Demon War

[Kapitel Sytten]

Gracy's synsvinkel:

Jeg åbnede øjnene med et brag, hev efter vejret og borede mine negle ind i noget hud.

"Træk vejret Gracy" Jeg slap Zack's hals med det samme og ømme mig.

Fuck hele min krop dunker..

Mit blik flakkede rundt indtil jeg så den døde krop.

Den dude som havde stukket en kniv i mig.

Jeg kender ham godt, han læste altid historier for mig da jeg var fem år når vi kom hen til hans oprørers lejr.

På det tidspunkt var han vel.. 13 år eller sådan noget..

Mine øjne var limmet fast på hans døde krop. Hans strube lagde ved siden af ham, jeg sank en stor klump i halsen der sad fast.

"Ville du selv havde revet struben af ham? Jeg forstår dig godt hvis det er det. Men Nathan var lidt hurtigere end dig" Grinede Seth.

Mit blik landet på Nathan, der så ned på mig med et bekymret blik.

"Hvorfor gjorde du det?" Spurgte jeg hæst, "Fordi han havde stukket dig ned" Jeg rejste mig op.

"Krigen er allerede begyndt, de ved alt" Jeg strakte min skadet krop.

"Hvad har det med noget som helst at gøre? Jeg mener du er en af dem så hvorfor skader de dig?" Spurgte Lantson.

"Fordi jeg Nathan's mate. De ville såre alle dem som man har kært. Disgusting, har aldrig været en fan af den taktik"

Jeg lagde mine arme over kors. Shadow er her åbenbart også. Han kigger anklagende på mig.

Mit ene øjenbryn fløj op i luften.

"Hvorfor gjorde du ikke noget?" Han så irriteret på mig. "Er dit liv virkelig så lidt værd?" Knurrede han. "Så lidt værd at du ingen gang ville kæmpe imod?"

Hvorfor gøre det ham så oprøret?

"Ville du tro mig hvis jeg svarede nej? Og ville du lad mig vær i fred hvis jeg svare ja?"

Han pegede raseret på mig "Var det, det mor fik ud af det? At sende sin datter væk. Sørge for intet ville ske med dig og så kunne du ikke være mere ligeglad med om nogen dræber dig?!"

"Kan du ikke være fucking ligeglad?! Kan I ikke være ligeglad?! Det er mit liv og hvis jeg ville smide det væk er det mit eget valg"

"Oooh du er jo så fandens kold og sej hele tiden er du ikke?" Snerrede Shadow.

"Ooooh så jeg er ligesom dig?" Hvæsede jeg.

"Jeg falder ikke for dit skuespil!" Knurrede vi i kor.

Vi holdte en stirre konkurrence, med et dræberblik rev vi vores blikke fra hinanden.

"What a tough guy" Spyttede jeg, "Du er en dæmon, en arving, en søn, en bror, en der jager oprører. En leder, en ven, men også et menneske. Men åååh den del hader du jo, så mange siger den svækker dig og du beviser at den ikke svækker dig for en skid. At intet svækker dig"

Urgh han sætter mit pis i kog!

"Men du er jo blød, alle har en blød side. Spørgsmålet er bare hvad er din?" Han tsk'et af mig "Du ved da også bare alt, hvorfor hjalp jeg dig overhovedet?"

Jeg gik helt tæt på ham "Because.. After all we are family" Han stak mig det sygeste dræberblik.

Nathan tog fat i mig "Du skal i seng nu" Han rev mig væk fra gruppen af folk.

Shadow havde lagt sine arme over kors og talte med de forskellige leder. Zack som den outsider han altid har været stod bare for sig selv.

Jeg blev skubbet op af en væg men bliver så presset ind i en favn.

"Nathan.. Luft.." Han tog hårdere fat i mig, havde sit ansigt begravet i min skulder.

"Nathan.." Det her er akavet.

"Aldrig gør det igen" Mumlede han, "Plz, Gracy.." Forvirret så jeg på ham og klappede akavet hans ene skulder.

Hans pande ramte min og vi så hinanden i øjnene.

Jeg var fangede i de to lilla øjne, låst fast, han havde mig i hans hule hånd.

"Jeg lover at gøre livet værd at leve.." Hviskede han. "Bare giv mig en chance.. Jeg elsker dig Gracy og jeg ville ikke miste dig" Han krammede mig hårdt ind til ham. "Jeg nægter at miste dig"

Helt blød i bolden..

Jeg tog mine arme om ham jeg ved ikke hvorfor. Men det gjorde jeg, pressede mig selv ind til ham.

"Undskyld" Sukkede jeg lavt.

Undskyld du er endt sammen med mig som din mate..

Jeg slog ham ud og han landet på gulvet med et brag.

Mit hjerte bankede hurtigt og jeg løb, tog benene på nakken. Det er tid til at flygte.. Og hvis jeg bliver dræbt.. Så var det hele tiden meningen.

Shadow's synsvinkel:

"Hvad laver du endelig her?" Jeg så på Zack der var i gang med at sadle hans hest.

"Jeg kommer fra nord" Mumlede han "Jeg ved godt din familie kommer fra nord"

"Min bror skulle giftes og min søster skulle føde. Jeg ville ikke gå glip af det. Jeg var på vej mod syd igen"

Jeg nikkede og sat mig op på min hest. "Hvorfor tager I allerede afsted?" Jeg så på Seth "Tid Seth. Man har bare ikke nok tid" Sagde jeg og vinkede farvel til dem alle.

Zack's hest kom op ved siden af min. Jeg så en skikkelse løbe afsted. I den modsatte retning.

"Hun har været genoplivet i under en time og hun løber allerede afsted" Sukkede Zack og så efter hende.

"Man kan ikke holde en fri sjæl fanget" Mumlede jeg. "Burde vi fange hende?" "Det er Nathan's problem" Jeg kiggede væk fra den løbende skikkelse som var ved at være væk.

"Jeg har mit eget problem" "Alicia er i live er hun ikke?" Spurgte Zack "Ja hun er i live" Svarede jeg og sat i trave. "Tænkte det nok, det er derfor du er ligeglad" Jeg sukkede irriteret. "Nej Zack.. Vi kan ikke udsætte krigen mere. Den er allerede begyndt"

"Hvis du siger det" Jeg så på flasken med blod i og sukkede lavt.

//Ak det kapitel stank Sorry//