Du er mit eneste juleønske (MG)

Sjette December

Onsdag d. 6. december
18 dage til juleaften

"Hey Emilia, er du klaaaa-?" Mere nåede Martinus ikke at sige før det gik op for ham, hvad han havde gjort. Han var trådt direkte ind på mit værelse i mens jeg stod og klædte om. Dumt Martinus, virkelig dumt gjort. "Jeg venter herude!" Sagde han akavet. Så der stod jeg, fuldstændigt i chok og kun i undertøj. Vi krydser fingre for at han ikke så noget...

Jeg tog min taske på ryggen, og gik ud af døren. "Undskyld Emilia!" Udbrød Martinus, men jeg havde ikke set ham stå der, så jeg fik et kæmpe chok. Han kiggede ned i jorden, og bed sig i læben. "Dobbelt undskyld Emilia..." sagde han med en helt lille stemme. Jeg grinte bare af ham, og daskede ham på skulderen.

"Sååe, er du klar til din første rigtige skoledag?" Spurgte Marcus mig, da vi var på vej mod skolen. "Jaa, selvom det er lidt svært, når det er på norsk," sagde jeg og grinte lidt. "Jeg synes du klarer det meget godt!" Udbrød Martinus, jeg smilte bare til han, og kiggede ned i jorden, for at undgå at rødme. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg rødmer virkelig nemt! På trods af at jeg kiggede ned i jorden, kunne jeg alligevel fornemme Marcus blinke til Martinus, hvad handlede det mon om?

"Så i dag skal I lave en engelsk opgave om Teenage Problemer i nogle grupper, som jeg laver! Teenage problemer er over emnet og jeg giver jeg også et tilfældigt underemne," Startede vores engelsk lærer Thomas ud med at sige. "Grupperne bliver..." sagde han. Jeg sad bare og håbede på at jeg kom i gruppe med enten Martinus eller Marcus. "Emilia, Martinus, Andrea og Alexander, I får underemnet kærlighed," sagde han, og jeg åndede lettet ud, selvom det var et lidt halv akavet underemne, var jeg jo meget glad for min gruppe. "Kom, vi sætter os ud på gangen!" Fortalte Martinus, og jeg fulgte bare med.

"Så emnet er kærlighed. Nogle der har nogle idéer, om hvilke spørgsmål vi kan skrive?" Spurgte Martinus, og kiggede rundt. De andre var helt stille. "Hvad med sådan noget som forelskelse, og hvad det gør ved hjernen og kroppen?" Forslog jeg, og kiggede direkte ind i Martinus chokoladebrune øjne. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund føltes det helt intenst. Pludselig rømmede Alexander sig. "God idé!" Udbrød Martinus. Akavet, akavet, akaveeeet.

***

"Skal vi gå?" Spurgte jeg Marcus og Martinus. "Jada!" Svarede Marcus, vi kiggede begge to over på Martinus, som var i gang med at snakke med nogle af de andre drenge. "Han kommer nok efter os, hvis vi begynder at gå," forklarede Marcus, så vi begyndte bare at gå.

"Hvad er der egentligt sket med dine forældre, siden du er her?" Spurgte Marcus mig da vi gik hjem. Og på grund af bare et spørgsmål, faldt hele min verden sammen. Jeg stoppede op, hvilket effektede i at Marcus gjorde det samme. Jeg fik tårer i øjnene. "Hey, det er okay," sagde han beroligende. "Du behøver ikke at fortælle mig det, hvis du ikke er klar," sagde han bagefter. Hvor var han dog sød altså. Han tog sine hånd, og tørte min tåre væk. Bagefter trak han mig ind i et kram. Jeg følte mig pludselig tryg, som om alt var helt okay.

Martinus P.O.V.
"Hey venner, vent på mig!" Råbte jeg, men de hørte mig vist ikke. Pludselig stoppede de helt op, og stod og kiggede på hinanden. Marcus begyndte at røre hendes kind? Hvad sker der her tænkte jeg bare. Ud af ingenting begyndte de bare at kramme, har de noget eller hvad? Jeg vendte mig om, jeg kunne simpelthen ikke tåle at se mere. Hvordan kunne min egen tvillingebror finde på at få noget med Emilia, når han ved hvordan jeg har det med hende? Jeg blev såret, og gik mig en tur. En tur langt væk fra alt og alle.

Emilias P.O.V.
"Det var da mærkeligt, at Martinus ikke fulgtes med os," konstaterede jeg da Marcus og jeg var kommet ind af døren. "Jaa, det har du vel ret i..." sagde Marcus og kiggede ned i jorden. Han opførte sig mærkeligt. Han ved noget som jeg ikke ved. "Hvad er det du ikke fortæller mig?" Spurgte jeg bekymret. "Altså jeg syntes jeg så Martinus, da jeg var i gang med trøste dig..." begyndte han at fortælle. Han stoppede op. "Og?" Spurgte jeg. "Jeg tror han misforstod vores kram, og alt det med at jeg tørte din tåre væk og sådan..." sagde han langsomt. "Men hvorfor gik han så væk?" Spurgte jeg forvirret. "Det ved jeg ikke!" Udbrød Marcus hurtigt. Han lyver. Jeg magtede ikke at spørge mere ind til ham, så jeg valgte bare at tage sagen i egen hånd. "Jeg tror lige jeg løber en tur," sagde jeg, og kort tid efter havde jeg skiftet til løbetøj og var ude af døren.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige syntes jeg skulle ud og løbe, for jeg kan jo slet ikke finde rundt i Trofors. På den eller anden måde var jeg endt i en skov, og jeg kunne virkelig ikke finde vejen tilbage. Jeg hev min mobil op af lommen. "Ingen tjeneste," stod der i hjørnet. Typisk Norge altså.

Pludselig var der en, som prikkede mig på skulderen. Jeg fik et kæmpe chok og skyndte at vende mig om. Til min overraskelse var det bare Andrea fra klassen, der stod der. Jeg tog mine høretelefoner ud af ørerne. "Hey!" Sagde jeg venligt. "Hvaa, er du faret vild eller noget?" Spurgte hun på en sjov måde. Hun virker egentligt ret venlig. Jeg valgte at svare hende fuldstændigt ærligt, "ja! Jeg er faret vild, og jeg har ingen tjeneste, så jeg er faktisk overlykkelig for at se et levende væsen, som ikke er et får!" Udbrød jeg. Hun begyndte at grine. "Vil du med hjem til mig? Jeg bor sådan 3 minutter herfra," spurgte hun. Jeg nikkede bare, og så fulgtes vi hjem til hende.

Da vi var kommet ind til Andrea havde jeg fået tjeneste igen, så min telefon blev spammet med beskeder. "Hold da op!" Udbrød Andrea. "Hov, jeg må hellere lige ringe tilbage til Marcus," sagde jeg og ringede hurtigt til ham.

"Er du okay?" Spurgte Marcus i den anden ende af røret. "Jaa det er jeg. Jeg er hos Andrea. Er Martinus kommet hjem?" Spurgte jeg ham så. "Ja det er han, meeen han virker lidt halvsur," grinte Marcus. "Jeg tror han er jaloux..." grinte Marcus igen. "Vent lidt, jaloux?" Spurgte jeg. "Ups, jeg tror han hørte mig, jeg må lægge på, skriv lige når du skal hjem fra Andrea," sagde han. Men jeg fik jo aldrig svar på det med jaloux?? "Jaer vi ses," sagde jeg bare, og lagde på.

"Foregår der noget mellem dig og Marcus?" Kunne jeg høre Andrea spørge bag mig. "Overhovedet ikke!" Svarede jeg bare hurtigt. "Men hvorfor bekymrer han sig så meget over dig. I følges også hele tiden til og fra skole!" Udbrød hun. Jeg troede egentligt hun vidste det... "Andrea, vil du være min veninde?" Spurgte jeg hende halv seriøst. "Ja selvfølgelig!" Udbrød hun glad. "- For så burde nu nok vide nogle ting om..." og så fortalte jeg hende hele historien.

//

;D