The Player

MY Christopher Jones

<>Kapitel 32<>

^^Emma White Cooper^^

  Nu skulle jeg bare gøre mig klar i en fart, og komme ud af det her gale hus..  

Jeg fik hevet en hvid t-shirt over hovedet, og trukket et par sorte jeans op af mine ben. Det er vel fint nok. Jeg redte mit hår og fik lagt det neutrale make-up som jeg nu plejede, børstede tænder og nu var jeg ellers klar.

Klokken er 14:28, så der er en halv time til jeg skal ud til molen. Jeg gik nedenunder, og fik et par hvide sko på, og en sort bomber jakke trukket over mine skuldre. 

"Hvor skal du hen?" Lød det fra Nick, som havde sat sig på trappen. "Ud" svarede jeg kort, med en flabet tone, men stadig med et kæmpe smil plantet på mit ansigt. "Ud med hvem?" Spurgte han, og jeg fnes kort..

Jeg kiggede ned i gulvet, og band den sidste sko, inden jeg rejste mig op for at få øjenkontakt med ham.. "Christopher.." Sagde jeg lavt, og smilede for mig selv, og fik åbnet hoveddøren. "Em. Vær forsigtig okay?" sagde Nick, og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede og lukkede døren bag mig, og så bevægede mine fødder sig mod havnen.

Vejret er overraskende godt i forhold til vi er i september. Solen skinder, og himlen er blå med nærmest ingen skyer. En helt perfekt dag at være ude i faktisk. 

Det tog mig omkring 20 minutter at gå herned, og Christopher stod allerede klar. "Chris?" rømmede jeg mig, og fik hans opmærksomhed da han stod med ryggen til mig. "Emma. Godt du er her" sagde han smilende, og greb ud efter min hånd. "Så hvad skal vi?" Spurgte jeg nysgerrig, og kiggede op i de nøde-brune øjne.

Han vente mig om så jeg stod med fronten mod vandet, og så pegede han ud på en lille båd der kom sejlende i mod os. "Du kan se det selv" hviskede han mig ind i øret, og jeg fik kuldegysninger sendt ned igennem hele min krop. 

"Sejle?" Spurgte jeg grinende og han nikkede ivrigt. "Det kaldes 'kanalrundfart'"  informerede han mig om. "Jeg har gjort det siden jeg var helt lille.." Sagde han smilede, mens den lille båd fandt sin vej op til molen. "Kom" sagde han, og tog fat om min hofte og fik mig ombord.

Vinden blæste mit hår tilbage, selvom det egentlig ikke blæste så meget. Vi satte os ned, overfor hinanden med et lille bord i mellem os. "Sulten?" Spurgte han med et lumsk smil malet på ansigtet. "Om jeg er!" Sagde jeg ivrigt, og kørte min tunge hen af mine læber.

Christopher nikkede, og få sekunder efter kom en mand gående ind med 2 tallerkener. Han stillede dem på bordet, og jeg så nu ned på en alt for lækker burger.. Manden kom tilbage lidt efter med 2 glas rødvind, og flasken stilte han på kanten af bordet.

"Vin og burger?" Spurgte jeg grinende, Christopher nikkede, "lidt formelt må  det gerne være" sagde han smilende, og nikkede ned mod vores glas. Han rakte ud efter sit eget, og ventede spændt på at jeg blidt ville slå mit glas ind i hans.

"Noget siger mig du ønsker mig fuld, Mr. Jones" sagde jeg, og tog fat om glasset. "Det kunne jeg da ikke finde på" sagde han, da vi havde slået glassende mod hinandens. "Det er nu sket før" sagde jeg grinende, og løftede glasset op og lagde det på mine læber.

"Og hvis jeg ikke gjorde" han holdte en kort pause, for at stille glasset ned. "Så ville vi nok ikke sidde her sammen nu" tilføjede han, og kiggede sulten ned på hans burger. "Jeg kan ikke vente mere" sagde jeg hurtigt, og stillede glasset ned, og tog så burgeren op i hænderne og tog en større bid end jeg troede jeg kunne. Christopher grinede af mig, men tog så selv en bid.

8 ting jeg ikke burde tænke på lige nu..

1. At de læber som jeg ned stirre lige nu, prøver faktisk at føre en samtale med mig. Og jeg har bare lyst til at kysse dem..
2. De flashback's jeg bliver ved at få.. Som er omkring de 'hyggelige' stunder Christopher og jeg har haft..
3. At jeg inderligt håber på de 'hyggelige' stunder vil gentage sig..
4.  Jeg virkelig skulle havde taget mere tøj på.. Det september Emma!
5. Hvad Christopher mon tænker på...
6. At jeg virkelig burde lytte til hvad han siger.. Og ikke lave billeder oppe i hovedet hvor vi kyser.. Omg den dreng..
7. Jeg tænker generelt bare på Christopher..
8. Hvad er vi egentlig?

"Emma?" Jeg kom indelig tilbage til den virkelige verden. Hans  nøde-brune øjne kiggede en smule bekymret ind i mine, og jeg nikkede bare som om jeg havde hørt alt hvad han sagde, men jeg ligner sikkert bare et kæmpe spørgsmålstegn.

"Jeg spurgte hvad du tænkte på?" Sagde han grinende. "Det vil du virkelig ikke vide" sagde jeg stille, med et flovt smil plantet på mine læber.

"Faktisk, har jeg mere end lyst til at vide det" sagde han muntert, og fyldte hans tomme glas op med noget mere vin. Jeg rakte mit glas imod ham, og grinede men fyldte så også mit op.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skulle svare. - Jeg tænker på dig - Jeg tænker på at jeg virkelig godt ville have dine læber mod mine.. Lige nu.. Det lyder forkert på hver deres måde. Hvorfor kan jeg ikke engang sidde her, drikke et glas vin, med den dreng jeg kan lide, og faktisk deltage i samtalen i stedet for at tænke på hvordan jeg kan snave ham i gulvet. Forhelvet Emma, tag dig sammen.. For en gangs skyld altså. 

"Hvad er vi Chris?" Lød det fra mig, og jeg undrede mig over hvordan jeg kunne sige det. Jeg fortryder det sku allerede..

"Hvad vi er?" Spurgte han, og jeg nikkede stille. Jeg undgik øjenkontakt. Bange for hans svar. Hvorfor kan jeg ikke engang kontrollere hvad jeg siger?  

"Det ved jeg ikke, Em.." Sagde han, og kiggede ned i bordet. "Men hvis man skulle sætte en titel på det" sagde jeg, og fik endelig mit blik om mod hans, og nu ventede jeg vel bare på en øjenkontakt.. 

"Skal der være en titel?" Spurgte han, og kiggede endelig op fra træ-bordet. "Det gør det nemmere" lød det stille fra mig. "Vi ved hvad vi er, når vi ved det" sagde han smilende. Jeg grinede over hans u forståelige svar. "Det giver ingen mening" sagde jeg, og fik også ham til at grine. "Jeg tror det er meningen det ikke skal give mening" sagde han, og tog fat i min hånd. Jeg nikkede, og smilede stort til ham, og han gengældte med sit hvide tandpasta smil.

...

Så her lå jeg. I Christopher's seng. På Christopher's bryst. Og lytter til hans beroligende hjertebanken, som kun beroliger mig, fordi det netop er ham, det kommer fra. Min påklædning består af hans alt for varme dyne, og jeg kan kun sige det samme om Christopher. 

Min hånd glider frem og tilbage på hans markerede mave. Jeg ved han ikke sover, for han sidder og kører sin hånd forsigtigt rundt i mit allerede uglet hår, og ind i mellem kysser han mig også i hovedbunden. 

Jeg kan ikke lade vær med at smile over hvad vi lavede efter vi kom hjem - man kan vel regne det ud - men kun fordi, at jeg ved at jeg på intet tidspunkt, så en player i ham. Jeg kunne kigge igennem ham som hvidt papir, og jeg kunne ikke finde ham som dumper piger som om de var skrald. Jeg kunne kun se Christopher Jones. Min Christopher Jones.

Jeg ved ikke hvad vi er. Jeg ved ikke om vi finder ud af hvad vi er. Men jeg ved dog, at jeg ikke kan slippe væk fra ham, som jeg tideligere har prøvet på. Og jeg vil ikke slippe væk fra ham. 
Min Christopher Jones. Hans Emma Cooper.

<>Slut på kapitel 32 -- Og slut på The player! Jeg håber virkelig i har kunne lide at læse denne her bog, for jeg har prøvet at gøre den så god som mulig. // Og som i nok ved nu, kommer forelsket eller bare en leg 2 snart, OG tideligere end forventet endda. JEG ANDBEFALER DOG AT LÆSE 1'EREN FØRST!! 
L

ad mig høre hvad i syntes om det sidste kapitel, med en stemme eller en kommentar, fortæl mig gerne om i kunne lide bogen! Der kommer ikke en 2'er, og i kan jo bruge jeres fantasi til at få den åbne slutning jeg har lavet, ned til en endelig en. Love u!<>