vi følges i dag?" Spurgte jeg Emma. Hun kiggede overvejende på mig. "Ja!" Udbrød hun så.

"Jeg har faktisk altid gerne ville have en storesøster... som altså bor der hjemme," sagde Emma med sin nuttede stemme, på vej hen til skolen. Jeg var forvirret. "Har I en storesøster?" spurgte jeg. "Ja, hun hedder Silje. Hun er vidst nok kun min halv søster, men hun bor alligvel ikke hjemme..." fortalte Emma trist, "men så er det godt du er her!" Udbrød hun glad. Ihh hun var så nuttet, hun fik mig virkelig til at savne mine egne søstre. Jeg kiggede på hende og krammede hende. "Hvor er du sød, Emma," sagde jeg stille glad.

Jeg var kommet i god tid, så resten af klassen kom bare dalrende mens jeg stille sad og så på. Pludselig kom Andrea hen til mig. "Så, hvor er din kæreste henne?" Spurgte hun mistænksomt. Jeg grinte af hende. "Ha ha, hvor er du sjov!" Sagde jeg sarkastisk, "men vi er altså ikke kærester!" Tilføjede jeg hurtigt. "Satser på at du snakker om dig og Marcus, for dig og Martinus er totalt meget kærester!" Sagde Sigurd pludselig. Sigurd er en dreng som også går i klassen, jeg tror han har et hemmeligt crush på Andrea, for han kigger altid virkelig meget på hende.
"Hvem har ringet dig op?" Spurgte jeg diva agtigt. "Andrea," svarede han hurtigt og blinkede til hende. Jeg kiggede bare på ham med et du-er-ikke-sjov blik. Han grinte lidt over sin egen humor.

"Så må I gerne finde jeres pladser!" Råbte en pludselig. Jeg kiggede op og fik øje på vores geografilærer. Geografi på norsk er utroligt besværligt faktisk, så det magtede jeg ikke rigtigt.

***

Jeg sad i sengen, da min telefon pludselig brummede. Eftersom jeg egentligt var i gang med lektierne valgte jeg at ignorere det. Der gik cirka 1 minut før den begyndte igen. Jeg kiggede på skærmen. "Indgående facetime opkald fra Martinus." Oh Well, tænkte jeg og trykkede på det grønne rør. "Heeej," sagde jeg glad da hans lille nuttede ansigt poppede op på min skærm. "Hej Emilia," sagde han glad. "Er det gået fint nok i dag?" Spurgte han venligt. Antager han at jeg ikke kan klare mig selv? "Ja, jeg kunne sagtens klare mig selv," sagde jeg bestemt. Han kiggede skræmt på mig for sjov. "Undskyld jeg prøvede at være venlig," sagde han skuffet og snøftede falsk. Jeg grinte af hans reaktion. "Undskyld Martinuuus," sagde jeg langtrukkent. Han grinte. "Jeg savner dig..." sagde han stille. Han havde nok håbet at jeg ikke ville høre det. Jeg smilte. "Og jeg savner dig!" Sagde jeg glad. "Vil I godt stoppe det der fløde lort med det samme!" Kunne jeg pludselig høre Marcus råbe i baggrunden. "Jamen også hej til dig Marcus!" Grinte jeg. De to drenge kunne virkelig få mig til at glemme, hvor forfærdeligt jeg egentligt havde det.

"Må jeg lige hurtigt tale med hende?" Kunne jeg høre Marcus spørge Martinus om. "Jaja, bare gør det hurtigt," svarede han. "Åh nej, hele 2 minutter hvor du skal leve uden Emilia," sagde Marcus sarkastisk og grinte. Jeg kunne se at Martinus rakte Marcus sin telefon. "Hej Marcus," sagde jeg venligt. "Hør her Emilia, næste gang bliver du nødt til at tage med os, for Martinus snakker om dig uafbrudt og hvor fantasti-" begyndte han men han blev hurtigt afbrudt af en rødmende Martinus. "Marcus stop!" Råbte han. Jeg grinte. "Det var da meget sødt, så må vi vel håbe jeg kan komme med næste gang så," sagde jeg. "Altså han er jo fuldstændigt skudt i dig," forsatte Marcus. "Så tror jeg vidst du har sagt nok," hørte jeg Martinus sige i baggrunden. Det var utroligt underholdende at overvære deres lille søskendeskænderi.

"Martinus, jeg skal altså lave lektier, så jeg bliver nødt til at lægge på," forklarede jeg. Et suk kunne høres i den anden ende af røret. "Okay, skriv hvis du har brug for hjælp til det," sagde Martinus sødt og smilede til mig. "Skal nok Martinus," smilte jeg, og så lagde jeg på. Jeg savnede ham allerede, og han tog afsted tidligt i morges? Det er som om at siden jeg fandt ud af at jeg kunne lide ham, og han kunne lide mig, er jeg begyndt at kunne lide ham endnu mere. Hvilket ikke er godt! Jeg kommer jo ikke til at bo med dem forevigt...

//

:)

Du er mit eneste juleønske (MG)Where stories live. Discover now