Du er mit eneste juleønske (MG)

Fjortende December

Torsdag d. 14. december
10 dage til juleaften

"Emilia, skal vi følgeeees?" Spurgte Martinus sukkersødt, da han havde stukket hovedet ind ad min dør. Jeg kiggede overvejende på ham. "Bank lige på næste gang," svarede jeg ham koldt. "Undskyld, jeg troede bare at vi siden vi jo lidt har-" sagde han men jeg afbrød ham med: "men nej, jeg skal følges med Andrea," forklarede jeg. Løgn.

Vi fulgtes dog alligevel ned til entréen, og jeg var så småt klar til at gå i skole. "Skal jeg så følge dig over til Andrea?" Spurgte han. Ikke et sekund tænkte jeg over min næste kommentar. "Kan du ikke bare følges med din 'skat' Ronja?" Spurgte jeg og gik ud af døren. Jeg var bevidst om at jeg lige havde smidt en "bombe" så jeg skyndte mig bare videre, så han ikke fik en dum idé om at følge efter mig.

Om jeg overdramatiserer lidt? Måske. Men jeg tror alligevel de fleste piger ville blive lidt nederen over at ens flirt faktisk har en anden flirt. Eller kæreste. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved ikke engang hvad Martinus og jeg er? Udover at jeg vidst bare er en han kan gå rundt og flirte lidt med når det sådan lige passer ham.

"Hej Andrea," sagde jeg, da jeg var gået over til hende i frikvarteret i skolen. "Hejsa Emilia," grinte hun. "Hey, du sagde ikke hej til mig!" Udbrød Sandra, som sad ved siden af Andrea. Altså jeg har aldrig snakket med Sandra før, så jeg følte det ville have været akavet hvis jeg havde sagt hej til hende, men nu skal jeg vidst lige redde mig ud af den her situation. "Heeej, ej undskyld hehe," grinte jeg.

"Emilia!" Kaldte en pludselig bag mig. Jeg vendte mig om, hvor mine øjne blev mødt af Martinus. Jeg rullede med øjnene. Han gik hen til mig. "Vi skal snakke!" Sagde han stille, men stadig bestemt. Jeg kiggede rundt efter noget, som kunne redde mig ud af situationen. Hvis der var noget jeg ikke magtede, så var det at Martinus skulle fortælle mig om hvordan jeg var ren luft for ham. "Vil I lige sætte jer på jeres pladser?" spurgte en høj stemme. Yes man! Reddet af læreren.

"Desværre Martinus, det må vi lige gøre på et andet tidspunkt ikk?" sagde jeg lidt halv sarkastisk, og satte mig ned på min plads. "Tak for i dag!" nåede vores lærer lige at råbe inden vi alle tog vores tasker på, og smuttede ud af klassen.

"Sååe, Sandra og jeg tænkte om du skal noget her efter skole?" spurgte Andrea mig om. "Jeg skal intet!" var jeg hurtig til at svare. Hun smilte. "Super, så skal du nemlig hjem til mig sammen med Sandra," sagde hun og grinte.

"Skal du over til Andrea?" spurgte Martinus mig, som gik lige bag os. Jeg nikkede. "Ja det skal jeg," svarede jeg. Han tænkte sig lidt om. "Men Emilia, jeg vil virkelig gerne vide hvad du er sur over..." sagde han trist, og kiggede ned i jorden. "Så har du jo god tid til at regne det ud," svarede jeg hårdt tilbage. Altså hvad i al verden regner drengen med? At jeg ikke skulle finde ud af at han har noget kørende med en anden? dumt. "Er det noget med Ronja?" spurgte han hurtigt, og løb efter mig. "Altså Martinus tror du jeg er dum? Jeg falder virkelig ikke for den der!" svarede jeg ham surt tilbage. "Nej, jeg synes ikke du er dum. Jeg synes du er sød, smuk og-" sagde han før jeg afbrød ham. "Martinus, bare stop det der..." sagde jeg trist og løb efter Andrea og Sandra, som var gået lidt foran mig og Martinus.

"Jeg er her nu!" udbrød jeg, da jeg havde indhentet dem. "Er der problemer i paradis?" spurgte Andrea, og kiggede medfølende på mig. Jeg nikkede. "Vil du tale om det?" spurgte hun sødt. Jeg nikkede igen. "Det vil jeg faktisk virkelig gerne!" svarede jeg, og så gik vi hjem til Andrea.

Jeg fortalte dem hele historien i detaljer og hvad der lige var sket. "Ej hvor mega nederen gjort af ham!" sagde Andrea surt, da jeg havde talt færdig. Jeg nikkede. "Det ligner ellers overhovedet ikke Martinus!" udbrød Sandra. Andrea nikkede sig enig. "Jeg føler lidt der er en logisk forklaring bag det, men samtidig ville det også være mærkeligt, hvis Ronja skrev sådan noget, uden at de havde noget..." fortalte jeg, "og billedet!" Tilføjede jeg også hurtigt. Sandra kiggede overvejende ud i luften, "Jeg synes altså du skal snakke med ham, så ved du jo også hvor I er, hvis du forstår hvad jeg mener," forklarede hun. Jeg nikkede. "Du har helt ret, det er bare trist... jeg tror ikke jeg gider at høre svaret," forklarede jeg trist. Andrea lagde medfølende en hånd på min arm. "Kom her!" udbrød Sandra pludselig og trak mig ind i et kram. Hun var faktisk utroligt god til at kramme, hehe.

"Skal vi ikke lave et eller andet mega hyggeligt?!" forslog Andrea, da vi havde trukket os fra krammet. Sandras øjne lyste op. "Ansigtsmasker!!" hvinede hun. Andrea og jeg grinte af hendes reaktion. "Jada!" hvinede jeg tilbage, hvorefter vi alle begyndte at grine.

//

Undskyld at det kom så seent,
Men omg der er 10 dage til juleaften!!!