Du er mit eneste juleønske (MG)

Syvende December

Torsdag d. 7. december
17 dage til juleaften

"Det er da godt du også har fået nogle veninder fra din klasse!" udbrød Gerd-Anne ved morgenmaden og smilte til mig. "Ja, alle er så imødekommende her i Trofors!" sagde jeg og smilte til hende. Der gav jeg vidst lige alle i huset et lille kompliment hva. Jeg kiggede over på Martinus, som bare så ned i sin tallerken. Noget går ham helt klart på, og uanset om jeg vil eller ej, må jeg hellere finde ud af hvad problemet er...

"Jeg går nu!" kunne jeg høre Martinus råbe nede fra køkkenet af. Pis ogs! Så kunne jeg jo ikke snakke med ham, hvis han ikke kunne følges. Jeg forstår bare ikke hvad der er galt med ham, jeg tror simpelthen ikke han kan være jaloux, altså over hvad dog?

I det korte frikvarter virkede det som om Martinus prøvede at undgå mig. Mærkeligt. Men heldigvis havde jeg Andrea, så jeg snakkede bare med hende, og nogle andre piger. Det var ret hyggeligt, og jeg glemte lidt Martinus lille PMS problem, hov hehe.

I engelsk skulle vi lave videre på vores Teenage Problemer opgave, jeg håbede virkelig at jeg så kunne få snakket med Martinus. "Så Martinus, kan du ikke skrive om kærligheds problemer ved at have en tvilling?" forslog Alexander. Martinus kiggede mærkeligt på ham. "Come on dude, der må vel næsten være nogle problemer ved det!" sagde Alexander. Martinus nikkede bare med hovedet. Jeg sad og skrev om forbudt kærlighed, så det var jo bare skønt. Midt i det hele kom vores engelsk lærer ind. "Er I klar til at fremlægge i den sidste time i dag?" spurgte han. Andrea, den mest optimistiske elev, nikkede bare med hovedet og svarede: "Selvfølgelig kan vi da det!" Så jeg sørgede for at arbejde ekstra hårdt, jeg vil jo helst virke dygtigt foran de andre, eftersom jeg ikke rigtigt kender dem...

I det store frikvarter kunne jeg ikke finde Martinus i de første 10 minutter, indtil jeg så ham spille fodbold med de andre drenge, typisk...

***

"Og så er det Andrea, Alexander, Emilia og Martinus' gruppe tur til at fremlægge for os," fortalte Olav os. Vi rejste os op og gik op til tavlen.

(Lad os lige lade som om de snakker engelsk;))
"Så vi fik emnet kærlighed," startede jeg ud med at sige. Alexander og Andrea forklarede derefter noget med forskellig slags kærlighed, og hvad det gør ved kroppen og sådan. Derefter blev det min tur. "Den mest kendte historie om forbudt kærlighed er klart Romeo & Julie, som er skrevet af William Shakespeare. Selvom man ikke tænker det som sådan 'forbudt kærlighed' så er der jo mange eksempler på det, og der findes nok også eksempler på det i dag. I middelalderen var det ofte noget med at prinser skulle giftes med prinsesser, og i dag hører man f.eks. ofte om kendte, som skal være sammen med andre kendte, ellers vil det slet ikke fungere," forklarede jeg og smilte ud til klassen.

Martinus P.O.V.
Der stod hun. Emilia, og fortalte om forbudt kærlighed mellem kendte og ikke kendte, mens hun i al hemmelighed har noget med min kendte bror. Hvordan kan hun stå og lyve om sådan noget lige op i mit ansigt.

Emilias P.O.V.
Bagefter blev det Martinus tur til at fortælle. "Så jeg fik det oplagte emne, at skrive om problemer omkring kærlighed, når man har en tvilling. Det kan være meget irriterende hvis nu f.eks. ens tvillingebror har noget med ens crush, uden at fortælle det en. Det selvfølgelig ikke noget jeg har oplevet, men det kunne jo været et eksempel," fortalte han og grinte lidt, mens han bare gav mig et dødt blik i øjnene. Tror Martinus helt seriøst at jeg har noget med Marcus? Jeg kiggede ned på Marcus, som bare gav mig et jeg-aner-ikke-hvad-drengen-fabler-om blik

Da vi havde fri, skyndte jeg mig ud af klassen, for at indhente Martinus. Selvom... jeg anede jo ikke hvad jeg ville sige til ham?

Jeg var nået hen til ham, og stod lige bag ham. Han havde dog ikke bemærket noget. Jeg rømmede mig, og han vendte sig hurtigt om. Okay okay shit, det nu jeg skal tale. Jeg tænkte mig ikke om, så med en mindre pæn tone forstod han vidst hvad jeg mente. "Hvad fanden bilder du dig ind?" sagde jeg surt, og lagde mine arme over kors. "Hvad mener du?" spurgte han surt. "Du svinede jo totalt Marcus og mig til foran hele klassen!" hvæsede jeg. "Det var bare et eksempel..." sagde han kort og vendte sig om og gik. "Martinus! Man dig dog op og snak med mig!" råbte jeg. Tænk at lille mig kunne sige sådan noget. Flere på skolen, havde også vendt opmærksomheden mod os. "Kan vi ikke gøre det her på et andet tidspunkt?" spurgte Martinus mig dæmpet og nikkede mod den flok af mennesker, som stod og stirrede på os. "Så du vil bare ignorere mig i endnu et døgn eller hvad?" spurgte jeg. Jeg kunne høre en menneskeflok råbe "ohh" og "damn" bag os, men det var egentligt overhovedet ikke meningen med den her samtale. "Kom!" sagde Martinus og trak mig med.

"Så du har flyttet vores samtale ind i en skov?" sagde jeg mærkeligt. Det havde faktisk kun taget 5 minutter at komme hen til skoven, lad os håbe jeg kan finde ud denne gang... "Det er en flot skov!" sagde Martinus bestemt. Jeg grinte af ham. Han sagde det på en monster nuttet måde! Hov hvad.

"Hvad ville du så gerne tale med mig om?" spurgte Martinus uskyldigt. "... Du har ignoreret mig det sidste døgn?" konstaterede jeg på en spørgende måde. "Jahh.." sagde Martinus og satte sig ned på en sten. Jeg satte mig ned ved siden af ham. Der var helt stille. Man kunne kun høre min og Martinus vejrtrækning. Der var ingen fugle, de var nok fløjet til et varmt lang for lang tid siden! "Har dig og Marcus noget?" spurgte han og kiggede mig direkte i øjnene. "Ja..." svarede jeg, hvilket fik Martinus til at kigge såret ned i jorden. "-Et venskab!" afsluttede jeg. Han kiggede lettet op på mig. "Kun et venskab?" spurgte han. "Ja Martinus, kun et venskab. Hvorfor blev du så såret over det?" spurgte jeg undrende. Der gik en lang pause, hvor Martinus bare stod og kiggede rundt. "Jeg tror bare..." sagde han langsomt

Martinus P.O.V.
Yes man! De er kun venner, jeg har nærmest en indre glædesdanse. "Hvorfor blev du så såret over det?" spørger Emilia mig så. Oh. Det kender jeg jo knap nok ikke svaret på selv. Altså da de gik sammen, fik jeg nærmest et stik i maven, som om jeg ikke kunne se på, at Emilia har andre venner end mig. Altså stort set alt tyder på at jeg har et lille crush på Emilia, men der er bare så mange ting ved det, som aldrig ville fungere. Hun bor i Danmark, jeg bor i Norge. Jeg er en kendt sanger, og hun er bare en almindelig pige. Misforstå mig nu ikke, for hun er meget mere end bare almindelig. Hun er en one of a kind, fantastisk pige. Men hvordan skal jeg nogensinde få det sagt til hende? tænkte jeg,

"Jeg tror bare at jeg er begyndt at få følelser for dig..." sagde jeg langsomt, og kiggede ned i jorden. "Martinus.." sagde hun, men så brummede min telefon. Jeg tog min telefon op af lommen, det var Marcus der ringede. "Hey bror!" sagde jeg. "Hvor er dig og Emilia?" spurgte han bekymret. "Vi er bare lige ud og udforske Trofors," svarede jeg ham. Han behøver ikke liiiige alle detaljer om vores lille "skænderi". "Mor siger I skal komme hjem nu, jeg håber ikke jeg ødelagde noget for jer!" sagde han kækt tilbage. "Ses Marcus!" sagde jeg og lagde på, før han kunne nå at sige noget.

"Vi skal til at gå hjem nu," sagde jeg så, og vi begyndte at gå tilbage i tavshed. Ikke den behagelige tavshed, men nærmere den akavede, hvor man har lyst til at sige noget, men alligevel lader vær.

Emilias P.O.V.
"Vi skal til at gå hjem nu," sagde Martinus som om intet var sket, men come on, drengen har lige indrømmet at han har følelser for mig? Tror I ikke lige jeg er ved at dø indeni? Vi havde kun kendt hinanden i sådan 1 døgn... eller noget, så måske er det lidt voldsomt at han allerede har følelser for mig?... Eller har jeg også en ting for ham? Det tror jeg da i hvert fald ikke, at jeg har...

//

Hihi