Du er mit eneste juleønske (MG)

Enogtyvende December

Torsdag d. 21. december
3 dage til juleaften

Emilias P.O.V.
Jeg savnede Martinus. Rigtigt meget endda. Han havde slet ikke skrevet noget til mig. Jeg havde desværre ikke haft chancen for at sige farvel til ham i går, men jeg havde da prøvet at skrive til ham? ... eller var det der jeg var løbet tør for data? Jeg tænkte mig om. Men alligevel. Ellers kunne han da godt bare lige have skrevet til mig.

Min familie var vendt hjem. Og alt var tilbage til det gamle, udover at jeg manglede noget. Det er tydeligt hvad det var. Det var nemlig en hvem, og han hedder Martinus. Jeg gik ind på messenger. Underligt, hele vores samtale var mystisk nok slettet? Jeg prøvede at skrive til ham. "Hej Martinus, undskyld at jeg ikke sagde farvel til dig, men skulle afsted lige med det samme. Kh. Emilia," skrev jeg. Men jeg kunne ikke. Jeg fik en besked på min telefon. Den besked som venligt fortæller en at den anden har blokeret en. Martinus havde blokeret mig. Ham som jeg havde boet hos. Var jeg bare ligegyldig for ham, var alt vi havde også bare ligegyldigt?

Selvom jeg havde min familie tilbage, var jeg langt fra hel indeni. Men hvad skete der egentligt med min familie? -
De var ude for en bilulykke, sammen med min mormor og morfar, så lå de i koma, og pludselig vågnede de igen.
Mærkeligt? øhh ja!

Jeg tændte min telefon igen. "2 mistede opkald fra Marcus" stod der på min skærm. Mærkeligt. Jeg ringede ham op. "Hej," sagde han hurtigt, da han havde taget telefonen. "Hej Marcus!" sagde jeg glad, da jeg hørte hans stemme. "Øhh Emilia?" spurgte han nervøst. "Er der noget galt?" spurgte jeg nervøst. Han lød meget bange. "Jeg ved ikke hvor Martinus er... hans telefon lå ude i forhaven, og han er ingen steder i huset," sagde han uroligt. Hele min krop stivnede. "Er han væk?" spurgte jeg panikken. "Altså jeg har fortalt dig alt jeg ved indtil videre, jeg venter bare på min mor kommer hjem, du ved vel ikke hvor han er?" spurgte han mig. "Nej desværre, men ring lige når du finder ud af noget nyt ikke?" spurgte jeg desperat. "Ja selvfølgelig Emilia!" sagde han opmuntrende. Skal jeg fortælle ham, at Martinus har blokeret mig? "Ehh.. Marcus?" spurgte jeg stille. "Ja?" sagde han spørgende. "Martinus har altså blokeret mig..." fortalte jeg. Da jeg sagde det højt, kunne jeg mærke en tåre titte frem i min øjenkrog. Alt med min familie der vender tilbage, at jeg ikke sagde farvel til Martinus, at han har blokeret mig, og at han nu er forsvundet, er vidst alt for meget på en gang.

"Har Martinus blokeret dig?" spurgte Marcus chokeret. "Ja.." snøftede jeg. "Men Emilia..." begyndte Marcus, "Har du ikke også blokeret ham?" spurgte han. Jeg blev chokeret, hvorfor i al verden tror han dog det. "Hvorfor skulle jeg dog gøre det?" spurgte jeg halv fornærmet. "Fordi det har du... jeg så hans telefon, du har altså blokeret ham," sagde han roligt. Jeg tog min telefon væk fra øret, og gik ind på Martinus profil. "Fjern blokering", stod der på en knap. Jeg undrede mig. "Er du der?" spurgte Marcus pludselig fra den anden ende af røret. "Øhh Marcus... der står jeg har blokeret ham, men det har jeg altså ikke gjort," sagde jeg uroligt. "Øhh det er mærkeligt..." svarede Marcus, "er der andre som har haft din telefon i dag?" spurgte han bagefter. "Altså nej det tror jeg da ikke..." svarede jeg. "Hvad med ham drengen du stod ved siden af i det der tv indslag?" spurgte Marcus. Hvilken dreng? Mener han mon de drenge fra min klasse? "Kan det passe, det var en dreng med brunt hår som er cirka 20 cm højere end mig?" spurgte jeg. "Ja det skal nok passe," svarede Marcus. "Det er en fra min klasse... Jeg bad ham holde min telefon på et tidspunkt, så måske har han gjort det..." fortalte jeg Marcus. "Tror du Martinus er flygtet på grund af mig?" spurgte jeg bange. Marcus sank en klump. "Det er jeg bange for..." svarede han trist. "Jeg kommer op til jer og finder ham!" udbrød jeg pludselig. "Hvad? Nej!" sagde Marcus bestemt. "Joo, det er jo min skyld, at Martinus er flygtet, så det er jo kun fair, hvis jeg hjælper med at finde ham!" udbrød jeg igen. "Du har lige fået din familie tilbage, jeg skal nok sørge for at finde ham," sagde Marcus roligt. "Vi ses meget snart!" sagde jeg hurtigt og lagde på.

"Heej mooor, har du det bedre?" sagde jeg sukkersødt, da jeg var gået hen i køkkenet. Hele min familie havde haft det ret mærkeligt efter de var kommet tilbage. Min mor smilte til mig. "Ja det har jeg skat," sagde hun og trak mig ind i et kram, "Jeg er bare glad for at hele familien er samlet igen," sagde hun bagefter. Jeg smilte. "Omkring det..." begyndte jeg. "Gerd-Annes ene søn, som jeg jo boede hos mens I var væk, er forsvundet så jeg tænkte at tage op til familien, da de nok har brug for lidt ekstra hjælp i den svære tid..." afsluttede jeg. Min mor kiggede overvejende på mig. "Jeg kan lige så godt sige det lige ud Emilia, det kommer ikke til at ske," sagde meget bestemt. "Men mor!" udbrød jeg skuffet. "Du bliver her sammen med resten af familien, okay?" Spurgte hun, selvom jeg godt vidste det var en konstatering.

Jeg sukkede og vendte mig om. Jeg gik ind på mit værelse og satte mig ned i sengen, og mærkede hvordan tårerne pludselig fik frit løb. Jeg bliver jo nødt til at finde Martinus, og det skal være nu! Så må jeg bare gøre det på Martinus måden, tænkte jeg og begyndte at finde mine lommepenge og min rygsæk frem...

***

Marcus P.O.V.
Efter flere timer var Martinus endelig vendt hjem. Mor og far havde været helt ude af den, og vidst også givet ham nogle mentale tæsk, men inderst inde, var de bare glade for at han var kommet sikkert hjem.

"Hey Martinus," hilste jeg, og stod i dørkammen af hans værelse. "Hey bro," hilste han tilbage. "Sååe, vil du fortælle mig hvorfor du løb, eller skal jeg stole på mit gæt," spurgte jeg, og lagde hovedet på skrå. "Jeg kan bare ikke fatte at hun ikke er hos os længere..." fortalte han trist, og tårerne tittede frem i hans øjenkrog. Emilia må virkelig have gjort noget ved ham. "-Og Marcus?" spurgte han. Jeg satte mig ned ved siden af ham, på hans seng. "Hva så?" Spurgte jeg. Han sank en klump. "Hun har blokeret mig..." forklarede meget trist. Jeg nikkede. "Der er en logisk forklaring bag det..." begyndte jeg, og så fortalte jeg hele historien om at Emilia ikke vidste, at nogen havde blokeret ham, og hvordan hun snakkede om at tage til Norge og finde Martinus. "Så kommer hun herop?" Spurgte han forvirret. "Oh!" Udbrød jeg. Han kiggede mærkeligt på mig. "Jeg må nok hellere skrive til hende, at du er kommet sikkert hjem," fortalte jeg.
"Drenge, der er mad nu!" Råbte mor nede fra køkkenet. "Jeg gør det bare efter maden!" Forklarede jeg Martinus, som bare nikkede til mig.
... Men jeg gjorde det aldrig

// I morgen tager historien en virkelig mærkelig drejning, hehe //