Demon War

[Kapitel Fem]

Gracy's synsvinkel;

Jeg så rundt.

Her er ingenting..

Man kan ikke se at der nogensinde har været en stor lejre her.

Jeg sukkede lavt og sat mig ned, midt i det hele.

De er i sikkerhed..

Men det er jeg ikke..

Mit hoved er i hvert faldt ikke..

Minder fra den anden nutid, til den nye nutid, blander sig sammen.

Jeg tog mig til hovedet og begyndte at skrige.

Han kom helt tæt på mig og han så ned på mig med et skævt smil. "Jamen dog Gracy du er akkurat som os" Han fjernede lænkerne med lethed fra sin hals. "En blodtørstig ondsindet.." Hans ansigt var helt tæt på mit og hans ånde varme mit ansigt. "Dæmon"

"Du skræmmer mig ikke, du er bare et lille dumt menneske der tror hun kan gå rundt og dræbe uskyldige dæmoner"

"Jeg S..ser ting, d..de ikke ville havde m..mig til a..at se" Jeg rynkede mine bryn mere. "Hvad ser du?" Han sank en klump og hans øjne mødte mine. De blev mørke "Alt" Det skræmt mig en smule. "Jeg ser fortiden, jeg ser nutiden, jeg ser fremtiden, jeg ved dine tanker, ved hvad du skammer dig over, jeg ser en krig er på vej Gracy, en krig der betyder undergang" "Undergang for hvem?" Hans stemme blev dyb og hæs da han sagde de to ord. "Os alle"

Jeg hørte et højt knæk og Ask fik store øjne, skubbede mig væk. Et stort træ faldt og jeg skreg forskrækket da den ramte Ask. "Ask?!" Jeg løb mod ham, han lå under træet og så ud til at havde meget ondt. "Ask" Jeg så ind i hans øjne. Et gult og et grønt, hans hvide hår var et rod. Jeg så på træet, "Jeg kan flytte det, måske, jeg ville prøve"

Jeg hørte en pind knække, jeg tog en pil mod min bue og sigtede mod lyden. "Hvem der?" Spurgte jeg, en lav latter lød og en fuldvoksen mand kom ud  med armene over hovedet. "Rolig, jeg er ikke farlig" Jeg så skeptisk på ham. "Og hvorfor skulle jeg dog tro på dig?" Han så tænksom ud, "Du har ret, hvorfor skulle du dog tro på mig?"

Mennesker og dæmoner går blandt hinanden, jeg så forvirret rundt. Der er ikke så mange vagter som der plejer at være og det ser faktisk ud som om dæmoner og mennesker har det sjovt sammen. Der er også andre overnaturlige væsner blandt byen, jeg stod stille og så på landsbyboerne. Siden hvornår har de kunnet enes? "Det er problemet med jer oprører I lever stadig i fortiden, I tror virkelig vi ikke kan leve blandt jer" Jeg for sammen og så bag ud, Nathan så på børnene der løber rundt.

Jeg brækkede mig og mit hoved dunkede, min hjerne klagede højtlydt af mig.

Jeg tog mig til hovedet igen og sukkede dybt.

Ask, Karma, Lucian, Lovel og Halt's ansigter kom frem i mange minder og det fik det til at snurre rundt.

"Jeg vil se mine forældre" Mumlede jeg og rejste mig op med rystede ben.

Jeg tog en dyb indåndening og begyndte at gå ud af skoven.

Mennesker, dæmoner, vampyrer, varulve og andre overnaturlige væsner gik rundt omkring.

De snakkede og grinede med hinanden.

Men mit mål er oppe på slottet.

Jeg kommer næppe ind gennem portene, så vi finder et smut hul.

Jeg sneg mig afsted og endte til sidst i slottets have.