The Player

Confused?

<>Kapitel  26

^^Emma White Cooper^^

Mit tøj fløj ud af skabet, og røg ind igen, da jeg ikke kunne finde ud af hvad jeg skulle have på.. Det var jo ikke fordi jeg ville gøre det store ud af mig selv. Jeg skulle bare være sammen med Christopher, men jeg må vel gerne se en smule godt ud.

"Emma! Klokken er 15:45!" Skreg Nick, nede fra køkkenet, jeg skyndte mig at få en lidt tætsidende sort trøje på, og et par buisness bukser som også var sorte. Jep. Jeg er fuldt ud emo idag..

Jeg satte håret, fik lagt min naturlige makeup, man behøvede ikke hele Matas i hovedet for at se godt ud! Og så gik jeg nedeunder. "Adresse?" Spurgte Nick, og kiggede ventene op mig, med bilnøglerne i hånden. "Øh" svarede jeg, og fandt hurtigt min mobil frem. 

*Daniel.. Adresse til Chris?* Fik jeg hurtig skrevet, og få sekunder efter havde han givet mig adressen. Jeg viste den til Nick, og han trak på skuldrene og gik ud af hoveddøren. Jeg fik mine sorte Vans på, og jakken over skuldrene, og så bevægede jeg også mine fødder mod bilen. 

"Skriv hvis jeg skal hente dig!" Råbte Nick ud af et nedrullet vindue fra bilen. Jeg sendte ham en 'thumbs up' og en glad smil. 

Jeg hørte bilen gasse op bag mig, og køre ned af vejen, jeg var også nået helt op til døren nu. Jeg havde en lille taske med, som jeg havde computer og et hæfte med noter om Hitler i. Jeg havde også en oplader til min computer for en sikkerheds skyld. Altså jeg ville tro han har en Macbook når han har et gigantisk hus, men man ved aldrig.

Jeg ringede på dørklokken, og ventede bare på en der åbnede. Og ventetiden føltes lang efterhånden.. Jeg ringede på igen, og efter lidt tid, kom en mørkhåret slank dame mig i møde. "Hej?" sagde hun, med en overaskende lys stemme. 

"Jeg skal lave et projekt med Christopher" sagde jeg, og hun nikkede forstående, "Chrissi!" Råbte hun, og han kom efter få sekunder bumpene ned af trappen. "Mor, sagde jeg ikke du ikke skulle kalde mig det?" Sagde han, en stoppede da han så jeg stod i døren..

"Emma?" Spurgte han, og jeg nikkede og lavede et lille vink med højre hånd. "Hvor er i søde" sagde damen, som så var Christopher's mor, jeg kiggede underligt på hende, og Christopher kløede sig akavet i nakken. Han lavede et ryk med hovedet, og hentydede til jeg skulle følge med ham ovenpå.

Han lukkede døren til sit værelse, og jeg dunkede ned i hans sofa. "Hvad laver du her?" Spurgte han, og jeg blev helt usikker på om vi havde en aftale alligevel.. 

"Vi skulle lave vores projekt.." Svarede jeg akavet, og kiggede skiftevis på gulvet og ind i hans nødde-brune øjne. Han sukkede kort, og tog sin venstre hånd op til hovedet. "Undskyld.. Havde glemt det" mumlede han, og satte sig ned ved siden af mig. "Det okay.. Jeg kan komme en anden dag" sagde jeg, og rejste mig op fra hans sofa, og satte fødderne i gang.

"Emma.. Nej, vi laver det" sagde han smilende, og havde rejst sig, og stod nu med sin hånd om min overarm. Jeg kiggede ind i hans øjne. Han virkede underlig. Men det var sikkert ikke noget. 

Vi satte os tilbage i sofaen, og jeg startede min computer op. Jeg viste ham, at jeg havde lavet vores start slide på powerpointen, og de noter jeg havde taget, og han læste dem faktisk igennem, og rettede på stave fejl. Hvad sker der?

2 timer fløj lige forbi os, og vi var ikke engang halvvejs, hans mor som hed Betina, havde været inde en enkelt gang med en "energi snack" som hun kaldte det, som egentlig bare bestod af en sandwich og et glas sodavand. 

"Okay så.. Russerne kørte op igennem Østtyskland?" Spurgte jeg, og han nikkede. "Jep, og englænderne fløj op igennem, og hele vejen op til Danmark." sagde han. Hans stemme var blød, og hvis jeg ikke så på ham sige det, ville jeg ikke kunne sige den tilhørte ham. Den var anderledes at høre på, og jeg syntes meget bedre om det...

"Chris?" Spurgte jeg, og han kiggede op fra computeren, og ind i mine øjne.. Han nikkede, og jeg satte computeren ned på gulvet, og satte mig skråt i hans retning, med benene oppe på sofaen. "Er du okay?" Spurgte jeg så. Og han så spørgene og forvirrende på mig. "Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Spurgte han, og jeg sukkede, "det ved jeg ikke." sagde jeg som svar, selvom det ikke rigtigt var et ordenligt svar.

"Nej hvad?" Spurgte han, og jeg kiggede ned i mit skød, "du virker anderledes" sagde jeg med en blid stemme. Han kiggede på mig, men jeg kunne ikke finde ud af hvilken følelse han viste. Faktisk er jeg i tvivl om han overhoved viser en følelse lige nu.

"Så skal vi få lavet opgaven?" Spurgte han, og snakkede udenom mit emne. "Du svarede ikke..?" sagde jeg, og han sukkede, og fiskede computeren op fra gulvet. Han kiggede desperat ned i den, og fokuserede på at få skrevet det ind. 

"Chris?" Spurgte jeg, og han lavede bare en "mmhm" lyd, uden at kigge op fra computeren. "Christopher?" sagde jeg, men han gentog den irriterende lyd. 

Hvad sker der? 

"Hvad er det?" Spurgte jeg, og tog computeren ud af hans greb, og stillede den endnu engang ned på gulvet. "Ikke noget, jeg er om jeg plejer, skal vi overstå denne her opgave?" sagde han, og han var knap så rolig som før.

Hvad er det der går ham på. Seriøst..? "Der er jo tydeligvis noget" sagde jeg, og satte mig lidt mere til rette i den sorte ledder-sofa. Han svarede mig ikke, så jeg gav ham bare-begynd-med-at-tale blikket, og han sukkede. "Måske skal vi lave projektet færdigt en anden gang.." Sagde han, og rejste sig op og tog et par skridt væk fra hvor jeg sad.

Okay lugter jeg eller noget? Hvad sker der? Jeg er så forvirret lige nu. "Hvad sker der?" Spurgte jeg endnu engang, "altså du var så rolig lige før" tilføjede jeg, og rejste mig også op nu, jeg pakkede forsigtigt computeren ned i min taske og fik den svinget rundt om min skulder.

"Så vil du svare eller?" Spurgte jeg, og kiggede ventende på ham, han trippede på fødderne, og havde begge hænder nede i hans bukselommer. "Vi ses på mandag" sagde han, og det irriterede mig grænseløst. Hvorfor skulle han gå fra sød og faktisk interesseret i projektet til en arrogant skiderik?! "Det gør vi vel" jeg vente mig mod døren, og trak ned i håndtaget.

"Det var faktisk rart at være sammen med dig. Uden det der flirteri og uden din klamme player attitude. Det er altså sådan man bliver kærester med en pige, eller får hende med i seng, jeg er ligeglad, men det er bedre end det andet shit du har gang i..." Sagde jeg, og vennede hovedet mod ham. Han kiggede på mig, med en form for medlidenhed.

"Hvorfor er du sådan?!" Spurgte han, og kiggede bare underligt på mig. "Hvad mener du?" spurgte jeg, og han sukkede, "du er der bare. Du er der hele tiden. Selvom jeg ikke gider at havde det" sagde han, og tog et skridt mod mig. "Hvad mener du?" Spurgte jeg igen. Han satte sig ned i sofaen, og kiggede bare ned  i gulvet. Det er seriøst forvirrende det her.

"Ikke noget.. Vi ses Emma" sagde han, og stirrede stadig ned i gulvet. Jeg trak håndtaget ned, og så var jeg ellers hurtigt forsvundet ud af hans værelse, og ud af hans hus. 

...

jeg vendte og drejede mig til lyden af lyn der slog ned og en torden der kom kort efter. Da Nick havde hentet mig, og kørt os hjem, havde jeg været på værelset hele aftenen. Og lyttet til de søde ord der kom ud af Ed Sheeran's mund. Hans musik fyldte min hjerne, og fjernede mine tanker. Og det var det eneste jeg ville nu. Men jeg ville dog også have svar. For Christopher Jones, havde forvirret mig mere end nogensinde før.

<>Slut på kapitel 26 // Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, sååååå, husk at stemme og kommentere så jeg ved om i kan lide kapitlet! Det motivere mig til at skrive mere, og hvis jeg ved i kan lide det, kommer der bare flere kapitler ud af gangen. Giv også gerne konstruktiv kritik, så jeg ved hvad jeg kan forbedre! Love u!<>