Du er mit eneste juleønske (MG)

Nittende December

Tirsdag d. 19. december
5 dage til juleaften

Jeg vågnede op i min egen seng. Eller ikke helt, for jeg var jo stadig hos Gunnarsen i Norge. Men så tæt på min egen som muligt i hvert fald.

Jeg rejste mig op og så mig selv i spejlet. Waow, det var da en af mine bedre dage faktisk. Jeg rensede mit ansigt på toilettet og lagde lidt makeup. Marcus og Martinus ville først komme hjem om natten, så i dag måtte jeg finde på noget andet at lave. Jeg gik ned i køkkenet hvor Gerd-Anne sad med en avis, og Emma sad og så fjernsyn.

Gerd-Anne kiggede straks over på mig. "Emilia, godt du er vågen!" Udbrød hun straks. Jeg så forvirret på hende. "Sker der noget?" Spurgte jeg. Hun nikkede. "Din familie er vågnet, og de har det alle helt okay!" Fortalte hun glad. Jeg gik helt i chok. Min familie... de er okay! Jeg følte mig fuldendt, som om jeg havde alt i verden igen. "Hva... hvad?" Fremstammede jeg stadig lidt forvirret. "Du kan stille spørgsmål på vejen, men nu skal vi hurtigst muligt med det første fly!" Forklarede hun.

Jeg skyndte mig ovenpå, og proppede alle mine ting ned i min taske. Selvfølgelig skiftede jeg også lige til noget normalt tøj, som bare blev til sorte jeans og en hvid t-shirt. Jeg kiggede udenfor. Der lå stadig et tykt lag sne. Jeg kiggede hen på min skrivebordsstol. Der lå en hoodie, men det var ikke min. Jeg tog den op i hånden. Det var Martinus' hoodie. Der sker vel ikke noget ved at jeg lige 'låner' den, vel? Men så slog det mig. Måske låner jeg den ikke, måske tager jeg den faktisk i virkeligheden, for måske kommer jeg aldrig til at kunne aflevere den tilbage... for måske kommer jeg aldrig til at se ham igen. Tårerne kom løbende ned af mine kinder. Tanken om aldrig at kunne se Martinus igen... selvfølgelig var jeg også ked af det på grund af Marcus, men Martinus gjorde bare noget helt andet ved mig.

Jeg tog hoodien over hovedet, min taske i hånden, og gik ned til Gerd-Anne. "Jeg er klar!" Sagde jeg nervøst, da jeg stod dernede. "Er du okay søde?" Spurgte hun bekymret. Hun kunne nok godt se at jeg havde grædt. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende, at jeg var faldet pladask for hendes søn, da det muligvis ville skabe en lidt akavet stemning. "Ja jeg har det fint... det er bare fordi det er lidt overvældende," løg jeg. Eller egenligt var det jo rigtigt, men det var ikke derfor jeg havde grædt. Jeg tørrede en tåre væk med hoodien, og kunne med det samme dufte Martinus duft. Det her bliver alt andet end nemt...

***

"Mor!" Udbrød jeg, da jeg så hende gå på hospitalsgangen. Hun spærrede øjenene ekstra op, og strakte armene ud. Jeg løb direkte ind i favnen på hende. "Årh min lille skat!" Sagde hun og nussede mit hår. Bagefter trak vi os, og jeg krammede derefter min far, som jeg altså også havde savnet rigtigt meget. Så trak jeg begge mine lillesøstre, Eva og Emma, ind i et stort gruppekram. Til sidst krammede jeg også mine mormor og morfar. De virkede alle lidt rundtossede, men de kan vel næsten heller ikke huske noget fra de sidste par dage. Mine forældre stod og snakkede lidt med lægerne om udcheckning, og mens snakkede jeg bare med Eva og Thea.

De måtte åbenbart først checke ud i morgen tidlig, eftersom lægerne skulle være sikre på at de ikke fik "tilbagefald," så vi sad egentligt bare og nød hinandens selvskab i hospitalets cafeteria.

"Men hvordan har du så haft det i juletiden?" Spurgte min mor mig omsorgsfuldt. Jeg smilte. "Jeg har jo boet hos Gerd-Anne og resten af hendes familie. Min mor stoppede pludselig med at spise. "Gerd-Anne... Gu-Gunnarsen?" Spurgte hun chokeret. Jeg nikkede bare. "Det er jeg da virkelig glad for at høre!" Udbrød hun glad. "Bor hun stadig med Kjell-Erik?" Spurgte min mor interesseret. Jeg nikkede, og kunne fornemme at Eva og Emma sendte hinanden underlige blikke. "Ja det gør hun, og selvfølgelig også deres børn..." svarede jeg. "Hvad er det nu hendes tvillingesønner hedder?" Spurgte min mor. Jeg ved ikke om jeg burde sige det højt, for jeg frygter lidt at Eva og Emma er fans, og så kommer der spørgsmål. "Marcus og Martinus," svarede jeg bare hurtigt og kunne godt mærke at jeg begyndte at smile lidt, da jeg nævnte Martinus navn. Jeg mærkede et par store øjne kigge på mig fra højre. Jeg kiggede hen til højre og fik øje på en chokeret Eva. "Ma-ma-Marcus o-og Ma-mart-inus?" Fremstammede hun. Jeg nikkede. "- Og deres lillesøster Emma," tilføjede jeg. "Har du boet hos Marcus og Martinus? OMG!" Udbrød Eva. Jeg grinte lidt af hendes reaktion. "Yes," svarede jeg bare og smilte skævt til hende. Jeg følte mig egentligt utroligt trist, ved at fortælle om det. Boet. Har boet. Det er datid. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal klare mig uden dem, de var der da jeg havde mest brug for og mere til...

//

Jeg har juleferie i morgen, hvornår har I juleferie?;)